Jørgen greve Scheel
1718 -1786
Jørgen greve Scheel var en af sin tids mest elegante adelsmænd og en usædvanlig og ekstravagant hof-, stats- og embedsmand. Hans højeste embede blev posten som overstaldmester med ansvaret for de kongelige stalde; et arbejde der gik fint i spænd med hans store interesse for heste og hesteavl.
Som 55-årig æredes han endog med Elefantordenen, der dengang som nu kun blev uddelt til landets absolutte spidser.
Jørgen Scheel var søn af det tidligere ejerpar på Gammel Estrup, Christen Skeel og Augusta Winterfeldt. Som eneste arving overtog han alt ved forældrenes død.
I 1740 blev han gift med Lucie von Thienen, men hun døde desværre i barselssengen med parrets første barn. Fire år senere blev han gift med Charlotte Louise Scheel von Plessen, og dette ægteskab kom til at vare hele 41 år.
Jørgen var eneste barn af Christen Skeel og Augusta Winterfeldt. De døde begge forholdsvis tidligt: faderen som 36-årig og moderen som 43-årig. Ved faderens død var Jørgen Scheel således kun 13 år gammel.
Som syvårig fik Jørgen Scheel titlen greve, da hans fader oprettede grevskabet Scheel i 1725. Som enebarn var Jørgen Scheel enearving til det nyoprettede og meget rige grevskab, stamhuset Gammel Estrup og ydermere fire andre godser.
Jørgen Scheels fader brugte efternavnet Skeel eller Scheel i flæng, mens Jørgen Scheel helt konsekvent brugte den nye og tyskinspirerede stavemåde Scheel. Der er altså ikke tale om stavefejl eller ejerskifte på Gammel Estrup, men slet og ret, at man gør slægtsnavnet finere ved at fortyske det lidt.
Jørgen Scheels oplæring startede tidligt, og vi ved, at maleren Christian Ulrik Milan i 1721 var ridsemester (tegnelærer) på Gammel Estrup. Her har han undervist den unge Jørgen Scheel i at skrive pænt.
Jørgen Scheel fik en adelsmands opdragelse, og da det var en del af uddannelsen, at man skulle læse ved universiteter rundt i Europa, var også Jørgen Scheel på en såkaldt dannelsesrejse i sin ungdom.
Faderen Christen Scheel havde inden sin død forfattet et testamente, hvori han gjorde rede for arv med hensyn til gods, indbo, smykker, penge og gæld.
Christen Scheels elskede Augusta grevinde Winterfeldt testamenteredes retten til al kærlig opdragelse af den eneste arving.
Testamentet omfattede mange poster, og under "5te Post" blev der tænkt på sønnens "Education" (uddannelse).
Det var dyrt at sende et barn på de gode skoler i Europa, men Christen Scheel ville være sikker på, at hans søn ville få den bedst mulige uddannelse, også hvis han ikke selv var der til at betale for den eller tilrettelægge den. Derfor skrev han udførligt, hvem der i tilfælde af faderens død måtte træde til med pengepungen.
I faderens testamente nævnes hele tre højtstående herrer, der skulle rådgive og hjælpe Jørgen Scheel med dannelsesrejsen: Iver greve Rosenkrantz til Rosenholm, Christian greve Friis til grevskabet Frijsenholm og endelig Christian Rantzau Friis til Hevringholm. Det var disse tre herrer, der hjalp Jørgen Scheel gennem uddannelsen efter faderens tidlige død. De fungerede også som værger, mens Jørgen Scheel stadig var umyndig.
Vi ved fra godsarkivet på Gammel Estrup, at Jørgen Scheel har rejst i Tyskland og Frankrig 1735-38, og det var på denne tur, at han i Paris i 1738 blev malet af den franske maler Nattier - en anerkendt og dygtig maler, der også fungerede som hofmaler ved Ludvig XV’s hof.
Efter dannelsesrejsen gjorde Jørgen Scheel karriere ved hoffet, som det passede sig for en adelsmand, og det blev et væld af titler og poster, der her blev betroet ham gennem årene. Blandt andet blev han kammerherre, gehejmeråd og hofmester.
Den 16. januar 1740 stod brylluppet mellem Jørgen Scheel og den jævnaldrende Lucie von Thienen. Hun var fra hertugdømmet Holsten syd for Danmark, der hørte under den danske krone.
Alt tegnede lyst, da Lucie von Thienen blev gravid i efteråret 1742, og den 15. juni 1743 kom en lille dreng til verden.
Han fik ifølge familietraditionen navnet Christen efter sin farfader, Christen greve Scheel.
Moderen, Lucie von Thienen, havde desværre meget svært ved at komme sig efter fødslen, og lidt over en måned senere – den 23. juli – døde hun i barselssengen.
Sønnen var heldigvis sund og levedygtig, men det har været en barsk tid for familien, når begravelse og dåb skulle følges ad.
Den 2. august begravedes Lucie, og tre dage senere måtte den lille Christen Scheels mor-moder holde ham ved dåben.
Jørgen Scheel levede to år som alenefar, hvorefter han den 12. maj 1745 giftede sig med grandkusinen Charlotte Louise Scheel von Plessen.
Charlotte Louise Scheel von Plessen og Jørgen greve Scheel var beslægtede og har kendt hinanden fra barnsben, også fordi forældrenes herregårde lå tæt ved hinanden. Chalotte Louise Scheel von Plessen var fra herregården Fussingø ved Randers, hvor Jørgen Scheels tipoldefar, Jørgen Skeel, også var opvokset op ca. 150 år tidligere.
Charlotte von Plessens ældste bror, Mogens Scheel von Plessen, var endvidere gift med søsteren til Jørgen Scheels første kone. Dette viser lidt om, hvor indgift den danske højadel var på dette tidspunkt.
Efter brylluppet trådte Charlotte von Plessen hurtigt og velvilligt ind i rollen som stedmor for den lille Christen, og hun tog ham til sig som sit eget barn. Dette blev nok kun yderligere forstærket af, at Jørgen Scheel og Charlotte von Plessen ikke selv fik nogle børn sammen, men trods dette fik de et langt og godt ægteskab, der skulle vare hele 41 år.
Jørgen Scheel og Charlotte von Plessens ægteskab blev endda hædret med en orden, da parret i 1757 modtog "de l’Union Parfaite".
Ordenen blev indstiftet i 1732 af dronning Sophie Magdalene til minde om hendes lykkelige ægteskab med kong Christian VI.
Christian VI havde selv fået lov til at tage rundt i Europa finde sig en passende hustru ved en af Europas fornemme hoffer. I bevarede breve kan man læse, at kronprins Christian VI faldt for Sophie Magdalene, og det var således ægte forelskelse og kærlighed, der bragte dem sammen.
L'Union Parfait er fransk for en perfekt union, og blev derfor uddelt til ægtepar, som levede harmonisk og lykkeligt.
Efter brylluppet fik parret portrætteret sig selv i deres stiveste pus og med Gammel Estrup i baggrunden.
Jørgen Scheel er i ført dannebrogriddernes ordensdragt med den tilhørende store kappe og ridderkorset på brystet. Dertil broderede silkestrømper og fine sko med røde hæle - et prestigetegn, som kun adelige måtte bære.
Charlotte von Plessen er iført en robe de cour - en hofkjole. Denne model har en stor udringning ved brystet, ærmer fyldt med blonder, et ultra smalt liv og brede hofter. Under kjolen blev hun derfor nødt til at bære et stramt korset og et stort fiskebensskørt, der kunne holde kjolen på plads.
I 1741 havde Jørgen greve Scheel afsluttet sin dannelsesrejse, giftet sig og arvet begge sine forældre, og her fulgte også hans første rigtige profession, da han blev udnævnt til assessor ved højesteret. I 1742 blev Jørgen Scheel udnævnt til kammerherre for Frederik V; et meget fornemt embede, der gav ham direkte adgang til hoffet.
Husmaleren Christian Ulrik Milan malede i 1747 et fornemt maleri af Jørgen Scheel, hvor hans kammerherrenøgle hænger i siden. Milan var husmaler og ikke den store portrætkunstner... Derfor valgte han at kopiere Jørgen Scheels hoved fra Jean-Marc Nattiers maleri fra 1738.
Jørgen Scheels karriere ved hoffet blev ganske imponerende.
I 1749 fik han tildelt Det Hvide Baand – bedre kendt som Dannebrogordenen, og allerede som 31-årig havde Jørgen Scheel altså udmærket sig i en sådan grad, at han kunne dekoreres med en orden for sin ”Dyd, tro Tieniste og mandige Bedrifter”.
Han interesserede sig for og egnede sig til hofliv og embedsværk, og han bestred et væld af embeder. Jørgen Scheel forstod at leve sig ind i rollen som hofmand, og han må derfor have opholdt sig en del ved hoffet og deltaget i det selskabsliv og den livsstil, der gjorde sig gældende der.
Jørgen Scheels vigtigste hverv lå ved statsadministrationen og hoffet, hvor han i 1758 blev udnævnt til gehejmeråd (og i 1765 forfremmet til gehejmekonferensråd), i 1761 til hofmester hos arveprins Frederik og i 1774 til overstaldmester hos Christian VII.
Han styrede og havde øverste ansvar for de stalde, man stadig kan se bag Christiansborg ned mod Marmorbroen og Nationalmuseet. I nutidens øre kan embedet som kongelig overstaldmester godt lyde lidt lavt på rangstigen, men det er faktisk helt modsat. I en tid hvor al transport foregik til hest - det være sig alt fra brevudvekslinger til kongens landlige ferie med oppakning på 40 kareter - så var stalde samt hesteavl og -opdræt ganske vigtigt.
Arbejde gav Jørgen Scheel kontakt med de inderste cirkler af landets ledelse; i særdeleshed med arveprins Frederik, der sammen med sin moder, enkedronning Juliane Marie, var landets reelle magthavere 1772-84.
I 1774 kronedes Jørgen greve Scheels karriere med den fornemste danske orden, Elefant-ordenen.
Jørgen Scheels store interesse var og blev ikke økonomi og herregårdsdrift, men han interesserede sig derimod meget for hesteavl og -opdræt. Gammel Estrup var sammen med herregården Scheel - det nuværende Sostrup - i stor stil centrum for hans udfoldelse af denne disciplin. Der var stor aktivitet i stutteri og ridehus, og hele øen Hjelm, der hørte til godsets ejendom og var ubeboet, blev overladt til ungheste.
Med hele 12 herregårde har Jørgen Scheel haft mange bopæle til rådighed, men vi ved, at han og familien især var glade for at bo på Gammel Estrup. Om vinteren opholdte de sig dog meget i en herskabslejlighed i København, som det var tidens skik blandt adelen.
Om vinteren var familien nødsaget til at flytte til herskabslejligheden på kongeslottet Christiansborg, da man ellers ville blive for isoleret ude på de landlige herregårde.
Her gik man til italienske operaer og maskerader, dyrkede musik og dans i egne saloner og man fulgte med tidens strømninger fra fri børneopdragelse til indsamling af vilde planter og insekter.
Jørgen Scheel blev her en del af det fornemme københavnske adelsliv 1740-80.
Stemmer fra hele Europa gav genlyd af oplysning; der blev filosoferet, eksperimenteret og studeret. Nye tanker om det civiliserede og oplyste menneske brød frem, og ord som demokrati og ytringsfrihed kom på tale, mens man revurderede sit syn på dødsstraf, tortur og censur.
Jørgen Scheel passede sine store besiddelser på Djursland og Lolland, og med pertentligt opstillede og håndskrevne regnskabsbøger styrede han både sine egne og ugifte slægtninges godser.
Han efterlod sig også en instruks til sin ridefoged, der specificerer, hvilke opgaver der blev ham tillagt.
Med til Jørgen Scheels daglige opgaver hørte også, at han havde påtaget sig at føre regnskab for en række slægtninge. I regnskabsbøgerne dokumenteres, at han gennem ti år havde ansvaret for herregårdenes daglige drift hos en af Nordens rigeste arvinger: Juliane Frederikke Christiane Reventlow, der var barnebarn af Jørgen Scheels farbroder, Conrad greve Detlev Reventlow.
Slægtskabet var opstået ved at Jørgen Scheels farmoder, Benedicte Brockdorff, efter farfaderens tidlige død havde giftet sig med Christian Reventlow, og med ham fik en større børnefolk.
Jørgens Scheels fader, Christen Scheel, blev født efter sin faders død, og den femårige dreng flyttede med sin moder ned til hendes nye mand og blev her opdraget sammen med sine halvsøskende.
Man kan forestille sig, at det netop var Jørgen Scheels evne til at optræde som verdensmand, der slog igennem og prægede livet på Gammel Estrup i hans tid. Jørgen Scheel opholdt sig ofte ved hoffet, men Gammel Estrup var et af de godser, hvor han jævnligt boede, når han ikke var ved hoffet.
Både på Gammel Estrup og andre af hans godser forskønnede og forbedrede han hus og have. Blandt andet opførte han Gammel Estrups nordfløj og fik den indrettet som tyende-afdeling med køkken, stegers, bagers og bryggers i stueetagen og beboelse til husholderske og tjenestepiger på 1. og 2. sal. Der var en stor stab tjenestefolk på Gammel Estrup til at sikre grevefamiliens standsmæssige liv, da det selvfølgelig skulle være præget af glans, luksus og selskabelighed.
Jørgen Scheel var enearving til et stort gods-kompleks, der omfattede enorme rigdomme. I Jørgen Scheels tid var slægtens besiddelser på sit højdepunkt (1730-49), og der manglede ikke meget jord før talemåden, at "Skeel’erne kunne ride fra Grenå til Viborg på egen jord" var sand. På dette tidspunkt var ca. 2% af Jyllands opdyrkede jord under hans besiddelse - det svarer til omkring 500 kvadratkilometer!
Jørgen Scheel interesserede sig dog tilsyneladende ikke voldsomt for godsets drift og økonomi, og der blev i hans tid ikke gjort meget for at forbedre den - man kan sige, at han i stedet levede noget over evne.
I generationer før Jørgen Scheel havde Skeel’erne været godssamlere, men han blev den første af slægten, der efterlod sig mindre, end han selv havde arvet.
Jørgen Scheels likvide kapital var simpelthen ikke stor nok til at dække hans forbrug, og han måtte hele tre gange sælge herregårde for at kunne fortsætte sin høje levestandard. Men hvad betød Himmestrup, Viskum og Østergaard, når man stadig havde et stamhus, et grevskab på syv herregårde og endda endnu den frie herregård Ulstrup? Der var stadig masser at leve af og mere end tilstrækkeligt at arve for næste generation.
I det samfund, som Jørgen Scheel levede i - og forstod at gøre sig i - var pynt, pomp og pragt en absolut nødvendigt. For at gøre sig ved hoffet var det vigtigt, at man var med på moden: man skulle vide, hvad der rørte sig i samfundet, og man skulle forstå at gøre sig i hoflivet.
Anseelse og forbindelser var uhyre vigtige for at bevare og styrke karrieren ved hoffet. Derfor viser Jørgen Scheels godsarkiv store summer brugt til at følge moden.
Når man kender de mægtige Skeel’er til Gam-mel Estrup, der efter hver generation blot havde forøget rigdommen, så undres man selvfølgelig over, hvor pengene blev af? Det omfattende godsarkiv giver heldigvis en god indsigt i forbruget og kan hjælpe os til svar på spørgsmålet.
Jørgen Scheel brugte blandt andet store summer på at forherlige sine godser og sig selv! De største udgifter var byggerier på herregårdene, så de blev forskønnet og fulgte moden. Der var også store faste udgifter til mad – for eksempel indkøb af fine citrusplanter til orangerierne i haven eller køb af vin af høj kvalitet.
Specielt portrætterne var en meget dyr affære, fordi Jørgen Scheel kun hyrede de bedste og fornemste malere til at fremstille dem.
Jørgen Scheel er faktisk den ejer af Gammel Estrup, der til dato er flest portrætter af: Hans fader bestilte to portrætter af ham som henholdsvis ca. 1½-årig og som ca. 11-årig
Jørgen Scheel fik selv fremstillet to portrætter som ung under sin dannelsesrejse, derefter ét af den berømte Pilo omkring 1750 samt det store dobbeltportræt med hans anden hustru, Charlotte Louise Scheel von Plessen, malet af Andreas Brünniche i 1753, og slutteligt blev Jørgen Scheel også malet af den kendte danske maler Jens Juel i 1781.
Til regningerne for Jørgen Scheels portrætter af ham selv kom også udgifterne til portrætter af familien. Det kostede ham en formue at få sig selv og familie foreviget til eftertiden.
Som et sidste punkt i gennemgangen af Jørgen Scheels økonomi bør nævnes de penge, som han brugte til at hjælpe andre - en slags velgørenhed, hvis man skal bruge et nutidigt begreb.
Jørgen Scheel sendte for egen lomme unge mænd på dannelsesrejser og gamle mænd på pension.
Han var også ansvarlig for udbetaling af talrige enkepensioner, og ved et dyk ned i arkivet ses mange kvitteringer på modtagelse af nogle af pensionerne, hvor enkerne takker ham i fine vendinger.
Jørgen Scheels første hustru, Lucie von Thienen, døde helt ung efter fødslen af parrets eneste barn, men kontakten til hendes familie opretholdt Jørgen Scheel livet igennem.
Lucie von Thienens to søskende, Elisabeth Christine og Wulf Heinrich von Thienen blev også begge gift ind i den danske Scheel-familie.
Jørgen Scheels næste hustru blev Charlotte Louise Scheel von Plessen fra Fussingø. Hun havde otte søskende, som alle var en del af inderkredsen i det københavnske adelsliv, hvor ægteparret også selv opholdt sig meget.
Plessen-familien på Fussingø var opstået omkring den kvindelig arving til godset, Charlotte Amalie Skeel, som giftede sig med Christian Ludvig von Plessen fra Mecklenburg i 1702. Blandt hans brødre og sønner var mange højtstående politikere i flere kongers regeringer, ikke mindst i Frederik IV’s.
Det gik godt for Plessen-familien, indtil kong Frederik IV giftede sig til venstre hånd med Anna Sophie Reventlow i 1712.
Efter det nye ægteskab lå Plessen-brødrene i evig stridighed med den stærke Reventlow-familie om indflydelse på kongen og landets styre.
Dronning Anna Sophie Reventlows søskende og slægtninge havde nemlig fået tildelt vigtige poster og embeder efter brylluppet, hvilket selvfølgelig var en stor trussel for Plessen-slægten.
Jørgen Scheel var i familie med begge slægter - både von Plessen og Reventlow. Forbindelsen til von Plessen-slægten på Fussingø var den ældste: fra Fussingø kom den første Skeel til Gammel Estrup; rigsmarsk Jørgen Skeel, der var Jørgen Scheels tipoldefar. Denne slægt talte mange stolte adelsmænd i flere århundreder tilbage.
Reventlow-forbindelsen var forholdsvis ny og var kommet i stand gennem Jørgen Scheels far-moder, Benedicte Brockdorff. Efter Jørgen Scheels farfaders tidlige død giftede hun sig i år 1700 med Frederik IV’s general Christian Reventlow, der var halvbror til den meget yngre Anna Sophie Reventlow.
Jørgen Scheel giftede sig ind i Plessen-familien og styrede samtidig Reventlow’ske godser for en ugift og forældreløs Reventlow-kusine. Midt imellem landets spidser og med en fod i hver lejr forstod Jørgen Scheel at navigere således at han holdt sig gode venner med begge sider. Han faldt, i modsætning til sine familiemedlemmer fra Plessen og Reventlow-slægterne, aldrig i unåde.
Jørgen Scheel fik kun et enkelt barn, en søn, som blev døbt Christen Scheel efter sin farfader.
Christen Scheel voksede op i gode rammer med sin fader og stedmoder, Charlotte von Plessen. I 1765 blev han gift med den smukke komtesse Eleonora Agnes Raben fra Ålholm, og parret fik i alt seks børn sammen. I 1767 fik Christen Scheel herregården Ulstrup som sin mødrenearv, og her boede familien kortvarigt sammen.
Christen Scheel fik tidligt stor anseelse ved ledende adelsmænd blandt Danmarks magthavere, som for eksempel Bernstorff, der stod for styret under Christian VII. Dette førte til, at Christen Scheel som 25-årig blev sendt som Danmarks gesandt til det russiske hof i Skt. Petersborg, hvor Katharina den Store sad på tronen.
I Skt. Petersborg fødte Eleonora Raben tvillingesønnerne Frederik og Jørgen Scheel, hvoraf Frederik døde som lille.
Som 28-årig døde Christen Scheel pludseligt, og rygterne opstod straks, at han skulle være blevet forgiftet! Eleonora Raben måtte nu alene fragte indbo, børn og kister hjem til Ulstrup, så Christen og lille Frederik kunne blive begravet i Auning kirke.
Kort efter hjemkomsten til Danmark fødtes endnu et barn, og det gjaldt for alle de fem børn, at de havde deres farfader og farmoders store kærlighed fra barnsben.
Den eneste overlevende søn, Jørgen Scheel, blev lyspunktet i bedsteforældrenes liv. De sørgede begge meget over tabet af Christen Scheel, og holdt en stærk kontakt til svigerdatteren, der bosatte sig på Ulstrup og aldrig giftede sig igen.
Barnebarnet Jørgen var ofte på besøg hos sine bedsteforældre, og de holdt begge meget af ham og har nok også forkælet ham lidt. Men hvem ville kunne stå for det, hvis deres barnebarn stillede sig op til middagsselskabet og holdt en elegant takketale på fransk til forældre og bedsteforældre?
Den lille Jørgen var utrolig charmerende og lærenem, og bedstefader Jørgen Scheel har været meget stolt af ham.
I 1782 fratrådte Jørgen Scheel som 64-årig sine embeder ved hoffet efter eget ønske.
På grund af den store tilfredshed, der havde været med hans arbejde, fik han tildelt fuld løn som pension resten af sit liv.
Herefter opholdt han sig næsten udelukkende på Gammel Estrup, og det er også her, han lukkede sine øjne den 5. marts 1786 i sit 68’ende år med sin kære hustru ved sin side.
Hustruen, Charlotte von Plessen, overlevede ham i hele 15 år, hvor hun boede alene på Gammel Estrup. De hviler begge i Skeel’ernes gravkapel i Auning kirke.
