Birgitte Rosenkrantz
1633-1677
Birgitte Rosenkrantz kom fra den lollandsk-skånske gren af Rosenkrantz-slægten.
Da Birgitte Rosenkrantz var 19 år gammel blev hun gift med den ti år ældre Christen Skeel til Gammel Estrup, og med ham fik hun hele ti børn. Af disse var der dog kun to, der overlevede barndommen, sønnen Jørgen Skeel og datteren Elisabeth Sophie.
Christen Skeel (med tilnavnet "den Rige") og Birgitte Rosenkrantz boede fast på Gammel Estrup, hvor de havde en del adelsbørn i pleje for venner og familie.
Birgitte Rosenkrantz var datter af ægteparret Palle Rosenkrantz (1587-1642) og Lisbeth Lunge (1610-59) til Krenkerup på Lolland.
Faderen ejede enorme besiddelser på Lolland og yderligere to herregårde i Skåne. Dertil kom, at han i en årrække fungerede som kongens lensmand på Ålholm Slot på Lolland og Nykøbing Slot på Falster. Ydermere havde han en lang embedskarriere, der mundede ud i, at han blev slået til ridder.
Parret skrev sig til Krenkerup, men at hustruen Lisbeth Lunge – i hvert fald for en tid – har taget bopæl på Ålholm Slot ses tydeligt af, at det var her, Birgitte Rosenkrantz kom til verden i foråret 1633.
Birgitte Rosenkrantz blev sammen med sine søskende skolet i hjemme på Krenkerup eller Ålholm, og hendes forældre opfostrede hende med den største omsorg og oplærte hende i den kristne tro.
Hun var en god elev, der læste sin katekismus, kunne sine salmer og terpede passager i det nye testamente, til hun kunne dem udenad.
Ydermere lærte hun alle ”de jomfruelige dyder” (citat fra hendes ligprædiken), det tyske sprog og forskellige videnskaber og håndarbejde. Og hun blev rost i de allerfineste vendinger som den mest gudfrygtige og frommeste jomfru, der var yndet og elsket af alle.
Nytårsdag 1651 blev Birgitte Rosenkrantz' moder, Lisbeth Lunge, opsøgt af Christen Skeel, der ville anmode om datterens hånd. Faderen, Palle Rosenkrantz, var død ni år tidligere, og moderen kunne derfor love datteren væk med familiens samtykke. Parret forlovede sig, og halvandet år senere var de gift.
Brylluppet, der blev betalt af Lisbeth Lunge, fandt sted i sensommeren 1652 i København. Birgitte Rosenkrantz var af en meget betydningsfuld og ikke mindst en meget rig familie, men i Christen Skeel må hun have fundet sin ligemand, da også han var af en gammel, fornem og rig adelsslægt.
Christen Skeel var ti år ældre end Birgitte Rosenkrantz og var netop hjemkommet fra en ni år lang dannelsesrejse, hvor han havde besøgt de fineste steder i Europa; ja han var endda nået helt til Malta, hvor han havde været på søtogt med malteserridderne. Før end han vente hjem til Danmark gjorde han stop i Paris, der var det vigtigste sted for de unge dannelsesrejsende.
Efter brylluppet fik parret malet et prægtigt dobbeltportræt, hvor Christen Skeel fremstår i den nyeste og fineste mode direkte importeret fra Paris, mens Birgitte Rosenkrantz er iført en kjole, der var moderne i Danmark i 1650’erne.
Birgitte Rosenkrantz havde tre søskende, der nåede voksenalderen. Desværre døde de alle tidligt; Jørgen Rosenkrantz, da han var 25 år og Lisbeth Rosenkrantz da hun var 26 år, mens Mette Rosenkrantz nåede at blive 33 år.
I 1649 var Mette Rosenkrantz blevet gift med Erik Rosenkrantz til Rosenholm, og i 1652 blev Birgitte gift med Christen Skeel til Gammel Estrup.
Da både Mette og Birgitte Rosenkrantz blev giftet væk fra Lolland til Djursland, kom de to søstre naturligt til at se meget til hinanden.
Måske var det endda ad denne vej, at ægteskabet mellem Birgitte Rosenkrantz og Christen Skeel kom i stand? Erik Rosenkrantz har vel vidst, at Christen Skeel var på udkig efter en hustru, og har foreslået ham sin svigerinde?
Parret kan også være blevet ført sammen på en anden måde, for Birgitte Rosenkrantz og Christen Skeel var faktisk i familie med hinanden; i hvert fald ifølge datidens familieopfattelse, da Birgitte Rosenkrantz' moders faster, Kirsten Lunge, i 1607 var blevet gift med Christen Skeels far, Jørgen Skeel. Efter Kirsten Lunges tidlige død giftede Jørgen Skeel sig med Jytte Brock, og de fik sammen Christen Skeel.
Ydermere var Kirsten Lunges to niecer, altså Birgitte Rosenkrantz' kusiner, gift med Christen Skeels fætre fra Fussingø, og Steen Brahe, Birgitte Rosenkrantz' oldefar, var broder til Margrethe Brahe, der var Christen Skeels mormor. De to unge kan altså udmærket have kendt til hinanden gennem disse familiebånd.
Derudover udgjorde de højadelige i Danmark en lille og tæt gruppe, hvor alle kendte hinanden. Giftermålene fandt også altid sted inden for samme stand.
Af de ti børn, som Birgitte Rosenkrantz fødte, var de fem dødfødte, tre måtte hun sige farvel til, mens de endnu var små, og kun to nåede voksenalderen, nemlig sønnen Jørgen Skeel og datteren Elisabeth Sophie Skeel.
I 1677 blev Elisabeth Sophie Skeel gift med Frederik Gersdorff, som hun var løst beslægtet med, da hans faster var moder til Frantz Rantzau, der var blevet gift med Birgitte Rosenkrantz' søster, Lisbeth Rosenkrantz, i 1649.
Birgitte Rosenkrantz nåede lige at deltage i datterens bryllup i februar, før hun lukkede sine øjne tre måneder senere. Elisabeth Sophie nåede at føde seks børn, inden hun døde i barselssengen med det syvende.
Sønnen Jørgen Skeel blev sendt på dannelsesrejse samme år, som Elisabeth Sophie Skeel blev gift, men ved Birgitte Rosenkrantz' død i maj vendte han hjem for at være hos familien. Først tre år senere genoptog han dannelsesrejsen.
Først sent i livet blev Jørgen Skeel gift med den kun 13-årige Benedicte Margrethe Brockdorff fra Holsten. Desværre døde Jørgen Skeel blot fire år efter brylluppet i en alder af 39 år. Inden da var Benedicte Brockdorff heldigvis blevet gravid, og hun fødte parrets første og eneste barn to måneder efter Jørgen Skeels død.
Selvom Birgitte Rosenkrantz og Christen Skeel mistede fem børn allerede i fødslen og yderligere to som små, så var der altid liv på Gammel Estrup, for der var mange adelsbørn i pleje hos parret.
Plejeforholdet kunne være et led i børnenes opvækst og opdragelse, men det kom oftest i stand, hvis en eller begge deres forældre var døde.
Birgitte Rosenkrantz sørgede godt for børnene, behandlede dem med stor omsorg og elskede dem som sine egne.
I Birgitte Rosenkrantz' ligprædiken nævnes i alt otte adelsbørn; blandt andet døtrene til Christen Skeels fætter fra Fussingø, Christen Albertsen Skeel, der mistede sin hustru tidligt. Også Birgitte Rosenkrantz' niece, Lisbeth Rosenkrantz, kom i pleje, da hendes mor, Birgitte Rosenkrantz' søster Mette Rosenkrantz, døde på Rosenholm i 1665.
Birgitte Rosenkrantz har været vellidt blandt familie og venner, når så mange betroede hende det værdifulde hverv at opdrage deres børn.
Forældrene kan have valgt hende som plejemor som deres sidste ønske, den efterladte familie kan have spurgt hende, eller også – som man får indtryk af i ligprædiken – har hun selv taget ansvaret på sig, når situationen opstod. Birgitte Rosenkrantz var en kristen kvinde, der satte næstekærligheden højt.
Fra de tre kalendere, som Christen Skeel har efterladt sig, ved vi, hvor han har rejst, men vi ved desværre ikke, om Birgitte Rosenkrantz fulgte med ham. Det gjorde hun næppe; med de mange børn i hjemmet har hun vel brugt det meste af sin tid sammen med dem.
Dagligdagen har således stået i børnenes tegn. I sit 24 år lange ægteskab nåede hun også at være gravid ti gange, men med fem dødfødte børn må der også have været svære tider at gå igennem.
I 1670 blev Christen Skeel udnævnt til Gehejmeråd (kongelig rådgiver), hvilket bevirkede, at han var meget borte fra Gammel Estrup. Om denne periode ved vi, at Birgitte Rosenkrantz var hjemme, for da Christen Skeel, længe ventet vendte hjem, havde Birgitte Rosenkrantz hjulpet sønnen Jørgen Skeel med at forberede en lykønskningstale for ham.
Man kan således forestille sig den store festmiddag, familien har holdt på Gammel Estrup om aftenen. Både Birgitte Rosenkrantz og Christen Skeel har været stolte over sønnen.
Birgitte Rosenkrantz var, som hendes ligprædiken beskriver, meget gudfrygtig.
Den store børneflok har hun utvivlsomt opdraget, som hun selv blev det: med katekismus, bibellæsning og salmevers, og hun sørgede for dagligt at bede med både dem, sine tjenestefolk og sin elskede husbond.
I Birgitte Rosenkrantz' og Christen Skeels tid på Gammel Estrup blev de to sognekirker i Auning og Fausing sogn desuden forskønnet med nyt inventar i barokstil.
Og som en af deres første gerninger på Gammel Estrup sørgede de for, at kapellet fik en ny altertavle med parrets slægtsvåbner i sandsten.
14. maj 1677 begyndte den 44-årige Birgitte Rosenkrantz at føle sig tung i kroppen og dårligt tilpas. Christen Skeel blev straks urolig og tilkaldte en læge, der skulle tilse hende.
Hun blev ordineret medicin og pulver, som hun skulle smøre på huden. Det havde desværre ingen effekt, og man prøvede derfor at årelade. Heller ikke det hjalp, og den 21. maj sov hun ind til stor sorg for Christen Skeel. Han overlevede hende i 11 år, men giftede sig aldrig igen.
Birgitte Rosenkrantz blev begravet i Nikolaj Kirke i København ved siden af sin moder, Lisbeth Lunge.
Nevøen Johan Rantzau skrev et vers til begravelsen, hvor han omtaler hende som moder i moders sted.
De tætte bånd mellem slægterne ses også i Birgitte Rosenkrantz' og Christen Skeels barnebarn Christen Scheels testamente fra 1731, hvor Johan Rantzaus søn Christian Rantzau-Friis til Hevringholm er indsat som formynder for arvingen på Gammel Estrup.
