Benedicte Margrethe Brockdorff
1678-1739
Benedicte Margrethe Brockdorff blev født i Holsten på herregården Bothkamp i 1678. Som kun 13-årig blev hun gift med den mere end 21 år ældre Jørgen Skeel til Gammel Estrup.
Benedicte Brockdorff blev mor til Gammel Estrups næste ejer, Christen Skeel, som først blev født efter faderens død.
Efter et par års enkestand blev Benedicte Brock-dorff gift med Christian Ditlev Reventlow og fik med ham hele ti børn, hvoraf kun fire overlevede.
Benedicte Brockdorff fremstår som en energisk og handlekraftig dame, der i år 1697 gjorde Gammel Estrup til et stamhus, hvilket vil sige, at det udelukkende kunne arves indenfor slægten og derfor hverken sælges eller deles.
Benedicte Margrethe Brockdorff var født på Johan Rantzaus gård Bothkamp i Slesvig-Holsten. Denne vidtberømte feltherre var hendes mest betydningsfulde forfader. Han slagtede Skipper Clements bondehær under borgerkrigen Grevens fejde.
Som alle andre adelsbørn havde Benedicte fra hun lå i vuggen været omgivet af sin store familie. Som spæd havde hun kastet sine første smil ud i verden uden at skelne mellem de levende og de døde på de ophængte portrætter. Fra hun tog sine første skridt op af trapper, gennem gallerier og sale, var hun overalt omgivet af billeder med stolte riddere i rustning og fornemme fruer i store kjoler.
Nysgerigt havde hun spurgt til familien på samme måde som alle børn også i dag indprenter sig familiens navne og fortællinger. Men for den lille Benedicte skulle de gamle historier danne meningen med selve livet og skabe hendes fremtid.
Målet med Benedictes opdragelse rakte langt ud over hendes eget liv. Hun var født ind i en gammel adelig slægt med stolte aner, og derfor var det hendes pligt at få stamtræet til at vokse.
Johan Rantzau, der var Christian III's feltherre lod i 1540'erne herregården Bothkamp opføre ved Bothkampersøen syd for Kiel.
Bothkamp, der var en grundmuret bygning i to stokværk, regnes blandt de første renæssance-borge i Nordeuropa.
Da Benedicte Brockdorff blev født i 1678 var hendes storebroder af faderens første ægteskab allerede langt i sin adelige karriere.
Kay Lorenz Brockdorff, Benedicte Brockdorffs halvbroder, var født i 1646 og således 32 år ældre end hende. I 1672, seks år før Benedicte Brockdorff blev født, blev han en af de allerførste danske grever.
Som kammerherre ved dronning Charlotte Amalies hof var han med i Christian V's allerinderste cirkler. Han var også geheimeråd (kongelig rådgiver) og domprovst i Utrecht, så han var både med i regeringen, og han bestyrede kirkens betydelige indtægter.
Kai Lorenz blev gift i 1674 med en datter af den berømte feltmarskal Hans Schack, der i 1659, under Københavns belejring, havde ansvaret for organisationen af forsvaret.
Efter enevældens indførelse i 1660 blev Hans Schack rigelig belønnet med store besiddelser, og i 1671 blev han ophøjet i grevestanden.
Ved Benedicte Brockdorffs fødsel var hendes fader 59 år gammel og altså tæt på pensionsalderen. Til gengæld var hendes moder, Hedevig Rantzau, ganske ung; kun 28 år.
Benedicte Brockdorff var den yngste af tre søstre og hun blev faderløs som 11-årig. Moderen giftede sig aldrig igen, selvom hun var særdeles attraktiv.
Til gengæld kunne det ikke gå for stærkt med at få søstrene Dorothea, Margrethe og Benedicte Brockdorff smedet sammen med de allerrigeste adelige familier, fjerne som nære.
Døtrenes dejlighed var deres største dyd, og fra ganske små blev de udstillet i skinnende fløjl og silke. De havde amme, kammerpige, danselærer og fransk guvernante.
At tale og føre sig på fransk, bære smykker og blonder med knejsende nakke og se ned på underdanige beskuere som på et fornemt portræt, det passede sig for en fornem dame af ædel byrd.
Benedicte Brockdorffs ældste søster ægtede i 1687 som 15-årig Voldemar Løvendal, der var søn af en af de fineste kongelige bastarder (børn af en konge, født udenfor ægteskab) Ulrik Frederik Gyldenløve. Han fik børn med tre af fire hustruer, så ikke bare Løvendal'erne, men også de mere sejlivede Danneskjold-Laurvig'er, var hans efterkommere.
Den mellemste søster var også ganske ung, da hun blev gift med en anden Brockdorff i 1690. Samme år døde hun i barselsseng, hvorefter enkemanden igen giftede sig med en tredje Brockdorff.
1691 var det så Benedictes tur. Da var hun tretten år. Bryllup og giftermål stod højt på dagsordenen på Johan Rantzaus gamle borg med tre jævnaldrende døtre, en ung geskæftig hustru og en døende patriark.
Måske vandt Benedicte Brockdorff i lotteriet, da den 34-årige Jørgen Skeel, enearving til Christen Skeel den Riges umådelige besiddelser, i al hast skulle finde sig en passende hustru.
Det vigtigste for Benedicte Brockdorff selv og for hendes nære slægtninge var hans overmåde rigdom og hans mange besiddelser.
At, han før havde været forlovet med en af hendes mange adelige kusiner, og at der gik rygter om en ulykkelig kærlighed, har enten været en udfordring eller en ubetydelig biting.
Uanset hvad forhistorien var: De barokke vers fra deres bryllup i 1691 fremstiller Benedicte Brockdorff som Jørgen Skeels frelsende engel, et plaster på såret.
Brylluppet var et symbol, ingen pragt var for overdådig. Et adelsbryllup spredte guld og velstand omkring sig. De priviligerede, der tjente pengene, havde pligt til at sprede dem igen til fornøjelse for undersåtterne.
Jørgen Skeel havde været i Prins Jørgen af Danmarks følge ved prinsens bryllup med Prinsesse Anna af England i 1683. Det var et bryllup, der havde tiltrukket adelige fra hele Europa, så Benedicte Brockdorff og hendes søstre har været orienteret om prinsesse Annes prægtige kjole, der er gengivet på dusinvis af legemsstore portrætter. Et andet udbredt forbillede var den franske solkonges nyeste kærlighed, Madame de Maintenon, der også blev portrætteret til fornøjelse for alle, som hungrede efter den nyeste mode.
Prægtige bryllupsklæder syet af franske skræddere af de fineste guldbroderede brokader, silke og fløjl var uomgængeligt ved Benedictes bryllup.
I den historie, Benedicte Brockdorff selv skulle fortælle, var hun selve billedet på guddommelig frugtbarhed og overflødig pragt.
Til fyrstebrylluppet hørte også en trone til Benedicte Brockdorff og Jørgen Skeel; en trone, draperet med silke og fløjl, i en sal med de fineste gobeliner.
Brylluppet blev holdt midt i maj 1691, og som skik og brug var, blev der festet i alle landsbyer ved Bothkampersøen.
Brudeparret har været til skue, først til hest eller i en statelig vogn og derefter på tronen, mens gæster af høj og lav byrd højtideligt blev modtaget.
Som det var almindeligt ved fyrstebryllupper i barokken, har der været musikanter og recitation af vers, der handlede om kærlighed mellem gamle græske guder. Marcipan overtrukket med ægte guld var også på højeste mode, og hvis alle regler er blevet fulgt, har brudeparret indøvet en lille ballet, der viste dem som berømte elskende par gennem alle tider.
Alle kendte historierne, og med små eller store virkemidler kunne man være jagtgudinden Diana med månesegl i panden, hendes elsker Achteon, der blev forvandlet til en hjort, eller den sovende hyrde Endymeon, gudinden ikke kunne modstå.
Der er ingen øjenvidneberetninger fra Benedicte Brockdorff og Jørgen Skeels bryllup, men på rigsarkivet ligger de trykte hæfter, der indeholder parrets bryllupsvers.
Verset beskriver selvfølgelig Jørgen Skeels enorme rigdomme og de fem "herreslotte", som var Benedicte Brockdorffs bryllupsgaver. Men verset går også tættere på personerne.
Det fremgår af verset, at Benedicte Brockdorffs navn kommer på tale, mens Jørgen Skeel er på kur i udlandet for at genvinde sin "førlighed": I følge verset var Jørgen Skeels sygdom ulykkelig kærlighed, og brylluppet med Benedicte Brockdorff, arrangeret af Jørgen Skeels rådgivere, med den hensigt at få den ulykkelige herre hjem igen.
Benedicte Brockdorff prises i barokke vendinger: Først og fremmest er hun bedre end et kurbad.
Det er med "inderlig fryd, lyst i lue og utrolig undren", at man glæder sig til at beskue Benedicte Brockdorffs "store dejlighed og dyd".
Alle undersåtters fromme ønske for hende er, at hun må leve i fornøjelse og fred til hun har børnebørn i fjerde led. Det vil sige, til hun er tipoldemoder. Det er der jo chancer for at opnå, når man bliver gift som 13-årig.
Hvordan Jørgen Skeel og Benedicte Brockdorff er kommet fra Bothkampersøen ved Kiel til Gammel Estrup på Djursland, ved vi kun lidt om.
Om bryllupstoget har været med flere vogne, om Benedicte Brockdorff og Jørgen Skeel havde et større følge af vogne med rødklædte forriddere, om deres vogn var en guldkaret, trukket af otte hvide heste, ved vi ikke.
Uomtvisteligt er det, at en adelsmands rigdom kunne ses på antallet af vogne, heste og tjenere, så med mindre man bevidst har villet rejse i ubemærkethed, har det været et stateligt optog op gennem Jylland.
Jørgen Skeel var så rig, at han ejede en pæn portion af Danmark. Han ejede ikke bare jord og skove; han ejede også landsbyhuse og gårde, som han lejede ud til bønder og håndværkere. Han ejede skoler, møller, glasværker, teglværker og kirker. Desuden ansatte han præster, dommere og skolelærere.
Til at passe sine besiddelser havde Jørgen en hel lille hær af sekretærer og tjenestefolk, ridefogeder, betjente, håndværkere, gartnere, møllere og skovfogeder.
De fleste af de loyale undersåtter havde han arvet fra sin afdøde far, herremand, amtmand og højesteretsdommer Christen Skeel den Rige, der døde i 1688.
I 1691 var der gået tre år uden herskab. Det var længe, og en del havde bekymret sig. Kom Jørgen Skeel hjem igen, og ville velstand igen blomstre? Bryllupstoget var ventet med længsel.
Jørgen Skeels undersåtter har formentlig været på plads langs marker og gærder med blomster til bruden. Benedicte Brockdorff og Jørgen Skeel har passet deres rolle og strøet rigdom i form af sukkergodt og små mønter efter de hujende børn, hvad enten de ville eller ej, om de var trætte eller sure. Det forventedes af dem i den guddommelige orden, de var sat til at opretholde.
En tjener kunne overtage forpligtigelserne ind i mellem, men alle har villet se den nye frues smilende ansigt, smukke krøller og dyre smykker, nøjagtig som vi vil i vore dages Se og Hør.
På sin nyeste besiddelse, herresædet Krenkerup på Lolland, havde Jørgen Skeel fået malet en karikatur i lysthuset. To hunde trak en triumfvogn, mens to harer i fornemt tøj svingede pisken. Jørgen Skeel havde forklaret sin unge hustru billedet: hundene, der trak harernes vogn, var de adelige, der bøjede nakken og havde givet kongen deres ejendom for at få grevetitler. Harerne, der sad i vognen, var de nyrige, der havde købt en grevetitel og et adelsvåben for penge.
Om Benedicte Brockdorff på forhånd har været klar over Jørgen Skeels kritiske stilling til ene-vældens nye rangorden med grever og baroner, ved vi ikke. Men det må være gået op for hende på et eller andet tidspunkt.
Jørgen Skeels opposition til Christian V var årsag til, at Jørgen Skeel ikke havde kunnet gifte sig med den komtesse, han egentlig havde udset sig. Kongen havde været ubøjelig: Når Jørgen Skeel ikke ville være greve, kunne han ikke ægte en komtesse.
Jørgen Skeels holdning var lige så ubøjelig: Det blev over hans lig, hvis slægtens besiddelser nogensinde skulle byttes for en grevetitel.
Benedicte Brockdorff ville på den ene side gerne være grevinde, men på den anden side var det hendes mands herregårde nu, ikke kongens.
Måske ville Jørgen Skeel komme på bedre tanker, når hun fødte ham en søn og arving, eller flere. Benedicte Brockdorff var opdraget til at sikre arvefølge og besiddelser, så der var rigeligt med sønner at tage af.
Benedicte Brockdorff og Jørgen Skeel indrettede sig på Gammel Estrup, der havde stået ubeboet i et par år.
En riddersal kunne de ikke undvære. Der skulle være italiensk stuk og plads til en stor venetiansk lysekrone. Når de vævede tæpper med de otte herregårde var færdige, ville et helt kuld nye små Skeel'er løbe rundt i riddersalen.
I december 1694, da Benedicte Brockdorff var 16 år gammel, blev hun endelig gravid med sit første barn. Mens hendes mave voksede under de folderige kjoler blev vinter til tidligt forår.
Benedicte Brockdorffs storesøster Dorothea Brockdorff var også med frugt. Efteråret ville vise, hvem der kom først.
Måske var Jørgen Skeel blevet kold under en ridetur, vi ved det ikke, men 1. marts 1695 blev han liggende i sengen med en forkølelse.
Der var ikke umiddelbart tegn på høj feber og heller ingen smerter. Han sendte bud efter sin kære kusine Elisabeth Rosenkrantz samtidig med at han trøstede Benedicte Brockdorff, der ikke var vant til at se ham svag og sengeliggende.
Den 7. marts 1695, ti dage før Benedicte Brockdorffs 17 års fødselsdag, drog Jørgen Skeel sit sidste suk og efterlod den 16-årige enke med sit ufødte barn.
Biskoppen i Aarhus, Johan Braem, skrev i Jørgen Skeels ligprædiken til Benedicte Brockdorff for at trøste hende:
Gud tugter den, han elsker. Midt i overflod, glæde og fryd har Gud bragt stor bitterhed. Midt i velstand og velmagt er lys blevet til mørke.
Biskoppen formanede Benedicte Brockdorff ikke at føle skyld. Glæde og sorg kommer fra den samme kilde.
Benedicte Brockdorffs sol var gået ned.
I år 1700 var Benedicte Brockdorff kommet sig over sorgen. Jørgen Skeels og hendes lille søn Christen Skeel var blevet fem år gammel. Han havde arvet sin moders stærke helbred og havde overlevet børnesygdomme og vinterkulde.
Samtidig havde Benedicte Brockdorff rejst et storslået minde over sin mand i Auning Kirke.
Kapellet, der er muret op i røde sten, er på bagsiden, ud mod kirkegården, påtegnet BMB, Benedicte Margrethe Brockdorffs initialer. Inde kommer man ind i kapellet gennem et prægtigt smedejernsgitter.
I Jørgen Skeels ånd havde hun trodset kongen, der gerne så, at adelen nedtonede sin pragtudfoldelse. Hun havde fået lov til at rejse et tarveligt gravminde, men bestilte i stedet et monument, der blev et af Danmarks største og mest imponerende.
Gravmælet, der er skabt af billedhuggeren Thomas Quelinus, er udført i hvid, rød og sort marmor.
Forrest ligger Jørgen Skeel på en bænk, klædt i rustning med sværd og dertil en overdådig paryk.
Dydefigurerne ”Retfærd” og ”Mådehold” vogter gravmælets sider, og frem bag Jørgen stormer ”Berømmelsen” med guldbelagt trompet.
Flyvende engle peger op mod et slynget monogram, der i fire meters højde toppes af en forgyldt flamme.
For Jørgen Skeels fødder står krigsgudinden Minerva og støtter et marmorrelief.
Relieffet, som Jørgen Skeel med en let håndbevægelse præsenterer, er et prægtigt portræt af Benedicte Brockdorff, den nybagte stammoder placeret som en sol i gravmælets centrum.
Før smeden i år 1700 var færdig med at lave det gitter, der skulle omkranse Jørgen Skeels gravmonument, så var Benedicte Brockdorff blevet gift igen. Denne gang med Frederik IV’s senere general og rejsekammerat greve Christian Ditlev Reventlow, ældste søn af kongens Rigskansler Conrad Reventlow.
Christian Ditlev Reventlow var, ligesom Benedicte Brockdorff, en af hærføreren Johan Rantzaus mange adelige efterkommere.
Benedicte Brockdorff nåede at blive grevinde, før den stædige ridder Jørgen Skeels gravmæle var helt færdigt. Som kronen på værket fik Benedicte Brockdorff sat sit monogram på gitterporten ind til gravkapellet. Over de slyngede bogstaver skinner den gyldne grevindekrone.
Det er mens Benedicte Brockdorff endnu levede, at sønnen Christen Skeel i 1725 oprettede grevskabet Scheel med Sostrup som centrum.
Benedicte Brockdorff nøjedes ikke med at være grevinde. I 1722 blev hun også baronesse, da hendes nye mand, Christian Reventlow, arvede baroniet Brahetrolleborg.
I 1729 stiftede Christian Reventlow endnu et grevskab, Christians-sæde, og Benedicte Brockdorff blev nu også grevinde af Christianssæde.
Parrets ældste søn arvede blandt andet stamhusene Krenkerup og Frisenvold. Besiddelserne gik i arv til hans datter, komtesse Juliane Frederikke Reventlow, der blev faderløs som lille og kendt som nordens rigeste arving.
Til at passe sine besiddelser havde hun fætteren, Jørgen greve Scheel til Gammel Estrup, der var kongelig overstaldmester ved Christian VII hof og regerende over de kongelige stalde, som stadig i dag kan beses i al deres pragt ved Christiansborg.
I Jørgen Scheels privatarkiv kan regnskaberne stadig ses: indbundne bøger i et stort format, med regnskab sirligt nedskrevet med fjerpen og blæk. Side efter side og med opgørelse år for år kan man se, at formuen vokser. Det sidste regnskab er fra året, hvor komtessens nye forsørger, ægtemanden Hardenberg fra Holsten, overdrages formuen og endnu et grevskab stiftes.
Benedicte Brockdorff slap ikke styret med besiddelserne på Djursland. Først 23 år efter Jørgen Skeels død overlod hun magten til Jørgen Skeels eneste arving, Christen Skeel. Det skete, da hun i forbindelse med sønnens bryllup i 1717 indsatte ham som patron på Gammel Estrup.
Benedicte Brockdorffs ambitioner bar frugt. Hun blev stammoder til Danmarkshistoriens berømte landbrugsreformator Christian Ditlev Reventlow, som var søn af hendes yngste overlevende søn.
Også hendes ældste datter fik berømte efterkommere: prinsen af Augustenborg der i ægteskabet med kongedatteren Louisa Augusta avlede en senere dronning.
Benedicte Brockdorff gjorde sit til, at det lykkedes. Hun gennemgik ti barnefødsler i perioden 1701 til 1714. Hvordan det kunne blive til så mange graviditeter, når manden opholdt sig udenlands det meste af tiden, kan være svært at forstå.
Hendes ægtefælle Christian Reventlow var travlt optaget og i samme periode kun sjældent i Danmark. De mange rejser og strabadser var muligvis årsagen til at kun fire af parrets ti børn overlevede.
I dansk kunsthistorie har Benedicte Brockdorff også efterladt sig spor. Som statholderfrue i Altona fra 1713 ejede hun en kirke, hvor kunstmaleren Balthasar Denners fader var præst.
Hun lod Balthasar Denner male adskillige portrætter af sin familie og gav ham kun ringe betaling.
Benedictes rygte i Reventlow-slægtens historiske arkiver er i det hele taget ikke det bedste.
Ærgerrigheden lægges hende til last. Hun stræbte højere, end hun burde for sine børns ægteskaber.
Hun beskrives som overmåde gerrig, holdt hus med hver eneste ejendom og hver eneste undersåt til sidste femøre.
I grevens fravær holdt hun styr på værdier og ejendomme, og det beskrives, hvordan hun som en anden middelalderlig borgfrue altid havde nøglerne til fadeburet i sit bælte.
Barnebrud som 13-årig og enke som 17-årig Benedicte Brockdorff har besiddet en styrke og en karakter, som modnedes med den nye mand, der konstant var i felten i jagten på nye eventyr som krigshelt.
I følge sin biografi var Christian Reventlow i 1701-07 i kejserlig tjeneste, og han deltog i den spanske arvefølgekrig. I 1701 gjorde han tjeneste i den kejserlige armé i Sydtyskland. I 1703 anførte han et regiment ved Passau. I 1704 skrev han en beretning til kongen om slaget ved Höchstädt. I 1705 blev han hårdt såret i slaget ved Cassano.
Hans meritter er historiske med udnævnelse til kejserlig feltmarskal-løjtnant i 1703, derefter kejserlig generalløjtnant og i 1706 kejserlig felttøjmester.
Da gigtfeberen ramte generalen, drog Benedicte Brockdorff, som en ægte adelsdame, på felten og plejede sin syge mand.
Rygtet gik at Benedicte Brockdorff i samme omgang involverede sig i ulovlig handel med hærens forsyninger i en grad, så det blev lagt generalen til last.
På et afgørende punkt forblev Benedicte Brockdorff tro mod Jørgen Skeels ridderlige idealer.
Herresædet Gammel Estrup oprettede hun i eget navn i år 1697 til stamhus for sønnen og hans ældste mandlige efterkommer. Stamhusbrevet beskriver nøje, hvordan besiddelsen kun kan arves, ikke belånes og ikke sælges. Kun Jørgen Skeels arvinger kunne overtage besiddelserne.
Hvis sønnen ikke efterlod mandlige arvinger, var det Skeel-slægter på Vallø og Broholm, der i nøje beskrevet rangorden skulle arve.
Alt er bevidnet og underskrevet af Otto Krabbe til Holmegård, der var gift med Birgitte Skeel til Vallø.
I 1825, gik tipoldebarnet Jørgen Scheel, kaldet Den vilde Greve, bankerot. Han var Benedicte Brockdorfs tipoldebarn.
Jørgen Scheel havde belånt grevskabet Scheel, herregården Ulstrup med alle landsbyer, større gårde og tilliggender. Pengene er først og fremmest gået til gaver og endeløse samlinger.
Mens Den vilde Greve endte sine dage hos søsteren på Hellerup arvede den ældste søn stamhuset Gammel Estrup. Endnu tre generationer kunne takket være stamhusbrevet leve som herremænd på det gamle herresæde.
I ægteskabet med Christian Reventlow dannedes nye netværk omkring Benedicte Brockdorff. Conrad Reventlow, hendes nye svigerfader, var Frederik IV storkansler (statsminister) og en af Danmarks rigeste herremand.
Conrad Reventlow var selvfølgelig både greve og baron. I ægteskabet med storkanslerens eneste legitime søn fik Benedicte Brockdorff fire nye "søstre" (svigerinder).
Den mest berømte i Danmarkshistorien var Christian Reventlows lillesøster Anne Sophie Reventlow, der som ganske ung blev bortført efter et maskebal af en forelsket Frederik IV. Hun blev herefter gift med kongen først til venstre hånd - og efter hans første dronning døde - også til højre hånd.
En anden søster, Christiane Sofie Reventlow, grevinde først til Frijsenborg og senere, i andet ægteskab, grevinde til Holsteinsborg, var anfører for "den reventlowske bande", der tog sig godt betalt gennem den skandaløse kærlighedsaffære.
Indtil kongens død og dronning Anne Sophies forvisning til hendes barndomshjem Clausholm blev Christiane Sophie Reventlow, der fik sin mand udnævnt til storkansler, anset for hoffets mest indflydelsesrige person. Smuk og intrigant holdt hun salon i København for alle, der ønskede at stige mod lyset og sole sig i magt og pragt.
Benedicte Brockdorff og hendes nye mand tog et andet parti og knyttede sig til oppositionen ved hoffet: Frederik IV's søskende, prins Carl og prinsesse Sofie Hedevig, der dannede et parallelhof på herregården Vemmetofte.
Mærkelig er historien om lægen, astrologen og guldmageren J. C. Dippel. Under parrets ophold i Altona blev de indblandet i en skandaløs bagvaskelsessag.
Guldmageren fik en streng dom: Hans skrifter skulle offentlig brændes og han selv skulle i fængsel på livstid. Ritmester Christen greve Scheel, Benedictes søn med sin første ægtemand var den, der førte Dippel i lænker til fængsel på Bornholm.
J. C. Dippel var en forkætret alkymist, der spåede folk ved at læse linjerne i deres hænder. Han førte sig frem i kostbare klæder med en negertjener i sit følge. Reventlow-parret var optaget af guldmageriet, hvorfor skulle de ikke være det?
Sagen ender med at Dippel beskyldte grevinden for at tage imod bestikkelse. Benedicte Brockdorff har muligvis syntes det var rimeligt, at man med guld har kunnet betale sig fra dom og straf, især hvis guldet tilfaldt hende.
I 1739 var kræfterne brugt op. Benedicte Margrethe Brockdorff, grevinde af Reventlow og Christianssæde, baronesse af Brahetrolleborg, ejer af stamhusene Krenkerup og Frisenvold, døde i en relativ høj alder, 61 år gammel.
Hun havde set to ægtefæller, sin ældste søn Christen Scheel og seks andre børn dø.
Benedicte Brockdorff døde et halvt år efter sin ægtefælle Christian Reventlow den 1. juni 1739 på herregården Tølløse ved Holbæk.
