Christen Skeel
1695-1731
Christen Skeel, kaldet Obersten, var søn af Jørgen Skeel til Gammel Estrup og hans hustru Benedicte Margrethe Brockdorff.
Han fulgte en militær karriere og blev oberst og ritmester.
I 1717 blev han gift med Augusta Winterfeldt, og i parrets tid blev Gammel Estrup nyindrettet. Store dele af indretningen, der i dag kan ses på herregården, stammer fra deres tid.
Det var Christen Scheel, der i 1725 oprettede grevskabet Scheel, og dermed blev han slægtens første greve. I hans levetid ændrede han også slægtsnavnet til det mere moderne og fortyskede Scheel.
Christen Skeel blev født faderløs hjemme hos sin holstenske mormoder Hedevig Rantzau på felt-herren Johan Rantzaus gamle borg Bothkamp den 12. august 1695. Her har han kravlet rundt, rejst sig op, og sat sig på sin første ridehest.
Christen Skeels moder Benedicte Brockdorff havde slægtninge, der boede på herregårde i hele Holsten, og Christen Skeel skulle ikke vente længe, før en ny faderskikkelse kom på tale. Det var en stedfader, der ikke var hr. hvemsomhelst.
Endnu før Christen Skeel fyldte fem år, mødte hans moder Christian Ditlev greve Reventlow. Den lille Christen fik dermed en ægte kriger ind i sit liv.
Dette faldt godt i hak med slægtens tradition, der krævede at en efterkommer af den mægtige feltherre Johan Rantzau søgte berømmelse på slagmarken.
Christian Reventlow var fra 1694 til 1697 chef for De Holstenske Dragoner og udstationeret på slottet Gottorp ikke langt fra Bothkamp. Teoretisk set kunne det have været Christian Reventlow, der gav Christen den første ridetur.
Benedicte Brockdorff og Christian Reventlow, der var slægtninge, har sandsynligvis mødtes og dyrket hinandens selskab, før de blev gift år 1700.
Af den lille Christens mandlige slægtninge var morfader Cai Bertram Brockdorff død seks år før Christen Skeels fødsel. Morfader, der var født i 1619 i København, havde titel af svensk oberst. Han ejede store godser: Bothkamp, Kletkamp og Westensee, alle i Holsten. Der skulle være rigeligt til alle arvinger.
På trods af rigdommen, eller på grund af den, op-stod der fejde (uenighed) mellem morfaders børn, der var fra to forskellige ægteskaber. Fra sit første ægteskab havde Cai Brockdorff sønnen Cai Lorenz Brockdorff, der var 32 år ældre end sin halvsøster, Christen Skeels moder Benedicte Brockdorff. De ville begge have Bothkamp.
Fejden startede allerede før Christen Skeel blev født. Det siger noget om Benedicte Brockdorffs fighterhjerte, at hun satte sig op mod sin ældre halvbroder.
Cai Brockdorff var ikke bare ældre, han førte sig også frem i royale kredse som kammerherre hos dronning Charlotte Amalie. I 1671, syv år før Benedicte Brockdorff blev født, blev han hvid ridder af Dannebrog, landråd i Holsten, gehejmeråd og domprovst i Utrecht, og i 1672 blev han greve.
Cai Brockdorff kunne som greve gifte sig ind i de fineste kredse. Valget faldt i 1674 på komtesse Sophie Amalie Schack, som var datter af den berømte feltherre Hans Schack, der ledte forsvaret under Københavns belejring i 1659 og derefter jagede de sidste svenske tropper ud af Nyborg.
For sin indsats blev Schack rigelig belønnet: Han fik grevetitel og byggede i 1671 Schackenborg.
Med Schack-komtessen fik Christen Skeels onkel, Cai Brockdorff, to sønner, Christian Frederik og Cai Bertram Bendix Brockdorff, der begge blev født til grevetitlen.
Fejden mellem Christen Skeels moder Benedicte Brockdorff og hendes mere end 30 år ældre broder Cai Brockdorff stod på i over 20 år. Fordi Benedicte Brockdorff også var blevet grevinde (da hun giftede sig igen i år 1700 med en greve) blev Frederik IV indblandet, og mægtige pengesummer skiftede hænder. Men ingen af de stridende parter vandt, og Bothkamp blev solgt.
I historiens store væv var fejden kun en krusning i vandoverfladen. Når greve kun kunne giftes med komtesse blev ægteskabsmarkedet mere og mere indskrænket. Man var derfor nødt til at gifte sig ind i de samme familier, trods uenigheden, og derfor dannedes med tiden nye bånd.
Christen Skeels nye stedfader, Christian Revent-low, var ikke bare kommende krigshelt. Han havde indflydelsesrige slægtninge både i Holsten og i Danmark. Blandt dem var Frederik Ahlefeldt, der nylig var blevet udnævnt til statholder i Slesvig-Holsten.
Den største mand var dog Christen Skeels nye farfader Conrad Reventlow, der var rigets stor-kansler (en slags statsminister). Farfader, greve Conrad Reventlow, havde været gift tre gange, og han havde børn både på alder med Christen Skeels moder og med Christen Skeel selv.
Samtidig med at moderen Benedicte Brockdorff fra år 1701 gav Christen Skeel en ny broder eller søster hvert år, fik han flere fastre, fætre og kusi-ner. Blandt dem var Anna Sophie Reventlow, senere dansk dronning, der var på alder med Christen Skeel.
Den, der dog kom tættest på Christen Skeel, var den kun fire år ældre Christian Friis, der var søn af Christen Skeels nye faster, Christine Sofie Reventlow.
Christian Friis var arving til det mægtige herre-sæde Frijsenborg. Han var i samme situation som Christen Skeel, da han havde mistet sin fader, Niels Friis, året før, og hans moder havde allerede fundet sig en ny greve, som hun skulle føde flere adelige sønner.
Båndet mellem Christian Friis og Christen Skeel styrkedes yderligere, da Christian Friis i 1711 blev gift med Christen Skeels kusine på fædrene side, Øllegård Gersdorff, som var datter af Elisabeth Sofie Skeel og Frederik Gersdorff.
Christen Skeels adelige netværk var uden smuthuller, og det var dannet af Danmarks absolut rigeste og mest indflydelsesrige familier.
Christen Skeel kunne dog ånde frit lidt endnu. Han studerede sammen med sin fætter på universitetet i Leiden: Udlandsopholdet var hans eneste chance for et driverliv; en chance, som vi dog ikke ved, om han benyttede sig af. Hans senere meritter tyder på, at han var bidt af heste, rytteri, friluftsliv og militær fra en tidlig alder.
Destinationen for Christen Skeels uddannelse var primært det ærefulde hverv som herremand og overhoved for en hær af undersåtter.
At Christen Skeel som en vigtig del af denne dannelse gik militærvejen, var bestemt før han har kunnet bære en rustning.
Christen Skeel blev ritmester, oberst og øverstbefalende for et fynsk regiment, hvor en af hans pligter var at bekoste udrustning og træning.
Ritmester Christen Skeel søgte ikke krigslykken udenlands som sin stedfader Christian Reventlow, ej heller var der militære opgaver, der kaldte på hans ledelse i Danmark.
Frederik IV, der regerede i Christen Skeels levetid, var den sidste konge, som forsøgte at generobre Skåne, Halland og Blekinge; landområder, som var blevet svenske i 1658. Efter ham var der fred mellem danske og svenske.
Hvor fætteren, Christian Friis, nåede at være med til at forsvare København mod svenske tropper i 1717, syntes Christen Skeel at glimre ved sit fravær.
Netop 1717 var året, hvor han blev indsat som herremand på Gammel Estrup. Det var hans lod som eneste arving til mægtige besiddelser. For en arving var vigtigere end æren på slagmarken.
Christen Skeels stedfader, general Reventlow, var Frederik IV's øverstbefalende i forsøget på at erobre Skåne tilbage, og han blev gjort ansvarlig for nederlaget.
Christen Skeels moder, Benedicte Brockdorff, havde været anklaget for uhæderlig omgang med hærens forsyninger under det uheldige felttog.
De var dog begge kommet ud af slaget med oprejst pande, og nu sad de som statholderpar i Altona.
Kun en enkelt af Christen Skeels meritter som ritmester har sat sig spor i historien. Igen er det Christen Skeels allestedsnærværende moder Benedicte Brockdorff, der satte historiens hjul i gang.
I Altona blev Benedicte Brockdorff indblandet i en bestikkelsessag. En ombejlet alkymist, der påstod at kunne lave guld, havde fået en plads i kredsen om statholderparret.
Her var lykkemageren kommet i besiddelse af beviser på, at Benedicte Brockdorff, i egenskab af statholderfrue, fik sin mand til at omstøde domme mod penge; penge, som hun puttede i sin egen lomme.
Alkymisten troede, at han kunne spille med Benedicte Brockdorff, men den gik ikke.
Grevinde Reventlow, der havde en klemme på alle, fik Frederik IV til at dømme manden fra liv og ære (dødsdom). Det gik dog ikke så galt. Hans skrifter blev brændt offentligt, og han selv blev ført til afsoning på Bornholm.
Først her trådte ritmester Christen Skeel ind i historien. Det er nemlig ham, der fører den lænkede fange til sit fængsel.
Om Christen Skeel selv har fundet sin brud, den jævnaldrende Augusta baronesse Winterfeldt, ved vi ikke, men en hær af geskæftige adelsdamer har formentlig vist ham vejen.
Planen var nok, at Christen Skeel skulle være greve, og han havde lovet Augusta Winterfeldt, at hun skulle blive grevinde. Så snart hun havde født ham en søn, der kunne overleve, ville alle forhindringer være ryddet af vejen.
I foråret 1717 var Christen Skeel og Augusta Winterfeldt begge i Holsten. Han var 23 år og hun 20 år, og det frie liv var ved at være fortid for parret.
Herresædet på stamhuset Gammel Estrup langt oppe i Jylland havde ventet længe nok, og Christen Skeels moder, grevinden, kaldte i utålmodige breve Christen Skeel til orden.
Moderen Benedicte Brockdorff brokkede sig over, at Christen Skeel ikke havde svaret på hendes breve. Heldigvis havde hun været i kontakt med Christen Skeels personlige rådgiver Vincelius og hos ham i det mindste fået bryllupsdatoen.
Christen Skeel skulle efter moderens mening vise interesse og nærvær og lægge ungkarlelivet bag sig, hellere før end siden.
- Og der var flere påtrængende moderlige formaninger i brevet: Det var ikke passende, hvis Christen Skeel var fraværende i for lang tid eller kom tilbage til sin forlovede for kort tid før brylluppet. Moder vidste, hvad der hørte sig til; det skulle ingen være i tvivl om.
Benedicte Brockdorff ville gerne hurtigst muligt have de mål, Christen Skeel havde lovet hende, altså brudens mål. Hun ville nødig risikere, at dragterne blev for korte eller lange. Purpurstof, kniplinger, galoner og liberi til tjenerne havde hun sørget for.
Hun sikrede sig også, at brudens yndlingsfarve stadig var blå, og den franske syerske madame Moreau sad klar, når Christen Skeel kunne tage sig sammen til at give lyd.
Brevene, der ligger i Reventlows privatarkiv på Rigsarkivet, fortæller historien tættere på, end vi almindeligvis har lejlighed til at komme. Det er Benedicte Brockdorff, der ledte slaget for sønnens bryllup og for hans indsættelse i herresædet på Gammel Estrup.
Benedicte Brockdorff sendte brev den 6. februar og igen den 13. februar 1717. Her nævnte hun, at hun have fået brev fra sønnen den 10. februar, så postgangen har været glødende mellem Benedicte Brockdorff i Altona og Christen Skeel, der endelig var ankommet til Augusta Winterfeldt i Gustrow.
Da Benedicte Brockdorff havde fået vristet bryllupsdatoen ud af sønnen, så ville hun også gerne have det nøjagtige tidspunkt.
Der var en del tidspres, så Christen Skeel havde ikke tid til at tage til Jylland og bese sit stamhus Gammel Estrup.
Benedicte Brockdorff frarådede ham det i skarpe vendinger: Alt var lukket ned, der var intet at spise eller drikke. Hvis han kom, ville det kun foranledige kaos, og ingen ville alligevel kunne svare på noget.
Ovenikøbet ville der være en hær af ventende undersåtter, der ville udsætte den nye herre for et bombardement af tåbelige forslag og derefter undskylde sig med, at herren selv havde ønsket det.
Fra brylluppet i 1717 til Christen Skeel oprettede grevskabet og fik grevekrone til sig og sin grev-inde i 1725 gennemgik herresædet Gammel Estrup en barok forvandling, der fandt sted både indendørs og udemdørs.
Et ridehus med plads til flere prægtige vogne og rideheste skulle sikre parret en statelig transport mellem besiddelserne.
Parken blev anlagt med lange symmetriske alleer, klippede hække og to smukke orangerier. Voldgrave, fiskedamme og broer har vel også trængt til en grundig omgang.
De mægtige vævede billedtæpper, som Christen Skeels fader, Jørgen Skeel, bestilte kort før sin død i 1695, var efter 20 år færdige og ankom.
At få plads til en riddersal, der kunne rumme tæpperne, blev Christen Skeels opgave. De to gårde, som han havde tilkøbt, var også med til at pryde den nye riddersal, men ikke som vævede tæpper: det havde han ikke tid til at vente på; han bad husmaleren male dem på lærred.
Gulve, vægge og lofter dekoreredes, og den barokke bolig foldede ejerparrets drømme ud.
I stukken over dørene i Riddersalen var der plads til portrætter af Christen Skeel og hustruen Augusta Winterfeldt. Hun er i blåt, og han har langt udslået hår.
Christen Skeel lod sig male, eller Christen Skeels moder, der havde en klemme på maleren Balthasar Denner, lod Christen Skeel male. Balthasar Denner, der er mest kendt for sin skildring af Tordenskjold, malede Christen Skeel til Riddersalen på Gammel Estrup i samme heltepositur.
Christen Skeel og Augusta Winterfeldt var kommet til Jylland fra Holsten, og med dem alle deres barokke drømme. På Gammel Estrup var de gamle rå vægge med malede draperinger i bløde kalkfarver og de mal0ede trælofter fra farfaders tid håbløst umoderne.
Stuk var moderne, gulve malet med imiteret marmor var moderne, paneler malet med moderne prospekter var moderne. De religiøse motiver, der har været karakteristiske i renæssancen blev udskiftet med en herlig teatralsk blanding af virkelighed og myte.
Stukken på loftet i Riddersalen blev et pragtstykke. Gips blev indskibet til Randers i store mængder og italienske stukkatører hidkaldt. Gammel Estrup må have været mere eller mindre ubeboelig imens. Da stukkatøren var færdig, havde Christen Skeel fået både heste, våben, soldater og faner på loftet. Buttede engle og overdådige blomstervaser blødte det barske op.
Det var maleren Christian Ulrik Milan, der forevigede Augusta Winterfeldt og Christen Skeels drømme. Her var alt hvad et barokhjerte kunne begære: Personlige yndlingstemaer sat ind i de klassiske myters evige ramme.
Rødestuen, der var grevindens sovekammer, fik landskabs- og havprospekter langs gulvene. Da det er et sovekammer, hersker natten over billederne. Måne, kometer og stjerner hæver sig over marker, skove og skibe på søen. Nogen steder har jægeren søgt nattely og tændt et bål. Fred hviler over land og by.
I vindueslysningen er det verdens store ur, der tæller for: Foråret i skikkelse af en ung kvinde afløser kong Vinter som ungdom afløser alderdom.
Dørenes felter er dekoreret med de vigtigste guder: Merkur, der hersker over kommunikation og handel med flyvende fødder. Venus i al sin nøgne vælde indgyder frugtbarhed og skønhed.
Grevindens Kammer sprudler af musikalitet, mode og eksotiske dyr. Langs gulvene spiller man på både cello, guitar og tamburin. Aben har fået fint tøj på og går catwalk med grevinden, der skifter dragt hele fjorten gange. I det lyse vindue mod syd står Christen Skeel som Herkules med løveskind og Augusta Winterfeldt som jagt-gudinden Diana kronet af et månesegl.
I 1720 var alt kinesisk nyeste mode.
Hvor Grevindens Kammer har stemninger fra Europas gamle port til Østen: handelsbyen Venedig, florerer selve Østens skatte på kinesertapeterne.
På Gammel Estrup dekoreredes et rum i øverste stokværk fra gulv til loft med lærreder dækket med stuk og bemalet med motiver, hvor rige kinesiske købmænd lever livet.
Tapeterne blev bestilt i Tyskland, hvor de serieproduceredes for at dække det umættelige behov for billeder.
Tapeterne er udformet i lærred dækket med et tyndt lag gips, der med en kam er formet i bølger, så det ligner fornemme gyldenlæder-tapeter. Alle baggrunde er dækket med ægte bladguld.
Christen Skeel og Augusta Winterfeldts tapeter er alle bevaret, men er delt i to samlinger. Nationalmuseet i København udstiller deres samling i Prinsens palæ, mens Gammel Estrup - Herregårdsmuseet viser deres samling i det rum, de blev bestilt til.
Året før Christen Skeel døde fik Danmark selv en vigtig handels-forbindelse til Asien. Det Kongelige Octroyerede Danske Asiatiske Kompagni stiftedes i 1730 med Christen Skeelss nære slægtning Christian Ludvig Scheel von Plessen på Fussingø som aktionær.
Christen Skeel og Augusta Winterfeldts billedsamling viser en mangfoldighed af billedformer; både originale og masseproducerede. Først og fremmest giver de et samlet billede af et umætteligt behov for at visualisere historie-fortællingen:
Vævede billedtæpper i Riddersalen, malede portrætter, figurer og dekorationer formet i gips på alle lofter, håndmalede paneler i Rødestuen og Grevindens Kammer, lærreds-tapeter i Kineserstuen og farvelagte glansbilleder i Gallerigangen.
Gallerigangens glansbilleder, de såkaldte Nürnberg-billeder, illustrerer det meste af det barokke verdensbillede, igen med myte og virkelighed tæt sammenvævet.
Glansbillederne blev indkøbt fra Tyskland som farvelagte kobberstik i hefter. Måske er det grevinden selv, der har klippet dem ud og sat dem op med melklister.
I gangen er der flere hundrede. Herregårdens malermester gennem 60 år, Christian Ulrik Milan, kan have fundet motiver til sine panel-malerier her.
Som planlagt kom der en arving året efter brylluppet: En lille Jørgen.
Jørgen greve Scheel overlevede sine første barneår klædt i fløjl, kniplinger og silkekjole.
Han var så sund og fyldt med livsmod, at det ikke gjorde noget, at han var Christen Skeel og Augusta Winterfeldts eneste øjesten.
Da han var to år gammel, blev Jørgen malet af Balthasar Denner i silkekjole og barnekyse.
Mens herregården tager sin barokke form voksede Jørgen Scheel ud af silkekjolen og fik ridebukser på. Der blev ikke sparet på hans dannelse. Han blev undervist af tegnelærer og dansemester, mens Christen Skeel selv tog sig af at indføre ham i ridekunst og våbenbrug.
Da Jørgen Scheel var fem år gammel, blev han greve, og som 11-årig var det tid til at forevige ham på portræt nr. to - til hest foran herresædet.
Grevskabet oprettedes med Christen Skeels herregård Sostrup på Djurslands nordligste pynt som centrum, og med herregårdene Skærvad, Ørbæk, Skjern og Karmark som del af grevskabet. Slægtsnavnets stavemåde blev samtidig ændret til det mere moderne tyskinspirerede Scheel.
Blandt Christen Scheels slægtninge på faderens side var der ikke mange nye grever på trods af betydelige besiddelser og høje embeder. Til gengæld florerede grever og baroner både på moderens side og i Reventlow-familien (som moderen giftede sig ind efter faderens tidlige død). Hustruen Augusta Winterfeldt var også baronesse, da hendes farfader Helmut Otto von Winterfeldt havde oprettet baroniet Wintersborg i 1677.
Til et baroni skulle indlemmes 1.000 tdr. hartkorn, mens et grevskab krævede hele 2.500 tdr. hartkorn; en måleenhed som blev brugt til at angive, hvor meget jord man skulle bruge for at fylde en tønde korn.
Der ligger en symbolsk værdi i grevetitlen: man ophøjes til en form for kongelighed.
Grevekronen er symbolet på værdigheden, og i de dekorationer, som parret får skabt, er kronen et vigtigt element.
På loftet i kammeret var parrets monogram også prydet af en grevekrone. Christen Scheel og Augusta Winterfeldt var nu greve og grevinde af Scheel, og de titulerede hinanden således.
Deres lille søn og arving Jørgen var også greve af Scheel, og i de næste generationer ville sønner være fødte grever og døtre komtesser, så længe grevskabet blev opretholdt.
Christen greve Scheel dikterede i 1731 sit testamente til sin ridefoged Hans Adolf Høegh. Testamentet, der er forsynet med kongeligt stempel og segl, kan beses på Rigsarkivet.
Ridefogeden påtegnede efter Christen Scheels død, hvem der var tilstede under diktaten. Testamentet er bevidnet af Hr. Doctor Lodberg og "den unge Hr. Greves" hoffmester Hr. Hans Arentsen.
Christen Scheel sagde i indledningen til testamentets poster, at han i særdeleshed havde overvejet, at det ikke var sikkert, at han kom til at opleve dagen i morgen.
Han understregede, at testamentet var forfattet for at undgå, at der efter hans død kunne opstå "Viitløftigheder og Disputer" (diskussioner og uenighed), og at testamentet var skrevet af egen vilje, og uden at han har var overtalt dertil.
Christen Scheel havde lovet sin hustru noget, som blev indfriet i testamentet: Han begrundede også hvorfor: Hun var hans "højelskeligste frue" og hun havde gang på gang af et trofast hjerte bevist sin "Affection, Troskab og Kierlighed". Løftet var, at hun skulle nyde (have rådighed over) Christen Skeels gårde "Ulstrup, Himme-strup og Viscum med alt tilliggende jordegods, Kirker, og Kirketiender indtet undtagen, med alt disses Indkomster, Revenuer og herligheder som jeg dem Selv nydt og besiddet havern".
- Og det skulle hun til sin død. Ud over det skulle hun have residens på Gammel Estrup og hvert år have 36 køer og 200 får og det brænde, hun behøvede fra Gammel Estrup og Sostrup.
Til evindelig arv og eje overdrog testamentet hende alle møbler, alt guld, sølv, juveler, og alt køkkentøj i messing og kobber.
Augusta Winterfeld overlevede sin kæreste Christen Scheel i ni år. Hun giftede sig ikke igen, men viede sit liv til sønnen og arvingens opdragelse: Et hverv hun højtideligt blev overdraget i testamentet.
I testamentet var detaljerne fastlagt. Sønnens "Education" (uddannelse) overlades den efterladte hustru "min Højælskelige Frue Grefinde, som hans Moder og som dend der haver fød hannem til Verden". Christen Scheel havde fuld tillid til hustruen, men der var brug for rådgivere.
