Charlotte Louise Scheel von Plessen
1720-1801
Charlotte Louise Scheel von Plessen var datter af ejerparret til blandt andet Fussingø.
Som 25-årig blev hun gift med den unge og jævnaldrende enkemand Jørgen greve Scheel til Gammel Estrup, med hvem hun kom til at leve i et 41 år lagt ægteskab.
Ægteskabet blev desværre barnløst, men sted-sønnen Christen, som Jørgen Scheel havde fra sit første ægteskab, tog Charlotte von Plessen til sig som sin egen søn.
Begge ægtefæller forstod at gøre sig ved hoffet, og de levede et herskabeligt liv sammen både der og på Gammel Estrup.
Charlotte Louise var datter af Charlotte Amalie Skeel og Christian Ludvig von Plessen, der ejede Fussingø.
Hendes farfader, Christian Siegfried von Plessen, var kommet til Danmark fra Mecklenburg, og fik betroede stillinger ved det danske hof som blandt andet overkammerherre, amtmand i Vordingborg, gehejmeråd og senest også finansminister.
Christian Siegfried ældste søn, Christian Ludvig, blev i 1702 gift med arvingen til stamhuset Fussingø, Charlotte Amalie Skeel.
Både Charlotte Amalie Skeels forældre og alle hendes otte søskende var allerede døde ved giftermålets indgåelse.
Charlotte von Plessen var ud af en søskendeflok på hele 18 børn, hvoraf halvdelen døde som små eller unge.
Med så stor en børneflok har forældrene sandsynligvis haft en del lærere tilknyttet herregården. Der var mange ting, unge adelsfolk skulle lære, før de kunne blive gift og gøre karriere.
To malere, far og søn, har tjent herskabet på Fussingø med udførelse af dekorationer og istandsættelser i 1700-tallet. En mulighed er derfor, at disse malere kunne have undervist den store børneflok, som vi ser det på samme tid på Gammel Estrup, hvor maleren Milan underviste den unge Jørgen greve Scheel.
I Fussingøs stamhuserklæring havde Charlotte Amalie Skeels fader bestemt, at i fald der ikke skulle være mandlige arvinger, så skulle den kvindelige arvings børn tage navnet Skeel og føre Skeel'ernes våben.
Derfor fik alle otte børn i ægteskabet mellem Charlotte Amalie Skeel og Christian Ludvig von Plessen slægtsnavnet Scheel von Plessen, og sønnen Mogens Scheel von Plessen førte også både slægtsnavn og stamhus videre til sine efterkommere.
Som det også var tilfældet med Skeel’erne på Gammel Estrup, så moderniserede man den gamle stavemåde Skeel til det fortyskede og moderigtige Scheel.
Ægteskabet
Charlotte von Plessens søskende blev gift godt ind i fine og anerkendte adelsslægter som Raben, Rantzau, Rosenkrantz og Reventlow, mens hun selv blev gift med den fornemme Jørgen greve Scheel fra Gammel Estrup.
Han havde været gift før, men hans første kone Lucie von Thienen var død i barselsengen tre år efter brylluppet. Barnet levede stadig, så da Charlotte von Plessen gav sit ”ja” i kirken, fulgte der en stedsøn med, og ham tog hun med det samme til sig med åbne arme, og den lille moderløse Christen Scheel fik en kærlig sted-moder i Charlotte von Plessen.
Brudens familie må have bekostet festen, da den blev afholdt hos dem på Fussingø. På dette tidspunkt var moderen død, og stamhuset var derfor ført videre til næste arving, Charlotte von Plessens broder, Mogens Scheel von Plessen.
Jørgen Scheels og Charlotte von Plessens ægteskab kom til at vare i hele 41 år, og skal man tro en orden, de blev hædret med, så var det et lykkeligt ægteskab.
Efter 12 års ægteskab blev de tildelt l’Union Parfaite; en orden indstiftet af dronning Sophie Magdalene til minde om hendes lykkelige ægteskab med Christian VI.
Dronningen uddelte ordenen til ægtepar, der levede harmonisk og lykkeligt.
Dette var i øvrigt også den første orden, der også kunne tildeles kvinder, og man ser tydeligt, at Charlotte von Plessen var stolt af den, for på et maleri 24 år senere bærer hun ordenen.
På det tilsvarende billede af Jørgen Scheel ser man mere prangende ordener for mænd, som for eksempel den fine elefantorden (det blå silkebånd).
Ordenen "l’Union Parfaite" var, udover at være for lykkelige ægteskaber, også kun for personer, der stod dronning Sophie Magdalene og Christian VI nær.
Charlotte von Plessen oparbejdede sammen med Jørgen Scheel mange gode bekendtskaber ved de skiftende hoffer og var en del af det fine selskabsliv i København.
På grund af Jørgen Scheels mange poster og høje anseelse havde ægteparret fået tildelt en lejlighed på Christiansborg Slot, hvor de opholdte sig om vinteren.
Jørgen Scheel var beslægtet med Reventlow-slægten, da storgodsejer Christian Ditlev Reventlow var gift med hans farmoder, Benedicte Brockdorff. Jørgen Scheels farfader, Jørgen Skeel, var død efter blot fire års ægteskab, og den kun 17-årige enke giftede sig hurtigt igen.
Benedicte Brockdorff og Christian Reventlows efterkommere var højtstående embedsmænd i midten af 1700-tallet, og de har nok været en del af Jørgen Scheel og Charlotte von Plessens bekendtskabskreds.
Charlotte von Plessens søskende og ægtefæller deltog også i livet ved hoffet, og de har været den mere faste omgangskreds.
Sammen med mandens familie, sine søskende og deres ægtefæller levede Charlotte von Plessen en herskabelig tilværelse.
Ved det ekstravagante hof og på de mange overdådige herregårde førtes et liv med masser af glans, pomp og pragt.
Man forstår det nemt, når man ser det store dobbeltportræt, hvor begge ægtefæller stråler veltilfredse i alt deres pragt.
Jørgen Scheel er iført dannebrogriddernes ordensdragt med kappe, fine broderede silkestrømper og sko med røde hæle – et prestigetegn der vidste den adelige herkomst.
Charlotte von Plessen står med hvepsetalje i en stor robe de cour (en hofkjole) i silkebrokade.
Begge er hvidpudrede og iført den højeste mode. Det ses tydeligt af billedet, at de har fundet sig godt til rette på samfundets top.
Jørgen Scheel og Charlotte von Plessen startede karrieren ved hoffet under Frederik V; en konge der trods sin tidlige død af umådeholden druk fik sønner med to dronninger: Den populære engelske Louise og den upopulære tyske Juliane Marie.
Den førstefødte og moderløse prins Christian, senere Christian VII var født med en psykisk lidelse, og man har i vor tid diagnostiseret ham skitzofren. Det var hans stedmoder enkedronning Juliane Marie, der regerede et hof fyldt med magtkampe og intriger.
Bedst kendt er historien om Christian VII's hustru Caroline Matilde, der forelskede sig i kongens livlæge Johan Friedrich Struensee. Datteren prinsesse Louise Augusta var officielt Christian VII's, men efter alt sandsynlighed Johan Struensees.
Prinsesse Louisa Augusta giftede sig med prinsen af Augustenborg, der var oldebarn af Jørgen Scheels farmoder Benedicte Brockdorff og Christian Ditlev Reventlow.
Charlotte von Plessen og Jørgen Scheels familier var vant til intriger ved hoffet.
Da Frederik IV bortførte den unge Anne Sophie Reventlow (stedfaster til Jørgen Scheels fader Christen Scheel) havde Charlotte von Plessens magtfulde onkler trukket sig i forargelse fra hoffet.
Efter kongens død var hævnen at tvinge Anne Sophie Reventlow i husarrest på hendes barndomshjem, Clausholm Slot, og tage magten tilbage.
Jørgen Scheel og Charlotte von Plessen valgte aldrig side men tjente gennem 30 under både Fredrik V, enkedronning Juliane Marie, hendes søn arveprins Frederik og deres konkurrent kong Christian VII.
Charlotte von Plessen oplevede den store sorg, at stedsønnen Christen Scheel døde kun 28 år gammel.
Enken flyttede med børneflokken tilbage til Ulstrup og holdte her en nær kontakt til svigerforældrene på Gammel Estrup. Barnebarnet Jørgen Scheel må som eneste dreng og med sit charmerende væsen hurtigt have fået alles opmærksomhed. Arvefølgen og slægtsnavnet hang i en tynd tråd, og drengen blev centrum for alles forventninger.
I 1782 fratrådte Charlotte von Plessens mand, Jørgen Scheel, sin stilling ved hoffet, og Charlotte von Plessen og han flyttede fra hoffet for mest at koncentreret sig om familieliv og private godser. Med svigerdatter og børnebørnene på Ulstrup 40 km væk har det været en god tid som pensionist, men især Charlotte von Plessen måtte gennemgå megen sorg endnu.
I 1786 åndede Jørgen greve Scheel ud efter et langt og godt liv. Charlotte von Plessen kom til at overleve ham i hele 15 år, hvor hun blev boende på Gammel Estrup og fastholdte et nært forhold til svigerdatter og børnebørn.
Tre af børnebørnene blev gift og alt tegnede lykkeligt, men i årene der fulgte måtte Charlotte von Plessen dog to gange tage afsked med familiemedlemmer, da to af Ulstrup-familiens døtre døde. Berthe Scheel omkom i barselssengen som 20-årig, mens lillesøsteren Christiane Scheel end ikke nåede at blive gift.
Alt kredsede efterhånden om barnebarnet Jørgen Scheel, den næste i arvefølgen til at føre den gamle og rige adelsslægt videre.
Jørgen Scheel var utrolig charmerende og kunne nemt vinde alles tillid og smil. Der havde dog været et par uheldige episoder – så som at en ung frøken skulle være blevet gjort gravid under Jørgen Scheels udlandsophold, hvilket resulterede i en årlig apanage. Hertil kom, at Jørgen Scheel førte et liv i luksus uden lige, og allerede efter dannelsesrejsen var en betydelig gæld stiftet.
Jørgen Scheel havde undervejs på rejsen været nødt til at optage store lån – og det endda selvom familien hjemme sendte ham mangen hjælpende hånd med økonomien…
Efter dannelsesrejsen var Jørgen Scheel blevet gift med sin kusine, Christiane Mette Bille-Brahe fra Egeskov. Sammen levede de et ødselt liv ved hoffet, og man kunne nok genkende mange af bedstefader Jørgen Scheels træk i den unge greve.
Parrets børn blev ofte sendt på ferie ved bedste-moder Eleonora på Ulstrup, og her har oldemoder Charlotte von Plessen ganske givet også set meget til dem. Det unge par levede nemlig i stor stil et meget selskabeligt liv ved hoffet, hvor det ikke altid egnede sig at have børn med.
Den unge Jørgen Scheel elskede at rejse, men uforklarligt var det dog, at han efter parrets store bryllupsrejse ikke kom hjem.
Christiane Bille-Brahe vendte hjem fra rejsen for at føde parrets tredje barn, mens Jørgen Scheel havde andre planer. Og selvom både hustru, moder og bedstemoder skrev til ham og bad ham komme hjem først til fødselen og siden til dåben, så var der intet at gøre.
Pigerne på hjemfronten kunne fint følge Jørgen Scheels fine livsførelse og sorgløse liv i Italien, for de kreditorer, som lånte ham penge, og ikke fik nogle igen, kom tit og bankede på familiens døre.
Først efter fem år vendte Jørgen Scheel hjem og han havde nu pådraget sig en kæmpe gæld, og alligevel blev han modtaget med åbne arme som den fortabte søn af både moder og bedstemoder…
Det har været hårde og sorgfulde tider for Charlotte von Plessen, men til gengæld ved vi, at hun har haft det godt på Gammel Estrup. Det burde hun i hvert fald have, for i den første danske folketælling, der fandt sted i 1787, var hele 11 personer ansat i hovedbygningen til at opvarte hende. I den næste folketælling (i hendes dødsår 1801) var dette kun beskåret til ni. Så selvom der har været meget sorg, så har hun stadig ført en stor husholdning på Gammel Estrup.
I sin enketid besluttede Charlotte von Plessen sig også for at lave en samlet liste over alt herregårdens indbo. Det kan forstås som et slags testamente, da hun i den korte indledning fortæller, at det er en optegnelse over de møbler, der efter hendes død vil findes på gården. Det har været et stort arbejde, for i dokumentet er opremset inventar for hele 50 værelser! Medtaget er alt fra ambolt i smedjen og dyner i staldkammeret til forgyldte spejle, lysekroner og portrætter i de fine sale og gemakker.
Samme år som Charlotte Louise Scheel von Plessen fik lov at gense sit barnebarn, Jørgen Scheel, lukkede hun sine øjne 80 år gammel på sviger-datterens herregård, Ulstrup.
Hun blev efterfølgende begravet ved siden af sin højtelskede mand i kapellet i Auning kirke.
Dette var selvfølgelig en sorgens stund, men for Jørgen Scheel betød det, at han netop havde arvet stamhuset Gammel Estrup, og dermed var flere indtægter sikret.
Godt var det måske, at hverken Charlotte von Plessen eller ægtemanden levede længe nok til at opleve, at barnebarnet Jørgen Scheel satte hele godsimperiet over styr.
