Christen greve Scheel
1743-1771
Christen greve Scheel, kaldet "Gesandten" er den af Gammel Estrups ejerslægt, der taler stærkest til fantasien.
Dels på grund af det stærke portræt, som tidens mest feterede portrætmaler, Alexander Roslin, malede af ham i 1764, og dels fordi han på toppen af en hastig og strålende karriere blev ramt af en pludselig død i det fremmede; et dødsfald, der blev omgærdet af rygter.
At den unge greve med de rige evner og den strålende fremtid skulle rives bort så pludseligt, kastede lange skygger over Scheel-familien i de næste generationer.
Christen Scheel nåede aldrig selv at arve stamhuset Gammel Estrup, grevskabet Scheel og hvad der ellers var af frie herregården i slægtens besiddelse. Heldigvis fik han med hustruen Eleonora Agnes Raben sønnen Jørgen Scheel, som blev arving til det store godsimperium.
Christen greve Scheel blev født i 1743 på Gammel Estrup som eneste barn af overstaldmester Jørgen greve Scheel og hans hustru Lucie von Thienen.
Som det var sørgeligt almindeligt dengang, døde Christen Scheels moder i barselsseng få uger efter sønnens fødsel.
Faderen giftede sig hurtigt igen med Charlotte Louise Scheel von Plessen, der, så vidt vi kan læse ud af brevene imellem dem, holdt af den lille dreng og blev en god stedmoder for ham.
Enebarnet Christen Scheel, arving til grevskabet Scheel og stamhuset Gammel Estrup, fik den bedste uddannelse, penge kunne købe.
Et portræt fra 1753 viser os den 10-årige dreng i prægtigt broderet rød dragt, der kigger ud på os med et fast, blåt blik og et bestemt drag om munden, mens hånden er stukket under vesten i klassisk herskerpositur.
Portrættet er malet af den i samtiden meget populære portrætmaler Andreas Brünniche. Han var bedre til stoflighed og farver end til personkarakteristik, og det mest iøjnefaldende ved portrættet er da også den overdådige, røde fløjls-dragt, der lyser blødt mod den gråblå baggrund og den rigt broderede vest. Dragten gør et langt større indtryk end det blege barneansigt under det hvidpudrede hår.
Det lidt stive og opstillede portræt viser os ikke greven som barn; det er barnet som greve, vi ser; en standsbevist arving til godset, der ved, hvad han kommer fra, og hvad hans fremtid er.
Christen Scheel indledte sin hofkarriere som 20-årig i marts 1763 ved udnævnelsen til kammerherre.
Samme år blev han sendt ud på den obligatoriske dannelsesrejse, der skulle udruste ham med de færdigheder, som en karriere i diplomatiet krævede. Han skulle blandt andet lære, hvordan man opførte sig i finere kredse, lære de rigtige mennesker at kende, så han kunne få et nyttigt netværk, og afpudse sit franske og tyske, som han ville få brug for både ved hoffet i Danmark og ved rejser i udlandet.
Rejsen førte ham til både Leipzig og Paris, inden han i 1764 vendte hjem for at arbejde i regeringskontorerne.
Ved hjemkomsten fra sin dannelsesrejse i 1764 blev Christen Scheel forlovet med Eleonora Agnes Raben, der var hans stedmoders søsterdatter og dermed formelt set hans kusine. Året efter giftede parret sig ved et bryllup i Christiansborg Slots-kirke.
Man har lov til at tro, at Christen Scheels sted-moder og hendes søster har planlagt forbindelsen mellem deres børn i forvejen, og at de har været glade, da den faldt i hak.
Ligefrem et arrangeret ægteskab har der næppe været tale om, for Christen Scheel har vel kendt Eleonora Raben i forvejen fra familiebesøg, og der er ingen grund til at tro, at den 23-årige Christen Scheel var gået med til forlovelsen, hvis han ikke havde brudt sig om sin tilkommende.
Og hvorfor skulle Eleonora Raben ikke have været dybt betaget af den smukke unge arving med den store og lovende karriere foran sig?
I samtiden var ægteskabet på en gang en praktisk og en følelsesmæssig sag. For Christen Scheel talte det utvivlsomt positivt, at Eleonora Raben havde nyttige forbindelser. Hun var datter af gehejmeråd Frederik Raben, en stilling, der nærmest svarer til minister, og hun var hofdame hos prinsesse Sophie Magdalene, der blev svensk kronprinsesse, da hun giftede sig med kronprins Gustav i 1766.
I ægteskabets seks år fik parret fem børn, hvoraf den yngste blev født efter faderens død. Hans to ældste børn var piger, og den ældste søn blev, som skik var, opkaldt efter sin farfader Jørgen.
Den lille Jørgen havde en tvillingebroder, Frederik, der døde som spæd, hvilket desværre ikke var ualmindeligt dengang, selv i de bedste kredse. Men Christen Scheel og Eleonora Raben overvandt dog dette tab, og de fik endnu to døtre i de næste år.
Christen Scheel var det, vi ville kalde karriere-diplomat. Det nygifte par gled med det samme ind i hoffets søgelys. Christen Scheels opførsel og evne til at begå sig tiltrak sig hurtigt opmærksomhed, både i arbejdet i regeringskontorerne og ved de utallige fester ved hoffet.
Svenske Alexander Roslins fremragende portræt, malet i Paris under Christen Scheels Grand Tour, viser os den unge greve i al sin glans. Håret er ulasteligt bundet, den blå fløjlskjole pragtfuld og ansigtet sundt og livskraftigt.
Det mest bemærkelsesværdige er dog øjnene og munden, der er malet med stor indlevelsesevne. Grevens direkte blik under let hævede øjenbryn betragter os halvt arrogant, halvt spøgefuldt, og mundvigene kruser opad, som skal han netop til at sige noget vittigt og træffende.
Man tror på, at denne mand både kunne forhandle og føre sig frem på de bonede gulve. Den ideelle mand efter tidens standarder.
Udenrigsminister Johann Hartwig Ernst lensgreve von Bernstorff fik øjnene op for den unge diplomat, og han sørgede for, at den 25-årige Christen Scheel blev udnævnt til gesandt ved Katarina den Stores russiske hof i 1768.
Udnævnelsen var et stort spring fremad i karrieren, og årsagen lå sandsynligvis ikke kun i Christen Scheels diplomatiske evner.
Den erfarne Johann Bernstorff var næppe blind for, at Rusland blev regeret af en kejserinde, der satte stor pris på smukke unge mænd.
Mon ikke Johann Bernstorff regnede med, at den unge verdensmand Christen Scheel ville få lettere ved at få den midaldrende kejserindes opmærksomhed end en ældre diplomat?
Afrejsen for Christen Scheel og hans lille familie, der foruden den gravide hustru nu også bestod af to døtre, fandt sted i efteråret 1768 og gik via Riga til Skt. Petersborg.
Ved ankomsten blev de installeret i et passende lejet palæ i den russiske hovedstad, og livet som gesandtpar ved det russiske hof kunne begynde.
Det var ingen let opgave, Christen Scheel var blevet sat på ved det russiske hof. Katarina den Store påstod at have arvekrav på Holsten, og hun benyttede sig derfor af enhver lejlighed til at blande sig i dansk indenrigspolitik, og det var ikke nemt at formå kejserinden til at lette presset på Danmark.
Christen Scheel opnåede dog karrierens største succes, da det i 1769 lykkedes ham at få kejserinden til at gå med til en dansk-russisk traktat, der regulerede forholdet til arvefjenden Sverige og som samtidig gjorde en ende på de russiske krav på Holsten. Det var en stor sejr for Christen Scheel og hans beskytter, udenrigsminister Johann Bernstorff.
Men det blev sværere for Christen Scheel at begå sig ved det russisk hof efter at den danske kong Christian VII's livlæge, den bekendte Johann Friedrich Struensee, i 1770 reelt overtog regeringsmagten i Danmark og fyrede Johann Bernstorff, som Katarina den Store havde tillid til.
Som Johann Bernstorffs protegé var det venteligt, at Christen Scheel ville få problemer med de nye danske magthavere, og det skete da også hurtigt.
På grund af Johann Struensees ukyndighed i de vigtige etikettespørgsmål ved det russiske hof - for eksempel om den rette måde at aflevere breve på - fik små problemer lov til at vokse sig store, og Christen Scheel måtte både håndtere mistillid fra Johann Struensee og mishag med de nye forhold fra kejserinden.
Det var ikke nogen let opgave, som Christen Scheel da heller ikke nåede at løse.
Kun 28-år gammel blev Christen Scheel en efterårsdag i 1771 revet bort efter kort tids sygdom. Hans død kom som et chok for omgivelserne.
Dødsårsagen kan selvfølgelig ikke klarlægges endeligt efter så mange år, men Christen Scheels fransk-uddannede læges optegnelser fra sygdomsforløbet tyder på, at det var en bakterieinfektion, der kostede Christen Scheel livet. Det var der ikke noget usædvanligt i, for i tiden før penicillinets opdagelse kunne banale sygdomme hurtigt udvikle sig livstruende. Og Christen Scheel var svækket i forvejen, for det hårde liv ved Katarinas hof havde slidt på ham.
Obduktionsrapporten viser os, at den flotte mand fra Alexander Roslins portræt her seks år senere sandsynligvis var blevet overvægtig og drak for meget. Uanset hvad dødsårsagen var, så talte det til fantasien, at en fremtrædende skikkelse tæt på den russiske kejserinde døde pludseligt, og det gav endda anledning til rygter om giftmord.
Rygterne løb om, at Katarina den Stores faste elsker, fyrst Orlov, havde ryddet en alvorlig rival af vejen, mens andre sagde, at det var de nye magthavere i København, der havde skaffet sig af med en modstander.
Uanset hvad sandheden var, gav kejserinden en imponerende afskedsgave til den unge enke – så imponerende, at den leder til spekulationer om, hvorvidt kejserinden selv har troet, at hendes elsker stod bag dødsfaldet.
Den blændende talentfulde Christen Scheel efterlod sig et stort tomrum i sin familie. Hans unge enke, Eleonora Raben, rejste hjem til Ulstrup, hvor hun levede alene med sine fem børn de næste 37 år. Hun giftede sig aldrig igen.
Tabet må have været næsten ubærligt for Christen Scheels gamle forældre, og Gammel Estrup må have forekommet tomt i de mange år, som de endnu levede efter hans død. Christen Scheel havde været enebarn, og der var ikke andre til at tage hans plads.
Jørgen greve Scheel var kun tre år ved faderens død, og vi må tro, at hans opvækst i faderens skygge har præget ham dybt.
Sønnen, også kaldet den vilde greve, forekommer at have levet rastløst og utøjlet liv, som en evig stræben efter at leve op til den blændende far, der vel kun har lyst stærkere og stærkere i moderens og bedsteforældrenes erindring, som tiden gik, og indtrykkene af den levende mand blegnede.
Det var en umulig kamp med og mod faderens minde, som hans eneste søn skulle føre. På den vis har den afdøde fader vel trukket lange skygger i sønnens liv, meget længere end en levende Christen Scheel ville have gjort.
