Christen Skeel
1623-1688
Christen Skeel var eneste overlevende søn af Gammel Estrups tidligere ejerpar, Jytte Brock og Jørgen Skeel.
Christen Skeel arvede og samlede sig så meget gods, at han fik tilnavnet "den Rige". Efter ni års dannelsesrejse ægtede han den lollandske adelsfrøken Birgitte Rosenkrantz, der var beslægtet med Rosenkrantz’erne på den nærliggende herregård Rosenholm.
I Christen Skeels levetid indførte kong Frederik III enevælden, der gav kongen den absolutte magt, og det gamle adelsvælde var dermed forbi. Christen Skeel formåede dog at tilpasse sig de nye forhold, så han efter enevældens indførelse fik vigtige embeder.
Christen Skeel blev født på herregården Sostrup, der fungerede som forældrene Jytte Brock og Jørgen Skeels egentlige hjem. Han havde tre søskende, men han var den eneste, der levede længe nok til at arve forældrene.
Allerede da Christen Skeel var otte år gammel, døde hans fader, mens moderen døde ni år senere. Som 17-årig havde Christen Skeel dermed arvet forældres enorme rigdomme; godserne Gammel Estrup, Sostrup, Skærvad, Ulstrup og Ørbæk i Midtjylland samt Vallen i Halland.
Christen Skeels storebroder, Axel Skeel, var blevet sendt til Sorø for at studere, mens Christen Skeel blev sendt til Svend Nielsen, der var professor ved Odense Gymnasium. Efter Axels tidlige død i 1637 hentede moderen Christen hjem til Sostrup for selv at undervise ham, men tre år senere døde også hun, før sønnens uddannelse var afsluttet.
Samme år som moderens død var Christen Skeel blevet en voksen mand, da han havde arvet alle godserne og var sidste led i slægten. Nu ventede den store dannelsesrejse.
Inden afgang fik han sin fætter, Christen Albretsen Skeel fra Fussingø, til at holde tilsyn med godserne. Den 20 år ældre fætter har sandsynligvis fungeret som rådgiver for den unge og forældreløse Christen, og det er måske efter fætterens forslag, at professor Frederik Andersen ledsagede Christen Skeel på rejsen sammen med en personlig tjener. Professoren har sikkert haft en dobbeltrolle som underviser, opdrager og som rejsefælle for den 17-årige Christen Skeel.
Christen Skeels dannelsesrejse kom til at vare hele ni år, hvor han besøgte Italien, Tyskland, Frankrig, England og Holland. Især Frankrig var et must på adelsmændenes dannelsesrejse, og Christen Skeel tilbragte hele tre år i Paris.
Man kan følge Christen Skeel undervejs, da han har indskrevet sig ved universiteter, og fordi han har modtaget breve, blandt andet fra fætteren om godsdriften derhjemme, mens han studerede i Paris 1643-46.
På de store rejser boede de unge adelsmænd på kollegier, hvor de kunne, eller de indlogerede sig ved professorerne. I Frankrig derimod boede de som regel ved enker eller embedsmandsfamilier, der holdt pensionater.
Kvaliteten af de forskellige indkvarteringer var meget svingende, og i bedste backpackerstil fik dette Christen Skeel til at lave en kritisk liste over de steder, han havde boet, så han kunne rådgive andre, der skulle samme sted hen.
Efter opholdet i Paris rejste Christen Skeel til Firenze og Rom, hvorefter han fortsatte til Sicilien og Malta i 1647. Undervejs døde hans hovmester, professor Frederik Andersen, men Christen Skeel fortsatte. På Malta gæstede han malteserriddernes hovedsæde, og bagefter stod han til søs med denne ridderorden i seks uger.
I 1649 begyndte han hjemrejsen, der gik gennem Italien, Tyskland, Frankrig, England og Holland, og han havde således set det meste af Europa, da han ankom til Danmark ni år efter afrejse.
I 1649 vendte Christen Skeel hjem efter ni års dannelsesrejse i Europa. Han var nu godt rustet til at bygge sin karriere og forestå sin godsdrift.
Den første opgave for Frederik III blev at søge hjælp hos markgreven af Brandenburg i 1658, hvor svenskekrigene rasede.
Fem gange tidligere havde Danmark og Sverige bekriget hinanden. Den sidste af disse krige var sluttet i 1658, hvor Danmark havde mistet både Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Bohuslän og Trondhjems len. Krigen afsluttedes, men Sverige var ikke tilfredse med resultatet, så en ny krig startedes i 1658.
I denne krig blev Christen Skeel udnævnt til krigskommissær; et embede han beholdte til krigens slutning i 1660. Ved afslutningen havde Danmark vundet Trondhjems len og Bornholm tilbage, men Skåne, Halland og Blekinge var tabt for altid.
Efter fire år på slagmarken var hele Danmark hærget af krig og landet lå i ruiner.
De mange besættende soldater havde indlogeret sig hos de lokale danskere og plyndret deres ejendele, spist deres mad og hærget deres land.
1660 var et banebrydende år for Danmark, da det var her, kong Frederik III indførte enevælden.
Selvom Danmark gik vindende ud af den sidste svenskekrig, så var landet meget medtaget og finanserne små, og Danmark havde ikke vundet Skåne, Halland og Blekinge tilbage fra Sverige.
Kongen var derimod vellidt, og ved et stænder-møde i 1660 blev det – trods stor modstand fra adelen – vedtaget at give kongen enevældig magt. Det gamle adelsvælde, hvor Danmark blev ledet i et samarbejde mellem rigsråd og regent, var forbi, og kongen havde nu – efter fransk forbillede – den absolutte magt.
Med den nye styreform var det svært for adelen at bevare indflydelsen ved hoffet. Men selvom Rigsrådet var afskaffet, så havde kongen stadig brug for betroede rådgivere.
Christen Skeel blev ikke med det samme valgt som en af kongens betroede rådgivere, da han som adelig havde protesteret mod enevældens indførelse.
Men under den næste konge, Christian V, fik Christen Skeel dog hurtigt flere stillinger i statstjenesten, og han blev således i 1670 udnævnt til gehejmeråd (rådgiver for kongen) og medlem af Statskollegiet, der var kongens overordnede rådgivende udvalg.
Et væld af embeder blev ham efterhånden betroet. Allerede i 1671 blev han udnævnt til stiftsbefalingsmand over Viborg Stift og amtmand over Skivehus og Hald amter, og han fungerede også som dommer ved højesteret.
At være amtmand var den nye enevældige erstatning for lensmanden. Som amtmand skulle Christen Skeel føre tilsyn med embedsmænd og købstæder i sit amt, hvilket satte ham ud på mange rejser.
Med alle disse titler og embeder var det kun naturligt, at Christen Skeel blev slået til ridder i 1671 ved den første uddeling af Dannebrogordenen.
Til gengæld afslog Christen Skeel, ligesom flere andre af sine standsfæller, at indtræde i greve-standen, hvad der bundede i, at de gamle adelsslægter ikke ville sammenlignes med de nyadelige; altså de borgere og andre, som kongen efter enevældens indførelse indviede i adelstanden.
Peder Schumacher var en af de borgere, der efter enevældens indførelse indtrådte i adel-standen.
Han var første søn af en velhavende vin-handler i København. Som 28-årig fik han arbejde som bibliotekar for Frederik III, og blev to år senere forfremmet til kongens personlige sekretær.
Under Christian V blev han en del af den øverste magt med embedet som rigskansler, og han blev tilmed adlet med titlen greve af Griffenfeld og modtog elefantordenen.
Men Griffenfelds handlinger under den skånske krig førte til hans fald, da han efterfølgende blev anklaget for højforræderi.
I den kommission, der skulle dømme Griffenfeld, sad Christen Skeel i sin egenskab af højesteretsdommer.
Dommen lød på tab af ejendele, gods og liv. Dette ville Christen Skeel – som den eneste af de 11 dommere – dog ikke skrive under på. Han anså ikke anklagen for bevist, og han fandt det derfor ikke foreneligt med sin samvittighed at underskrive dødsdommen!
Kong Christian V var på de øvrige dommeres side og ønskede Griffenfeld dømt. Alligevel blev han dog ikke irriteret over Christen Skeels beslutning, men stolt. Efterfølgende skulle han endda have sagt til Christen Skeel: give Gud vi havde mange Skeeler, du er en ærlig Mand.
Christen Skeels nye tillidserklæring skaffede ham flere betroede stillinger, som for eksempel da kongen valgte ham til det råd, der skulle lede landet i hans fravær.
Efter hjemkomsten fra dannelsesrejsen forlovede Christen Skeel sig med Birgitte Rosenkrantz; datter af rigsråd og ridder af elefantordenen Palle Rosenkrantz, der ejede hele otte herregårde: seks på Lolland og to i Skåne.
Brylluppet stod den 29. august 1652 i København. Det var Birgitte Rosenkrantzs moder, Lisbeth Lunge, der betalte brylluppet, da faderen Palle Rosenkrantz var død ti år tidligere. Hustruens medgift omfattede de lollandske herregårde Nørregård og Kjærstrup, samt parter i Krenkerup og Rosenlund.
Fra brylluppet er bevaret et hyldestdigt, hvori brudeparret ønskes et godt og lykkeligt liv sammen, og ønsket om at de måtte undgå sygdom.
Udover dette digt ved vi desværre ikke noget om brylluppets afholdelse.
Det er sandsynligvis i forbindelse med deres ægteskab, at det store dobbeltportræt af dem blev malet. Christen Skeel er her iført den nyeste mode fra Paris, der først blev moderne i Danmark langt senere - dragten har han vel anskaffet under sin udlandsrejse.
Både med hensyn til moden og selve maleriet er Christen Skeel forud for sin tid, for portrættet er af nærmest fyrsteligt tilsnit - det var endnu ikke normen for adelige at lade sig afbildede på så store og elegante portrætter.
Portrættet bekræfter, at Christen Skeel med den store arv, den lange dannelsesrejse og den gode medgift fra sin brud virkelig kunne være med i samfundets top.
Kunstneren bag maleriet er Abraham Wuchters, hofmaler for Christian IV og Frederik III.
Birgitte Rosenkrantz var beslægtet med Rosenkrantz’erne på den nærliggende herregård, Rosenholm, da storesøsteren Mette Rosenkrantz var gift med Erik Rosenkrantz til Rosenholm. Dette ægteskab blev indgået i 1649, og det kan måske være gennem dette par, at man fik Christen Skeel og Birgitte Rosenkrantzs ægteskab i stand.
Forbindelsen mellem de to slægter var egentlig endnu ældre, for Erik Rosenkrantz havde i sit første ægteskab været gift med Christen Skeels kusine Margrethe Skeel til Fussingø. Margrethe Skeel var således søster til den Christen Albertsen Skeel, der havde hjulpet Christen Skeel under hans dannelsesrejse.
Christen Skeel havde et godt forhold til sin svoger, og ifølge Christen Skeels kalender så de ofte hinanden. Erik Rosenkrantz havde ligesom Christen Skeel været på en lang dannelsesrejse og efterfølgende gjort karriere ved hoffet.
Kontakten til Erik Rosenkrantz holdt hele livet - også efter hustruernes død. Således deltog Christen Skeel blandt andet i Erik Rosenkrantzs datter Elisabeth Rosenkrantzs bryllup i 1682.
Birgitte Rosenkrantz døde ung, og Christen Skeel kom således til at overleve hende i hele 11 år, men han giftede sig ikke igen efter hendes død, hvad mange andre adelsmænd ellers gjorde, når de blev enkemænd.
Vi ved ikke meget om forholdet mellem ægtefællerne - her tier kilderne.
Christen Skeel førte lommebog, som mange adelige, men kun tre er bevaret. De tre bøger er for årene 1669, 1680 og 1682, og i disse er notaterne meget sparsomme. Han har noteret sine mærkedage; når han skulle til bryllupper, hvor han er draget hen de pågældende dage, hvilke karle, der har været ansat hos ham, og når det sørgelige indtraf, at et af hans børn døde. Der står ikke meget om, hvad han tænkte eller følte.
Christen Skeel førte lommebog, som mange adelige, men kun tre er bevaret. De tre bøger er for årene 1669, 1680 og 1682, og i disse er notaterne meget sparsomme. Han har noteret sine mærkedage; når han skulle til bryllupper, hvor han er draget hen de pågældende dage, hvilke karle, der har været ansat hos ham, og når det sørgelige indtraf, at et af hans børn døde. Der står ikke meget om, hvad han tænkte eller følte.
Det var store og gode godser, han havde arvet efter sine forældre: Gammel Estrup, Sostrup, Skærvad, Ulstrup og Ørbæk i Midtjylland samt Vallen i Halland. Til hans godsmængde kom de fire herregårde, som han giftede sig til: Kjærstrup og Nørregård ejede han alene, mens Krenkerup var delt med tre andre arvinger efter hustruen Birgitte Rosenkrantzs forældre. Det var dog Christen Skeel, der forvaltede gårdene, og det var han god til.
Han lagde stor vægt på at købe og mageskifte (bytte) sin jord, så han kunne samle sine fæstegårde omkring hovedgårdene.
Således lagde han ud med at sælge Vallen, der vel lå for fjernt til, at det var praktisk, men han forøgede senere hen sine jordbesiddelser betydeligt. Han købte nemlig Ravnholt på Fyn i 1657, og i 1665 mageskiftede han Kjærstrup til gården Tølløse på Sjælland.
Af hans kalendere kan vi se, at han ikke alene ejede godserne, men også gik levende op i driften af dem: han rejste imellem godserne, købte byggematerialer, solgte korn og kvæg og flyttede besætningerne imellem gårdene.
Christen Skeel fik flere hverv af kongen, blandt andet blev han udnævnt til stiftamtmand og amtmand, hvilket kostede ham megen tid og mange penge. Christen Skeel fik betaling for de to hverv, men han skulle også selv afholde alle udgifter i forbindelse med arbejdet, som for eksempel løn til personale.
Arbejdet som højesteretsdommer var derimod ulønnet, for fornemme adelsmænd som Christen Skeel arbejde ikke for at tjene penge, men for at tjene deres konge.
Christen Skeel havde gods spredt ud over hele landet; en del var i Østjylland, men han havde også besiddelser på Fyn, Sjælland og Lolland, og dertil kom flere byejendomme.
Det synes dog som om, han brugte Gammel Estrup som sit egentlige hjem, når arbejdet ikke kaldte ham andre steder.
Som om Christen Skeel ikke havde penge nok i sin godsrigdom, så forsøgte han sig også med alkymi, og på Gammel Estrup er hans værksted stadig bevaret.
I bedste stil med tiden udforskede Christen Skeel denne videnskab, der kombinerede blandt andet fysik, kemi og astrologi.
Alkymisterne eksperimenterede her i at blande elementer af forskellig slags for at kunne frembringe guld. Man forskede i at finde frem til dét, der kunne gøre det uædle ædelt og dermed drømmen om at fremstille ægte guld.
Det lykkedes ikke 1600-tallets alkymister at fremstille guld, men takket være deres forskning lærte man mange grundstoffer at kende.
Interessen for alkymien delte Christen Skeel med mange andre af tidens lærde adelsmænd, blandt andet sin svoger Erik Rosenkrantz på Rosenholm, der ligefrem havde en kemiker ansat på herregården.
Christen Skeel indrettede sit alkymistværksted i sydtårnets kælderetage. Tremmerne for vinduerne vidner om, at han ikke ønskede ubudne gæster i rummet, og som en ekstra sikkerhedsforanstaltning var der kun adgang fra første sal, hvor en smal trappe førte ned i den lille ”kælder” i stueetagen.
I dag kan man stadig se ildsted og en esse i værkstedet, men desværre intet guld.
Birgitte Rosenkrantz døde tidligt, men inden da nåede parret at få hele ti børn sammen. Heraf var de fem dødfødte, tre døde som ganske små, og kun to overlevende barndommen; sønnen Jørgen Skeel og datteren Elisabeth Sophie Skeel.
At parret fik fem dødfødte børn var usædvanligt, selv i en tid med stor børne-dødelighed. Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvad årsagen til de mange dødfødsler var, men netop dødfødsler er én af følgevirkningerne af ubehandlet syfilis.
Denne kønssygdommen hærgede i Europa i 1600-tallet, og det er muligt, at den unge Christen Skeel er blevet smittet under sin dannelsesrejse.
Christen Skeels og Birgitte Rosenkrantz' datter, Elisabeth Sophie Skeel, blev gift med Frederik von Gersdorff i 1677. Christen Skeel hjalp svigersønnen, som han hjalp sine andre børn, og vi kan se i hans kalender, at han blandt andet sørgede for svigersønnens finansielle aftaler som lån og skatter, der skulle betales.
I 1680 fødte Elisabeth Sophie Skeel en søn, der blev opkaldt efter sin morfader. Christen Skeel har glad noteret begivenheden i kalenderen, men kun et par dage senere måtte han notere, at Gud havde taget barnebarnet Christian tilbage. Christen Skeel skrev derefter: ”Gid Gud må samle os i sit rige”.
Elisabeth Sophie Skeel arvede i 1687 og -88 herregårdene Tølløse og Ravnholt efter faderen. Gennem det 13 år lange ægteskab nåede hun at føde seks børn, inden hun døde i barselssengen med det syvende.
Som eneste søn var det Jørgen Skeel, der stod til at føre slægtsnavnet videre. Han var blevet opdraget og skolet godt, hvad han også stolt viste sin fader: i 1676 holdt sønnen en fin, stadig bevaret, hyldesttale til sin fader, da Christen Skeel vendte hjem efter lang tids fravær.
I 1676 tog Jørgen Skeel på dannelsesrejse, men måtte hurtigt afbryde den igen, da hans moder døde. Derefter blev han hos familien i tre år, før han genoptog rejsen.
Christen Skeel fulgte ham fra Gammel Estrup til Rosenholm, hvor de gjorde holdt et par dage, inden de fortsatte til Vejle, hvor deres veje skiltes. I kalenderen skrev Christen Skeel: ”Gud ledsage ham og samle os igen med glæde”. Ikke mange af kalenderoptegnelserne er mere end aftaler, han skulle huske, så gennem dette mere personlige notat, kan man føle Christen Skeels nervøsitet for, hvad der kunne ske med hans eneste søn på rejsen.
Christen Skeel den Rige døde i 1688 på sin herregård Ulstrup, og blev, som sin fader, bisat i Skeel'ernes kapel i Aarhus domkirke.
Christen Skeel var en af sin tids mest godsrige mænd, og han efterlod sig et godt minde. Han blev som sine forfædre husket for at være en retfærdig mand, der sørgede godt for sine folk. Således oprettede han blandt andet et hospital i Langå, nær hans herregård Ulstrup, og Københavns Universitet og Kvæsthuset (et hospital for flådens syge og sårede folk) nød godt af hans velgørenhed. Dertil kom at han betalte for mange fattige børns skolegang.
Han og Birgitte skænkede også gaver og inventar til kirkerne i Fausing og Auning, som for eksempel den fine altertavle med fornemt billedskærerarbejde, der stadig ses i Auning Kirke, og altertavlen i kapellet på Gammel Estrup.
