Jørgen greve Scheel
1768-1825
Jørgen Scheel, kaldet Den vilde Greve, blev født ind i stor rigdom, men satte det hele over styr. Hans ødselhed og økonomiske uansvarlighed var årsagen til, at Scheel-slægtens østjyske gods-imperium blev opløst i årene efter 1807.
Jørgen Scheel, kaldet Den vilde Greve, blev født ind i stor rigdom, men satte det hele over styr. Hans ødselhed og økonomiske uansvarlighed var årsagen til, at Scheel-slægtens østjyske gods-imperium blev opløst i årene efter 1807.
Hans fallit i 1815 skete samtidig med Statsbankerotten, Wienerkongressen og Danmarks tab af Norge til Sverige. Samme år indledte den nu umyndiggjorte Jørgen greve Scheel sit eksil på sin søsters fynske herregård Hellerup.
Sønnen Christen lensgreve Scheel arvede både faderens gods og gæld. Af den store rigdom og grevskab var kun stamhuset Gammel Estrup tilbage til sønnen.
Jørgen Scheel blev født i Skt. Petersborg i 1768. Hans fader Christen Scheel var netop kommet dertil som dansk gesandt i Rusland under kejserinde Katharina den Store.
Inden afrejsen til det fremmede var Christen Scheel i 1765 blevet gift med den smukke komtesse Eleonora Agnes Raben fra Ålholm. Inden karrieren kaldte havde parret kort boet sammen på herregården Ulstrup, som Christen Scheel havde fået tildelt af sin fader, Jørgen Scheel.
Med en lovende karriere foran sig flyttede Christen Scheel familien til den russiske hovedstad, Skt. Petersborg. Foruden moder og fader talte familien også søstrene Lucie Charlotte og Berte Scheel, der var født i 1765 og 1767.
I Skt. Petersborg indrettede parret sig i et fornemt lejet palæ, og kort efter kom tvillingebrødrene Frederik og Jørgen Scheel til verden. Den lille Frederik døde desværre kort efter fødslen, mens Jørgen Scheel viste sig levedygtig.
Alt tegnede lovende for den lille familie, der året efter Jørgen Scheels fødsel blev forøget med endnu et medlem, lillesøsteren Juliane Marie Scheel.
I starten af november 1771 begyndte Christen Scheel at føle sig dårligt tilpas. Der blev sendt bud efter de bedste læger, der dog blot kunne konstatere, at det var en forkølelse, og at Christen Scheel snart ville være på benene igen.
Sådan blev det desværre ikke. Efter at have været sengeliggende i godt to uger åndede Christen Scheel sit sidste suk blot 28 år gammel.
Ved faderens død var Jørgen Scheel knap tre år. Moderen måtte forlade kejserrigets hovedstad med sine fire levende børn, og hun var tilmed gravid med sit sjette barn.
Alle skulle hjem til Danmark - både de levende og de døde. Udover hendes mand var også Jørgen Scheels tvillingebroder død under opholdet. Med sig på hjemrejsen fik familien derfor de to kister.
Lige efter årsskiftet 1771/72 vendte familien tilbage til Danmark. Jørgen Scheels hjem blev herefter herregården Ulstrup vest for Randers.
Med fra Rusland var hjembragt en del indbo og med det indrettede familien sig standsmæssigt, uden at der dermed blev tale om en luksusbolig af den slags, som Jørgen Scheel senere fik smag for.
Foreløbig handlede det om gennem opdragelse, familiebesøg og pleje af slægtsrelationer at forberede Jørgen Scheel og de andre børn til deres senere liv. Da hans tvillingebror Frederik var død kort efter fødslen, var Jørgen Scheel eneste hane i kurven sammen med moderen, to ældre og to yngre søstre.
I hverdagen har det næppe været et liv med plads til store udsving. Vi ved dog, at netop familiebesøgene på andre herregårde kan have krydret børnenes tilværelse.
I sommeren 1779 besøgte den 11-årige Jørgen Scheel sammen med sin moder morbroderen Otto Ludvig von Raben på Ålholm Slot.
Otto von Raben var en levemand, og Ålholm var samme år blevet renoveret med en ny, prægtig østfløj med lyse og moderne værelser.
På Gammel Estrup boede ”Grandmama” Charlotte Louise Scheel von Plessen og den unge grev Jørgen Scheels farfader, der ligeledes både hed Jørgen Scheel og var greve. Hertil var afstanden trods alt kortere og besøgende sikkert tilsvarende hyppigere.
Den gamle grev Jørgen Scheel blev netop i disse år udnævnt til overstaldmester ved de kongelige stalde. Interessen for heste havde også ført til indretning af et stutteri på Gammel Estrup.
Vi må tro, at den unge grev Jørgen Scheels passion for heste og ridning går tilbage til indtryk under besøgene her i barndomsårene.
I staldgård og ridehus tumlede Jørgen Scheel sig mellem stutteriets talrige raceheste, men der var især en enkelt hest, som var reserveret den lille greve. Det var en rød hoppe med stjerne og fjer på næsen. I Lunden overfor Gammel Estrup havde farfaderen indrettet en ridebane, som det med lidt god vilje stadig kan ses i terrænet.
Jørgen Scheel var et meget fremmeligt og elskeligt barn. Hertil kom, at han var meget smuk – ingen kunne andet end at forgude ham, og da slet ikke bedsteforældrene på Gammel Estrup, Jørgen Scheel og Charlotte Louise Scheel von Plessen.
Når nytårsdag oprandt, var det en stående ceremoni, at den lille stamherre, uden tvivl fint pyntet, pudret og med paryk, stillede sig op foran bedsteforældrene og den øvrige familie for at oplæse en tale først på fransk, siden på dansk.
Talen var omhyggeligt forarbejdet, og i sirlige vendinger gav den udtryk for hans taknemmelighed over for bedsteforældrenes godhed mod ham. Derefter aflagde han løfte om flittigt at ville stræbe efter at træde i deres fodspor og sluttede med at bede Guds velsignelse over dem alle i det nye år. Derefter en lignende tale til moderen.
I december 1784, da Jørgen Scheel var 16 år gammel, havde han målt sig selv og markeret sin højde bag på døren i Jægerstuen på Gammel Estrup. Han målte på dette tidspunkt 61½ tomme, hvilket svarer nogenlunde til 160 cm.
Samme år havde han fået en gave forærende af en Randerskøbmand, Thomas Hansen. Det var nogle konkylier og muslingeskaller, som gjorde den unge greve så henrykt, at han i sit takkebrev til købmanden skrev: ”Mig synes, det må være en meget stor fornøjelse sådan at kunne samle muschler langs med strandbredden, da der gives så utallige slags af den dem”.
Denne lille sentens rummer egentlig hele essensen af det, som siden blev en stor del af hans liv: rejseliv og samlermani.
I 1786 var det tid til at flyve fra reden. Jørgen Scheel skulle flytte hjemmefra. Reelt var Jørgen Scheel dog allerede fløjet afsted på sin dannelsesrejse, men i 1786 døde farfaderen, og derfor overtog Jørgen Scheel alle godserne.
Gammel Estrup og Ulstrup var beboede af henholdsvis Jørgen Scheels farmoder og hans moder, så Jørgen Scheel måtte flytte ind på familiens herregård Scheel, det tidligere Sostrup.
Ved flytningen blev der blev tænkt på Jørgen Scheel: Ifølge en inventarliste fra 1786 blev der udført indbo fra Gammel Estrup til Scheel.
I praksis var det dog begrænset, hvor meget han reelt boede på Scheel i de første mange år. Ved overtagelsen var han i gang med sin uddannelse, først på Sorø Akademi, derefter i Göttingen.
Efter sin konfirmation startede Jørgen Scheel den 27. september 1785 på Sorø Akademi, og her blev han halvandet år. Han holdt sig især til sin fætter Frederik Chr. Raben fra Aalholm, Jens Benzon, som senere blev amtmand i Randers, Christian Ditlev Lüttichau fra Tjele og Ove Henrik Juel fra Ryssensten, som siden blev hans bedste ven.
Han var særdeles optaget af fagene, hvor især historie gennem hans historielærere havde han helt store interesse. Han var yderst velbegavet og levende interesseret i alle former for viden.
I februar 1787 afsluttede han opholdet på Sorø og vendte hjem til sin familie i Jylland, men kort derefter skulle han sendes på den obligatoriske dannelsesrejse til universiteter ude i Europa.
Inden han drog af, blev han dog trolovet med sin kusine, Christiane Mette Bille Brahe, der var datter af herren til Egeskov og Hvedholm på Fyn. De var da henholdsvis 18 og 15 år gamle.
Jørgen Scheels uddannelse fortsatte til universitetet i Göttingen i det centrale Tyskland. Med sig fik han en ung solid teolog, Magister Jens Bloch.
Byens universitet var på den tid forholdsvis nyt, men man havde blik for gamle adelige dyder. Musik, dans og fægtning havde sin plads i universitetsbyens liv. Ridning var ligeledes en vigtig del af de adelige dyder, og Jørgen Scheel forstod at føre sig frem på dette felt.
Fra alle dele af kontinentet strømmede unge dannede mennesker til for at fuldende deres uddannelse. Staldmesteren på Universitetet, von Ayrer, var med til at gøre Göttingen berømt, og det har sikkert haft betydning netop i disse år, hvor flere engelske prinser havde ophold i byen.
Jørgen Scheel blev bekendte med prinserne og i Ayrer fik han en personlig ven. Jørgen Scheel var velset, og han gjorde også mange andre bekendtskaber med folk fra forskellige sociale lag.
Musik, dans, ridning og fægtning var blandt undervisningsdisciplinerne. Af andre mere boglige sysler var det især historie, samfundsfag og geografi, som havde Jørgen Scheels interesse, men også naturfag som fysik dyrkede han flittigt.
Af sprogfag var det både fransk, engelsk og italiensk, som han studerede. Og så var der lige musik, som også havde hans store interesse, og i dette fag beherskede han både klaver og violin.
Kærligheden til bøger vågnede nu for alvor i ham og forblev en lidenskab til hans død – det er højst sandsynligt her, grundpillen til hans ret enestående bibliotek blev lagt.
Grevens iver og gode opførsel nåede også hjem til Danmark og har sikkert glædet hans moder, søstrene og farmoderen på Gammel Estrup. Lærerne roste hans store flid.
Jørgen Scheel deltog med stor flid i selskabslivet i Göttingen og omkring universitetet. Han var meget flot med gaver til sine værter, sine venner og til sig selv.
Selv om hans moder flere gange forstrakte ham med midler, forslog disse dog ikke til dække hans dyre vaner, og han fik dermed grundlagt en gæld allerede her i Göttingen, som kom til at forfølge ham resten af livet.
Således hjalp det jødiske bankierfirma Gumprecht Jørgen Scheel med at skaffede ham de fornødne midler til hans luksuriøse vaner.
Under sit studieophold indledte Jørgen Scheel et forhold til en kvinde, formodentlig en tjenestepige, og følgen blev et barn, der fødtes efter hans afrejse. De herrer Gumprecht hjalp ham diskret med at glatte ud med penge og andet.
Jørgen Scheel skyndte sig videre fra Göttingen og sit ufødte barn. Det næste mål var Paris, hvor han opholdt sig fra efteråret 1788 til juni 1789.
Den trofaste rejsekammerat teologen Jens Bloch indhentede ham på vejen. Paris var opfyldelsen af alle hans drømme, og han var specielt fascineret af kvarteret omkring slottet Palais-Royal, hvor man kunne købe alle former for ekstravagant luksus, fantastiske bogværker og i det hele taget leve den luksustilværelse, som den unge greve higede efter. Han købte dog også gaver til sin tilkomne derhjemme, blandt andet et elegant collier i guldemaille.
På dette tidspunkt var Paris under overfladen i dybeste oprør, og det var således i sidste øjeblik, at Jørgen Scheel i juni 1789 forlod byen og vendte næsen hjemad. Kun en måned senere – den 14. juli – brød uvejret løs og revolutionen var en realitet med stormen på Bastillen
Jørgen Scheel var kommet så hurtig ud af byen, at han havde måttet overlade til andre at eftersende en stor del af hans erhvervede kostbarheder.
Hjemrejsen gik over Bruxelles og Hamborg, og han besøgte også bedstemoder Lucie von Thienens familie på de holstenske godser. Lucie von Thienen var død kort efter fødslen af Jørgen Scheels fader, Christen Scheel. Efterfølgende havde hans bedstefader giftet sig igen med Charlotte Louise Scheel von Plessen, som livet igennem fungerede som Jørgen Scheels bedstemoder.
Kontakten til den afdøde bedstemoders familie opretholdtes selvfølgelig også.
Sidst på sommeren 1789 nåede Jørgen Scheel endelig Djurslands kyster. Med sig havde han en masse nyerhvervede kundskaber, grundlaget for en klassisk og forfinet dannelse og en god portion livserfaring. Men han havde også en anseelige gæld.
I 1789 afbrød Jørgen Scheel sin dannelsesrejse for at blive forlovet med Christiane Mette Bille Brahe fra Egeskov. Hun var datter af en søster til hans moder, Eleonora Agnes Raben, og dermed hans kusine.
Brylluppet mellem Jørgen Scheel og Christiane Brahe fandt sted på Egeskov i juni 1790. Mange forberedelser måtte gøres, og Jørgen Scheel har sikkert ikke ligget på den lade side, når det drejede sig om at skaffe det bedste af det bedste.
Ved brylluppet havde Jørgen Scheel arvet sin rige bedstefader, der også hed Jørgen Scheel, og han havde været på en prægtig dannelsesrejse, der sluttede i Paris kort før udbruddet af den franske revolution. Jørgen Scheel var både veluddannet og velhavende. Et godt parti for Christiane Brahe.
Uden tvivl har netop Paris-opholdet stimuleret Jørgen Scheels præstationer, da brylluppet skulle planlægges.
Det unge par flyttede ind på grevskabets hoved-residens, Sostrup, eller Scheel, som det hed dengang.
Den ærværdige gamle gård havde i lange tider ikke været centrum i familiens bevågenhed, men nu tog det unge par fat på istandsættelse og indretning med fornyede kræfter. Der var også lagt planer for haveanlægget. Der skulle ikke mangle noget!
Haven blev efter nyeste mode omdannet til en engelsk landskabelig have med rislende kiler, damme og småøer, grotter og eremithytter under træernes mørke, broer og lysthuse mellem vandløb og frodige, grønne plæner.
Hele anlægget skulle omsluttes af en mur, og til bedene blev der indkøbt tulipaner og hyacinter fra Holland.
En del af ladegårdens blev omdannet til forhave, der blev indrettet ridebane og dyrehave i skoven, og ved stranden opførtes et lysthus, så man derfra kunne beundre ham, når han sejlede på bølgen blå i sin nye veludstyrede båd med seks kanoner.
Sommeren gik med visitter og selskabelighed på de nærliggende jyske godser – både på Katholm, Høgholm og på Aakjær kom de. Og i august drog de på bryllupsrejse til blandt andet von Thienens godser i Holsten, over Hamborg for at ende i København, hvor Jørgen Scheel havde indrettet en herskabelig lejlighed i Det gule Palæ ved Amalienborg.
Efter endt dannelsesrejse og bryllup med Christiane Mette Bille Brahe var næste mål den danske hovedstad, hvor Jørgen Scheel lejede sig ind i Det Gule Palæ ved Amalienborg.
I løbet af sine år her slog han ind på nogle spor, der kunne have banet vejen for en embeds- eller hofkarriere.
Jørgen Scheel fik titel af kammerherre, men derefter var der noget der glippede, og hans karriere ved hoffet gik i stå.
Selvom titlerne udeblev, så manglede der intet på det personlige plan. Jørgen Scheel lagde vægt på at fremstå som en moderigtig adelsmand på højde med tidens crème de la crème. Det skinner tydeligt igennem på de portrætter, som han og hustruen i 1794 fik malet af den berømte portrætmaler Jens Juel.
Herregården Scheel havde Jørgen Scheel gennem en årrække brugt tid på af modernisere. Hele denne store istandsættelse skete i en tid med nyvakte modsætninger mellem godsejere og bønder.
Jørgen Scheel forsøgte at tilgodese begge sider. Med andre ord ville han gerne være imødekommende over for godsets undergivne, samtidig med at han fastholdt sin position som adelig.
Færdig blev han imidlertid aldrig - hverken med indretning af Scheel eller med ret meget andet. Ønskelisten voksede til stadighed.
Udlængslen og rastløsheden satte også sig i vejen. Og den altid vakte fornemmelse for tidens signaler kom snart til at medføre rejser til urolige egne i borgerkrigens tegn, hvorfra det lige akkurat lykkedes ham at undslippe. Han ville være der hvor der skete noget.
På denne måde endte han med at blive en ufrivillig revolutionsturist.
Samtidig var han fra første færd en lidenskabelig samler af bøger og kunst under sine rejser.
Hans efterladte dagbogsnotater er med til at fortælle historien om livet i blandt andet Rom og Napoli.
Jørgen Scheel var på rejse i Europa i hele seks år, fra 1795 til 1801. Den lange rejse, der først og fremmest gik til Italien, begyndte et helt andet sted - nemlig med en kurrejse, datidens wellness.
Baggrunden var, at 1792-94 havde været triste år med forskellige hjemlige sorger: dødsfald blandt de nærmeste, truende økonomiske udsigter og sygdom og gigtsmerter. Jørgen Scheel og hustruen Christiane Mette Bille Brahe besluttede derfor at tage på kurophold i Carlsbad i sommeren 1795.
Børnene; sønnen Christen og datteren Eleonore Caroline, der var sin faders yndling, var ikke med på rejsen.
For Jørgen Scheel havde ét rejsemål altid ført det næste med sig. Således også denne gang. Med nye kræfter efter et vellykket ophold i kurbyen begav han og hustruen sig til Dresden, derfra til Regensburg og videre til kejserbyen Wien.
Her hengav de sig igennem nogle måneder til det for dem ikke fremmede luksusliv. For Jørgen Scheels vedkommende blev der samtidig foretaget omfattende indkøb af porcelæn og andre luksusvarer.
I Wien blev parret hurtigt hvirvlet ind i et fornemt miljø omkring den rige jødiske bankier Arnsteiner, hvor det konstant myldrede med fremmede, og Arnsteiner var naturligvis også villig til at forstrække den danske greve med nødvendige midler.
Hjemmefra indløb meddelelser om, at kreditorerne trængte sig på, og det har bestemt ikke fået greven til at føle sig fristet til at vende næsen mod nord.
Fruen forblev i Wien, hvor hun befandt sig vel, og selv besluttede han sig for at optimere turen med at drage til Rom i 1796 – så kunne fruen følge senere.
Jørgen Scheel rejste videre, foreløbig alene, og ankom via blandt andet Firenze til Rom den 24. marts 1796.
I Rom indlogerede han sig på et hotel nær den spanske trappe, og han benyttede hvert ledigt minut på dagen til at bese alle de fantastiske seværdigheder, oldtidsminder, samlinger, kunstgallerier, kirker og Vatikanet. Under Jørgen Scheels ophold i Rom mødtes han igen med en af de engelske prinser, August Frederik, som han kendte fra sin studietid i Göttingen.
Oprindeligt var planen, at hans hustru skulle have fulgt med ham på den videre rejse. Foreløbig blev hun dog i Wien, hvor det senere viste sig, at hun ventede parrets tredje barn. Hun skrev flere gange efter Jørgen Scheel, men forgæves. Herefter måtte en kammertjener til sidst rejse til Østrig for at hente hende hjem i sommeren 1796.
Jørgen Scheel havde fortsat ikke lyst til at drage mod nord – tvært i mod ønskede han at se Syditalien.
Alle hans nys indkøbte kunstsager efterlod han i Rom, idet han planlagde, at kommet tilbage i løbet af et par måneder for at tage tingene med sig tilbage til Danmark.
Den 3. maj 1796 drog han mod Napoli. Synet af byen glædede enhver med det særlige lys, Golfens magiske blå trylleri, blomsterpragten og i det hele taget naturens overdådighed og gademylderets hektiske aktivitet. Men det, som især gjorde de tilrejsende mest henrykte var også tilstedeværelsen af et pragtelskende hof og et rigt aristokrati – netop den ideelle substans, som Jørgen Scheel ville stortrives i.
Jørgen Scheel kom til at tilbringe de næste tre år i Napoli. Kort efter hans ankomst til Napoli skrev hustruen til ham fra Wien. Hun spurgte forundret til, hvad hun skulle ernære sig af i Wien, og Jørgen Scheel var naturligvis nødt til at forstrække hende med penge, som kom i form af lån fra Arnsteiner i Wien.
Jørgen Scheels bange anelser inden afrejsen året før havde i mellemtiden vist sig at være velbegrundede. Den økonomiske situation i det hjemlige grevskab var nu blevet så dårlig, at dele af styrelsen måtte overlades til administratorer.
Omtrent samtidig kom en del af samlingerne af kunst og indbo på Scheel på tvangsauktion, sammen med vognene og staldene.
Herregården Sostrup var centrum i grevskabet Scheel og blev derfor omdøbt til Scheel. Jørgen Scheel havde postet enorme summer i en istandsættelse, men nu blev mange af de smukke og dyrt indkøbte ting auktioneret væk.
Ydermere synes visse kreditorer i fristaden Hamborg at have udgjort en så alvorlig trussel, at Jørgen Scheel simpelthen fravalgte den hjemrejse, der uundgåeligt ville have bragt ham i nærheden af Hamborg.
Jørgen Scheel flygtede fra det hele, og årene i Italien bød på kunst, krig og kærlighed. Han havde mødt en italiensk skønhed, som han havde varme følelser for.
Der var tale om en ung dame af Medici’ernes slægt, som dog forinden var blevet gift med en baron, der var tydeligt bevidst om den fristelse, hans hustru kunne udgøre. Baron Ricciulli, som han hed, ledsagede Jørgen Scheel på noget af rejsen.
Jørgen Scheel fortæller selv i sine dagbogsoptegnelser om sit liv og færden i Italien, hvem han mødte, hvad han lavede etc.
På vejen hjem fra Napoli gjorde han atter ophold i Rom. Her skiltes han fra generalen, som han dog nåede at møde igen i Firenze. Her blev det klart, at generalen havde vundet spillet om Medici-datteren, og at Jørgen Scheel havde tabt hendes interesse. Så rejsen gik videre.
Hjemmefra tryglede familien naturligvis Jørgen Scheel om at vende hjem.
Søsteren Juliane Marie skrev trofast de kærligste breve til ham - moderen ville så gerne se ham, inden hun døde.
I februar 1796 var der faldet to højesteretsdomme i henhold til hvilke Jørgen Scheel skulle betale både gæld til Hamborgfirmaer og intern gæld i landet til kammerherre Christian Benzon, som Jørgen Scheel havde lånt 17.000 rigsdalere i starten af 1790’erne.
Noget måtte ske, og moderen så ingen anden udvej end at henvende sig til administratorer. Gælden i Danmark beløb sig på dette tidspunkt til 200.000 rigsdalere.
I juni og juli 1796 fulgte en række tvangsauktioner på herregården Scheel og det smukke indbo splittedes ad.
I oktober 1796 nedkom Christiane Brahe med en søn, og moderen blev nu så forbitret over Jørgen Scheels fortsatte udeblivelse, at hun ikke længere ville se ham for sine øjne.
I januar 1797 betalte bedstemoderen 5000 rigsdalere til Arnstein i Wien, og havde således slettet ægteparrets gæld i Østrigs hovedstad. Men lige meget hjalp det; Jørgen Scheel kom ikke hjem.
Hvad der kom til at fastholde Jørgen Scheel så længe i Napoli kan vi kun gisne om. Af dagbogen fremgår det, at han viede det aktive italienske teaterliv en stor del af sin opmærksomhed.
Hver aften kørte han fra teater til teater og indledte konversationer med den ene mørke skønhed efter den anden - han noterede pligtskyldigst deres navne i sin dagbog - og dette tidsfordriv har sikkert medvirket til, at hans forbliven i Napoli blev ved at trække ud.
Endelig, i 1801, rejste Jørgen Scheel hjem mod Danmark. Der var udbrudt krig, og Frankrig havde besat Napoli i maj 1799. Her gik turen over Rom, Genua og Torino i Italien til Lyon og Paris.
Jørgen Scheel hengav sig til det herlige pariserliv og fulgte tidens mode. I nogle måneder lykkedes det ham at leve på gæld og andres velvilje, men så slog det ikke til længere, og han blev overalt forfulgt at kreditorer, som ville have deres penge her og nu. Han måtte bede den danske gesandt, C.V. Dreyer, om et lån, så han kunne forlade byen for via at kunne nå Hamborg mod slutningen af året (1800). Han blev længe i Hamborg, men i vinter 1801 drog han endelig mod Djursland.
Det havde taget sin tid at træffe den beslutning, for et eller andet sted har han sikkert frygtet gensynet med familien, som han på en gang både udnyttede og svigtede. Det var jo dem, der måtte leve med konsekvenserne af Jørgen Scheels overforbrug; kreditorer, tvangsauktioner og afsavn, mens Jørgen Scheel var væk.
Hjemme i Danmark sad hustruen Christiane Brahe med børnene på herregården Scheel. Ikke langt derfra boede Jørgen Scheels moder, Eleonora Agnes Raben, på herregården Ulstrup, og endelig sad bedstemoderen Charlotte Louise Scheel von Plessen på Gammel Estrup, der lå midt mellem Scheel og Ulstrup.
At Jørgen Scheels vej førte forbi Hamborg, hvor hans nidkære kreditor, den jødiske forretningsmand fra huset Gumprecht, holdt til, har sikkert heller ikke just fremskyndet rejsen mod nord.
Til sidst var der dog ikke længere nogen vej udenom.
Også i Paris begyndte de, der havde penge til gode, at ty til håndfaste metoder, og Jørgen Scheel valgte derefter at flygte fra byen.
Over Bruxelles nåede han til Hamborg, hvor han sikkert ikke slap for mødet med Gumprecht Moses.
Hjem kom han trods alt ved nytårstide 1801. For at blive opdateret om den hjemlige situationen skrev han til den kammertjener Lange, som i sin tid havde måttet eskortere hustruen hjem fra Wien, hvor hun var blevet efterladt.
Brevet er en fortrolig bekendelse overfor tjeneren, der afslører samvittighedsnag og et tynget sind.
Forholdet til den nærmeste familie, frem for alt hustruen Christiane Mette Bille Brahe, havde lidt et knæk efter fem års adskillelse.
Hustruen var ikke helt så føjelig, som resten af familien, der tog imod ham med åbne arme. Hun boede nu i København sammen med de tre børn. Trods bønner og løfter fra Jørgen Scheel skrev hun tilbage, at: ”du er yderlig letsindig, og det alene er skyld i din ulykke”.
Jørgen Scheel gav dog ikke op, og i marts 1802 rejste han til København for at forlige sig med hende. Forligt blev de. Og tre børn mere fik de, Carl Ludvig Scheel i 1803, Axel Scheel i 1804 og Siegfred Victor Scheel i 1806.
Netop til børnene, i særdeleshed den ældste datter Eleonora Caroline Scheel, synes han at have haft et nært forhold. Forældrene levede dog det meste af tiden adskilt, så i hverdagen var savnet det, der fyldte sindene.
Jørgen Scheels farmoder, Charlotte Louise Scheel von Plessen, havde holdt godt fast i livet, mens Jørgen Scheel var på sin lange rejse.
Først da hun så sin sønnesøn igen efter seks år drog hun sit sidste suk 80 år gammel. En meget høj alder i tiden.
For Jørgen Scheel betød dette, at han nu overtog stamhuset Gammel Estrup og sikrede sig flere faste indtægter.
Som centrum i grevskabet var den gamle herregård Sostrup kommet til at hedde Scheel.
Meget af indboet på herregården var i Jørgen Scheels årelange fravær blevet solgt på tvangsauktioner. Men han var ikke den, der tøvede med at begynde forfra. Utrætteligt gik han i gang med at udstyre sin bolig, så den på ny i et og alt kom til at afspejle hans luksuriøse smag.
Alt gennemsyredes af nyklassicismens elegance. Alle slags luksusvarer blev indforskrevet fra Hamborg, møbler fra snedkermester I.C. Esmann i København og franske tapeter prydede væggene. Også musik skulle der til - der blev anskaffet mekaniske spilleværker, som kunne spille valse og arier.
Udover at være hans hjem blev herregården også et østjysk kulturcentrum, der var åbent for alle interesserede, høj som lav. Især det store bibliotek blev flittigt besøgt, der talte over 10.000 værker.
Et nyt afgørende vendepunkt i Jørgen Scheels liv indtraf i løbet af 1807 og 1808.
Moderen Eleonore Agnes Raben sad alene på Ulstrup. Hun havde aldrig giftet sig igen efter Christen Scheels død 36 år tidligere.
Hendes helbred blev gradvist dårligere, og døden indtraf i sommeren 1808. Dermed forsvandt en af livlinerne og holdepunkterne i Jørgen Scheels liv.
Grevskabet Scheel var da blevet ophævet, og godsets administratorer siden 1796 sat fra bestillingen. Det betød, at Jørgen Scheel fik friere hænder til selv at styre sine godser, men han havde forlængst bevist, at han ikke var denne opgave voksen, så den økonomiske nedtur fortsatte.
Efter hjemkomsten til Danmark fik Jørgen Scheel flere faste poster i militæret.
Danmark var i krig mod englænderne, der i 1807 havde hugget den danske flåde. Som modtræk mod englændernes overtag på søen befæstede man de danske kyster, især Djursland fik sine skanser, hvor af mange den dag i dag kan ses.
Jørgen Scheel kastede sig med iver ind i dette projekt, og han opbyggede skanser, søbatterier og vagthuse på kysten ved Scheel. Englands overfald på København i 1807 bragte Danmark ind i krigen på Napoleons side. Den 9. august 1809 udnævntes Jørgen Scheel til oberst-løjtnant for 4. bataillon under 1. jydske infanteri-regiment. Han afslog at modtage betaling for sin indsats eller til dækning af hans betydelige udgifter, og han gik endda så vidt, at han selv bekostede en del af underofficerernes udstyr og oprettede et helt musikkorps.
Den langvarige søkrig med England betød yder-ligere oprustning - både af kysten omkring Scheel men også af Grenå havn, så Jørgen Scheel var travlt beskæftiget.
At han befandt sig vel blandt befalingsmænd og mandskab er ingen over-raskelse, og han var også meget vellidt, da han var så gavmild og festlig at være sammen med. Hans eget helbred var ikke altid lige godt, og han led ofte af gigtsmerter, men han skånede ikke sig selv for feltlivets hårdhed, men deltog i de samme strabadser som de øvrige i selskabet.
Tiden var dog desværre ikke med ham. Efter Danmarks krig mod England i 1807 fulgte det, der nationaløkonomisk efterhånden udviklede sig til lidt mere end en finanskrise.
Rundt om i Europa hersede Napoleonskrigene (1804-1815) og affødte en ny dagsorden. Det blev her Danmarks skæbne at skulle afstå Norge, der reelt havde hørt under Danmark siden 1387.
Sverige havde i sidste øjeblik skiftet side i Napoleonskrigene, og de kunne dermed overtage Norge fra Danmark.
Napoleonskrigenes hærgen og de slukne finanser i Europa gjorde bestem ikke Jørgen Scheels gamle kreditorer mindre påtrængende.
Jørgen Scheel gik med tanker om at opløse grevskabet og sælge ud af besiddelserne. Forhandlinger med kancelliet om opløsning af grevskabet kom derfor i gang i løbet af 1806, og den 5. juni 1807 var det en realitet. Salget af godset skulle fungere som afbetaling på gælden.
Derfor gav hans mor ham også en håndsrækning i denne svære tid, idet hun den 6. februar 1808 udfærdigede en købekontrakt, hvorved hun solgte ham Ulstrup gods til et symbolsk beløb - dog måtte han først tiltræde det efter hendes død.
Den 21. juni 1808 døde hun. Hårdest ramt ved hendes død var Jørgen Scheels søster, Juliane Maria Scheel, der aldrig var blevet gift, men i blid selvudslettelser havde levet sammen med moderen og troligt sammen med hende passet Jørgen Scheels mange børn.
Købet af Ulstrup som fri ejendom gav Jørgen Scheel mulighed for at optage lån i ejendommen. Og med disse lån at afvikle nogle af de gamle.
Stadig mere indviklet blev det. Yderligere kompliceret blev det, fordi Jørgen Scheel fra 1810 indlod sig på spekulationer udenlands, og fordi Danmark nærmede sig bankerot, efterfulgt af landbrugskrise med misvækst og faldende priser.
Af de værste kreditorer var frem for alt det jødiske bankierfirma, Gumprecht. De vedblev at gøre deres krav gældende, blandt andet i forhold til godset Ulstrup.
Som tiden gik, knyttede bankierfirmaet mere og mere sine krav til netop Ulstrup, men firmaet forsvandt ud af billedet i 1813.
Nye spekulanter og kreditorer meldte sig dog hurtigt på banen. Blandt disse var der en franskmand ved navn Louis Antoine Fauvelet de Bourrienne, der var gesandt i Hamborg 1804-13 og som inden da havde gjort bekendtskab med Napoleon Bonaparte.
Det vides ikke med sikkerhed, men forskellige spor peger i retning af, at det netop var ham, der fik udmanøvreret firmaet Gumprecht i forhold til Ulstrup, så det fra da af kun var Louis Bourienne, der havde pant i godset, der var stillet som garanti for de penge, Jørgen Scheel skyldte ham.
Det var da også Louis Bourienne, der blev ejer af Ulstrup, da dette gods kom på auktion i 1818.
På trods af den stadig voksende gæld var Jørgen Scheel alligevel i stand til at klare sig igennem sin tilværelses udfordringer på egen hånd eller med andres hjælp indtil 1815.
Jørgen Scheel havde stadig sine militære hverv, og han vedblev også at være mild over for godsets bønder og andre af sine undergivne. Han opkrævede således ikke så stor en landgilde (afgift) fra sine fæstebønder, som han ellers havde krav på som udlejer af den jord, de lejede af ham.
Man kan mene, at han burde have opkrævet alt, hvad han kunne, for hans indtægt kunne slet ikke dække hverken forbruget eller afviklingen på den store gæld.
Det hjalp bestemt heller ikke på Jørgen Scheels økonomi, at Danmark gik ind i en stor landbrugskrise efter Napoleonskrigene slutning i 1810'erne.
På Jørgen Scheels tid var landbrug det største erhverv i landet. Herremændene sad på deres store godser, og de ejede stort set alt jorden i landet.
Jørgen Scheels bedstefader, der også hed Jørgen Scheel, ejede enorme mængder gods, og man er kommet frem til, at hans samlede jordareal i 1739 var på godt og vel 51.000 hektar, hvad der svarer til over 500 kvadratkilometer.
Barnebarnet Jørgen Scheel magtede desværre ikke at forvalte denne enorme guldgrube.
Med hensyn til Jørgen Scheels militære karriere, så endte den desværre lidt brat.
Til trods for at han med stor stolthed og elegance havde deltaget i søslag (dog kun fra stranden) nær herregården Scheel.
Uheldigvis var ikke alle enige i de økonomiske valg, han traf i sine militære hverv, og det endte med en retssag.
Her måtte han ved et par lejligheder en tur forbi arresten, først i tjenstligt pålæg, senere tilpas alvorligt til, at der måtte stilles en kaution for at få ham fri.
Jørgen Scheel måtte i sin grevelige herligheds-tilværelses sidste tid se sig omgivet af nyrige godsejende spekulanter, hvis aktiviteter ligesom hans egne snart endte med økonomisk sammenbrud.
Forholdet til hustruen lod sig heller ikke genoprette: I 1814 kom den længe ventede skilsmisse. Konkret var den formentlig udløst af Jørgen Scheels affære med Louise Elisabeth Marcussen, der var frue på godset Høgholm ved Grenå.
Den private affære fik et efterspil i form af en sag om nogle overdragne værdigenstande, som Jørgen Scheel efterfølgende pantsatte til Ole Esmarch, en anden af de nye kreditorer. Man forstår nok, at Jørgen Scheel ikke blev populær hos elskerinden ved at pantsatte nogle af hendes arvesmykker!
Sagen gik ikke ubemærket hen. Rygterne gik, og Jørgen Scheel tabte ansigt. Hans æresfølelse led derved et knæk, og hans hustru fik nok og forlod ham.
Selvom rygterne gik, gav sagen ikke anledning til retslige sanktioner.
For Jørgen Scheel kom skæbneslaget i form af umyndiggørelsen i oktober 1815, og hans skæbne var dermed beseglet. Det blev fulgt op af en række af tvangsauktioner, som splittede det rigt udstyrede hjem, han havde indrettet på Sostrup. Løbende solgtes også godsets forskellige gårde, små som store.
Auktionskataloger over hans bibliotek og andre samlinger er bevaret som monument over hans overdådige liv. En del af Sostrups bygninger og indretning er også med til at fortælle historien om ham. Men først og sidst står han for eftertiden som manden, der med sit fantastiske og tragiske liv kørte helt ud over afgrundens rand på absolut første klasse.
Først i 1833 nåede administratorerne til ende med udredningen af de talrige forviklinger, der tilsammen udgjorde en af Danmarkshistoriens mest spektakulære fallitter.
Det var som om alt ramlede for Jørgen Scheel i disse år.
Jørgen Scheel havde nået det absolutte lavpunkt. Moderen Eleonore Raben var død. Hustruen Christiane Brahe var væk.
I 1813 havde Jørgen Scheels ældste søn, Christen Scheel (1792-1844), giftet sig uden forældrenes samtykke med en unge kvinde fra teateret og endda fået en datter sammen med hende. Dette upassende ægteskab blev opløst i 1815.
Jørgen Scheels eneste datter, Eleonore Caroline Scheel (1793-1865), blev i 1815 svigtet af den mand, som hun skulle have været gift med, og hun giftede sig aldrig derefter.
Jørgen Scheels håb om at kunne bosætte sig et sted fjernt fra de hjemlige ydmygelsers scene brast sammen med datterens ægteskabsudsigter.
Hele historien endte med, at hans ældre søster Lucie Charlotte Scheel, gift Sehestedt-Juul, overlod ham godset Hellerup på Fyn, fordi det stod tomt. Her levede han sine sidste år på andres nåde og bekostning.
Jørgen Scheel havde bragt sin trofast tjener med sig, Erik Gleerup, og dennes kone.
Som årene gik blev Jørgen Scheel mere og mere plaget af gigt og måtte efterhånden holde sig inden døre og kunne således ikke længere glæde sig med rideture i omegnen.
Købt på klos har han stadig kunne gøre - hos vinhandler, skrædder og købmand. Disse småhandlende måtte vel stille sig tilfredse med udsigten til at kunne gøre indhug i småværdier i hans dødsbo til sin tid.
Betænksomme menneskers diskrete gaver af møbler og andre genstande var nok med til at sikre at han trods alt havde et nogenlunde udstyret hjem fra 1815 til sin død.
Også selvom det naturligvis kun kunne være en bleg afglans af, hvad han havde været vant til. En vis synlighed og social aktivitet var han stadig i nogen grad i stand til at præstere.
Jørgen greve Scheels død.
En tilbagevendende gigtsygdom blev mere og mere mærkbar, og Jørgen Scheels liv endte den 9. januar 1825. På den måde slap han for at opleve den sidste del af konkursens konsekvenser.
Ved Jørgen Scheels død på søsteren Lucie Charlotte Scheels herregård, Hellerup, blev Jørgen Scheel stedt til hvile på den nærliggende kirkegård i en tilmuret grav
Efterfølgende blev hans kiste fragtet til familie-gravmælet i Auning kirke.
Her lå store dele af hans familie, blandt andet hans tvillingebroder, Frederik Scheel, der var død kort efter fødslen, hans forældre, bedsteforældre, oldeforældre og tipoldefader.
Da hans fraskilte hustru og kusine, Christiane Mette Bille Brahe, døde i 1844 blev hun begravet overfor ham.
Med Jørgen Scheels generation var kapellet fyldt, og hans efterkommere måtte derfor finde et nyt familiegravsted. Man valgte et stykke jord i den store skov overfor Gammel Estrup, der blev indviet og siden er kaldt Lunden.
Jørgen Scheels liv fik store konsekvenser for gods og slægt. Herregården Scheel (Sostrup) blev solgt og fik efter et ejerskifte i 1829 navnet Benzon. Gammel Estrup tilfaldt den ældste søn Christen Scheel.
Ulstrup var, efter Bourrienne, blevet overtaget af staten. Jørgen Scheels ugifte søster Juliane Marie Scheel havde fået lov til at blive boende på Ulstrup under de omskiftelige ejerforhold efter moderens død i 1808, men i 1835 satte staten Ulstrup til salg.
Juliane Marie optræder anonymt i Steen Steensen Blichers "Den jydske hvide Dame, et Portrait" fra 1839. Tidsmæssigt falder hendes død sammen med salget af Ulstrup, der havde været hendes barndomshjem.
Blicher vil vide, at hendes hjerte brast, da hun fik beskeden. Lægeligt betragtet forløb hendes død, der indtraf fire dage senere, selvfølgelig ikke helt så poetisk spektakulært.
Men at der var tale om et tragisk dødsfald i kølvandet på broderens fallit, er der næppe nogen tvivl om.
Skeel-/Scheel'ernes mere end 200-årige tilværelse som en af landets rigeste og mest betydelige godsejerslægter var til ende. Kun på Gammel Estrup sad familiens østjyske gren tilbage som ejere. 9o år senere var det også slut her.
Spørgsmålet er hurtigt besvaret når man ser på grevens livsstil: Overforbrug, gældsstiftelse og økonomisk ansvarsløshed havde været hans kendemærke fra og med uddannelsesårene i Göttingen i 1787-88.
I næsten overdreven grad havde han antennerne ude for at opfange alt, hvad der rørte sig i tiden.
Modsætninger var der nok af i hans liv: Den moderigtige adelsmand og kavaler, der i 1786 blev herre på Sostrup, ønskede tydeligvis ikke at stå tilbage for nogen, når det gjaldt om at indrette sin bolig standsmæssigt. Men ligeså rundhåndet kunne han være overfor sine undergivne.
På sine rejser færdedes han såvel blandt prinser og adelsfolk som i kunstneriske og litterære cirkler. Samtidig var han på det nærmeste en slags ufrivillig revolutionsturist. Mere end én gang fandt han pludselig sig selv på steder med borgerkrig og optøjer.
Efterhånden blev han og hans familie konfronteret med konsekvenserne af hans livsførelse på de lange rejser, nemlig den stadig voksende gæld.
Mange breve blev udvekslet med den vrede og bekymrede familie i Danmark, men Jørgen Scheel begyndte snart (frivilligt eller ufrivilligt) at lægge afstand til dem.
Virkeligheden, med dens krav og besvær og de kedelige pengeproblemer var ikke noget for ham. Han ville det hele på en gang.
Et langt stykke ad vejen fik han lov til det. Derefter var vanens magt blevet for stor. Han viste sig at være en udpræget samlernatur med forkærlighed for kunst, bøger, ure, indbo og meget andet. Interesser havde han nok af.
De sociale kompetencer synes også at have været ganske veludviklede. Han var født greve, men han egnede sig ikke til at være godsejer. Derfor kom han til kort, som mange andre adelige, i årene omkring 1800.
Han indså ikke, at den ødsle adels tid var forbi, og kunne eller ville ikke skifte kurs i tide.
Man skal også huske, at Jørgen Scheel ganske enkelt også må have haft en fantastisk charme, som har kunnet vinde alle for sig.
Han havde let til smil og fest, og hvor han gik og stod, søgte han altid at få det bedste ud af alting og leve i nuet uden tanke for morgendagens problemer.
Jørgen Scheel besad stor medmenneskelighed, var venlig og offervillig. Han var i sandhed et højt dannet menneske med stor ømhed for de små i samfundet.
Sidst men ikke mindst besad han en levende trang til at skabe glæde, hvor end han viste sig.
Så længe det gik godt, har der jo heller ikke været tvivl om, at det nok skulle gå - det er kun vores viden, hvor vi så at sige trevler historien op baglæns, der gør os i stand til at sige: ”hvorfor i alverden fortsatte han - hvorfor stoppede han ikke op, mens tid var og reddede stumperne og ikke mindst æren”?
