Lucie von Thienen
1717-1743
Lucie von Thienen var af en fornem, gammel og rig adelsslægt fra de danske hertugdømmer Slesvig-Holsten.
Lucie von Thienen
I 1740 blev hun gift med Gammel Estrups ejer, Jørgen greve Scheel, men ulykkeligt for den lille familie omkom Lucie von Thienen tre år efter brylluppet kort efter fødslen af parrets første og eneste barn, sønnen Christen Scheel. Han var heldigvis levedygtig og voksede op i trygge rammer med sin fader og dennes nye hustru, Charlotte Louise Scheel von Plessen.
Lucie von Thienen blev født i vinteren 1717 og var datter af Heinrich von Thienen (1686-1737) og hans hustru Ida Lucie Brockdorff (1698-1752), der begge stammede fra Slesvig-Holsten.
Von Thienen-slægten var en rig og betydelig slægt, der besad mange godser, hovedsageligt i Slesvig-Holsten, men også i både Østrig og Rusland.
Faderen, Heinrich von Thienen, ejede mange herre-gårde og store godser; deriblandt Wahlstorf og Güldenstein i den østlige del af Slesvig-Holsten, og det var i hans tid, at de fik deres nuværende udseende med nye hovedbygninger.
Heinrich von Thienen var en rig mand, og der blev ikke sparet på noget med hensyn til herregårdenes opførelse og indretning, så mon ikke også, at hans børn fik den fornemmeste opdragelse, man kunne tænke sig?
Lucie von Thienen havde to søskende, storesøster Elisabeth Christine og lillebroder Wulf Heinrich von Thienen.
Storesøsteren var to år ældre og lillebroderen fire år yngre end Lucie von Thienen, så man kan forestille sig, at der har været private lærer ansat på Heinrich von Thienens godser til at undervise hans tre små vidundere.
Han må også have gjort sig mange tanker om børnenes fremtid især med hensyn til ægteskab og karriere. Bemærkelsesværdigt var, at alle tre børn blev gift ind i den danske Scheel-familie.
Elisabeth Christine von Thienen (1715-1788) blev gift med Mogens Scheel von Plessen i 1736.
Han var søn af Christian Ludvig von Plessen og Chalotte Amalie Skeel til Fussingø.
Mogens Scheel von Plessen fik ret usædvanligt for tiden både sin moders og sin faders slægtsnavn. Dette skyldtes, at Fussingø var blevet gjort til stamhus i 1688 af Mogens Scheel von Plessens morfader, Mogens Skeel. I stamhuserklæringen havde mor-faderen bestemt, at Fussingøs arving skulle bruge Skeel'ernes navn og føre deres våben. Samtidig som den nye familie Scheel von Plessen opstod valgte man også at modernisere slægtsnavnet til Scheel.
Mogens Scheel von Plessen var ud af en søskendeflok på 18 børn, og forældrene må have haft travlt med at finde ægtefæller til de ni børn, der overlevede barndommen. Det er i hvert fald en forklaring på, at man søger helt til Slesvig-Holsten for at finde en hustru til Mogens von Plessen. Derudover var hans fader fra hertugdømmet Mecklenburg, og han har derfor været tæt på mange af de tyske adelsslægter.
Mogens Scheel von Plessen døde allerede som 36-årig, og Elisabeth Christine von Thienen kom til at overleve ham i hele 39 år, men hun giftede sig aldrig igen.
Da hun lukkede sine øjne 73 år gammel var fire af hendes fem børn stadig i live.
Wulf Heinrich von Thienen (1721-1809) giftede sig med den jævnaldrene baronesse Margrethe Krabbe Holck fra Holckenhavn. Desværre døde hun blot ni år efter brylluppet i en alder af 39 år.
To år efter hustruens død giftede Wulf von Thienen sig igen, og bruden blev denne gang hans søsterdatter, Ida Lucie Scheel von Plessen, der var næsten 20 år yngre end ham.
Wulf Heinrich von Thienen arvede enorme godsmængder og blev en af hertugdømmernes allerrigeste jorddrotter. Han besad ikke mindre end ti store godser, og han efterlod sig en formue på den svimlende sum af 2 millioner rigsdaler ved sin død i 1809.
Derudover havde han også stor politisk magt som gehejmekonferensråd (minister).
Den 16. januar 1740 blev Lucie von Thienen gift med den jævnaldrende Jørgen greve Scheel til Gammel Estrup.
Søsteren Elisabeth Christine von Thienen var i 1736 blevet gift med Mogens Scheel von Plessen til Fussingø, der kun lå 30 km fra Gammel Estrup. Måske var det igennem denne del af slægten, at Jørgen Scheel og Lucie von Thienen – og deres forældre – var blevet opmærksomme på hinanden før ægteskabet?
Endvidere var Jørgen Scheels mormoder, Benedicte Margrethe Brockdorff, af samme slægt som Lucie von Thienens moder, Ida Lucie Brockdorff, i det de havde fælles oldefader, Ditlev Brockdorff (1559-1628).
Ved brylluppets indgåelse i 1740 havde Jørgen Scheel arvet sin fader, Christen Scheel, der allerede døde i 1731, og også hans moder, Augusta Winterfeldt, som døde kort efter sønnens bryllup.
Jørgen Scheel havde ingen søskende, og han var dermed enearving til et stort godsimperium, hvoraf de fleste besiddelser lå i Midtjylland.
Ved brylluppets indgåelse havde Jørgen Scheel påbegyndt en lovende karriere ved hoffet, og var i 1742 blevet udnævnt til kammerherre for Christian VI.
Lucie von Thienen og Jørgen Scheel flyttede efter al sandsynlighed ind på Gammel Estrup, der i Jørgen Scheels forældres tid var blevet gennemrenoveret, så alt stod i barokmodens tegn, lige fra stuklofter, gobeliner og portrætter til den nyanlagte have med to smukke orangerier.
Jørgen Scheel var blevet greve i 1725, da hans fader, Christen Scheel, oprettede grevskabet Scheel. Lucie von Thienen blev derfor grevinde af Scheel, da hun ægtede Jørgen Scheel i 1740.
Jørgen Scheel og Lucie von Thienen flyttede efter al sandsynlighed ind på Gammel Estrup efter brylluppet. Derfra var der ikke langt til Lucie von Thienens søster og svoger på Fussingø.
Det er sandsynligt, at de to jævnaldrende par har besøgt hinanden og kommet meget sammen på de nærtliggende herregårde Fussingø og Gammel Estrup.
Lucie von Thienens svoger, Mogens Scheel von Plessen, var på daværende tidspunkt, ligesom Jørgen Scheel, ved at forme sin karriere ved hoffet: han var kammerjunker, og han blev senere også - ligesom Jørgen Scheel - kammerherre. Dette var allerede en god baggrund for et venskab og en alliance.
Lucie von Thienen har sammen med Jørgen Scheel påbegyndt sin karriere ved hoffet.
Det er ikke meget, vi ved om Lucie von Thienen, men en af de få ting, vi ved, er, at hun må have spist på Fredensborg Slot i forbindelse med et ophold ved hoffet, for blandt hendes papirer findes en oversigt over menuerne på, hvad der blev serveret på Fredensborg Slots kro i 1743-44.
Dokumentet giver et fint indblik i spisevanerne dengang, men vigtigst er det dog, at skriveren slutter af med, at han undskylder meget for sin grimme skrift, men han håber, at grevinden kan læse det.
Ud fra den lille slutnote kan man sammen med datoen uddrage, at det må være Lucie von Thienen, brevet er sendt til.
Tre år efter ægteskabets indgåelse fødte Lucie von Thienen parrets første (og eneste) barn.
Sønnen, der fik navnet Christen Scheel, var sund og rask, mens Lucie von Thienen derimod var meget svækket efter fødslen.
Hendes tilstand forbedrede sig ikke, og efter en måneds tid i barselssengen døde Lucie blot 27 år gammel.
Det var tragisk, men desværre ikke ualmindeligt, at fødsel og død på denne måde skulle følges ad.
Døden var tættere på hverdagen, end den er i dag, og farerne ved fødslerne var mange. Dette ses både i den høje børnedødelighed og i dødeligheden blandt de fødende kvinder.
Opstod der komplikationer under fødslen var der risiko for, at moderen kunne forbløde.
Efter fødslen var der risiko for at blive ramt af barselsfeber, der var den hyppigste årsag til barselsdødelighed. Af de kvinder, der fik barselsfeber, overlevede kun halvdelen. Dertil kom, at hygiejnen i forbindelse med fødslen kunne være særdeles dårlig.
Hygiejne var slet og ret ikke et begreb, man var opmærksom på, og da bakterier ikke kunne ses, så man ikke faren ved at undlade at vaske hænder, før man skulle hjælpe til med en fødsel.
Et grelt eksempel kunne være hvis lægen kom til fødslen umiddelbart efter endt toiletbesøg eller fra en anden patients behandling, og han derved kunne overføre bakterierne direkte til den i forvejen svæk-kede kvinde.
Ifølge en engelsk undersøgelse af kirkebøgerne 1666-1758 døde ca. 25 ud af 1000 kvinder i barselssengen.
Fødte kvinden et dødfødt barn var risikoen for selv at dø endnu højere, fordi børnene ofte døde af fødselskomplikationerne.
Et forsøg på at hjælpe en fødsel godt på vej kunne være ved at smøre kvindens underliv ind i for eksem-pel smør, gåsefedt eller æg! Det eneste, man vidste med sikkerhed, var, at kun Gud ville kunne hjælpe kvinden i barselssengen.
Der var store risici ved en graviditet, og skæbnen ville det, at også Lucie von Thienens barnebarn, Berthe Scheel, 44 år senere døde i barselssengen sammen med sit første barn.
Lucie von Thienen blev begravet i Skeel’ernes grav-kapel i Auning kirke tre dage før, sønnen skulle døbes, og han blev derfor holdt over dåben af sin mormoder.
Heldigvis fik den lille Christen Scheel en god og kærlig stedmor i Jørgen Scheels næste hustru, Charlotte Louise Scheel von Plessen, Mogens Scheel von Plessens søster og dermed Lucie von Thienens svigerinde.
Charlotte von Plessen fik ikke selv børn, og mandens eneste barn tog hun til sig som sit eget.
Charlotte Louise Scheel von Plessen kom til at overleve sin mand i 15 år, hvor hun blev alene boende på Gammel Estrup.
Omkring 1790, hvor Jørgen Scheel havde været død i fire år, udførte Charlotte von Plessen en inventarliste over Gammel Estrup, hvor hun opremsede de enkelte værelser for sig med deres indbo.
I afsnittet om spisestuen på første sal har hun skrevet, at der hang et portræt af Lucie von Thienen, og et værelse på anden sal fik endda navnet Fontins Kammer (von Thienen-kammeret).
Derfor ved vi, at Lucie von Thienens navn blev husket for eftertiden.
