Christence Viffert
1561-1624
Christence Viffert var datter af rigsråd Axel Viffert til Axelhus og lensmand over Landskrona Len i Skåne, som dengang var en del af det danske rige
Som 28-årig blev Christence Viffert gift med Eske Brock, der senere blev både rigsråd og lensmand over Dronningborg Len med hovedsæde i Randers. Parret fik sammen otte børn, hvoraf kun tre overlevede forældrene.
Den ældste datter, Jytte Brock, arvede Gammel Estrup ved forældrenes død, og hun førte således herregården til Skeel-slægten, i hvis eje den skulle forblive de næste 300 år.
Christence Viffert blev født på Malmø Slot i Skåne den 25. november 1561 som nummer to i en søskendeflok på otte, hvor hun havde tre helsøskende og fire halvsøskende.
Christence Viffert var ældste datter af Axel Viffert til Axelvold i Skåne, rigsråd og lens-mand over Landskrona Len. Moderen var Anne Lindenov, som vi næsten ingenting ved om.
Forældrene var begge medlemmer af høj-adelen; det vil sige de adelsslægter, der leverede medlemmer til rigsrådet. Blandt flere andre prominente slægter talte Christence Vifferts forfædre blandt andet slægterne Rosenkrantz, Brahe, Lange og Thott.
Den lille Christence, der var opkaldt efter sin farmor, var dermed født ind i et meget betydningsfuldt netværk af slægtninge.
Kun fire år gammel mistede Christence Viffert sin moder, og da hun ikke kunne blive hos sin fader, blev hun sendt til sin faster, Lene Viffert. Hun var lensmand over skånske Dalby; en stilling som hun havde overtaget efter sin afdøde mand.
Et par år efter moderens død giftede faderen Axel Viffert sig igen, og efter det nye ægteskabs indgåelse hentedes Christence Viffert atter hjem til Skåne, så hun kunne møde sin stedmoder, men kort efter var hun klar til endnu en opdragelsesrejse; denne gang skulle hun bo hos Edel Hardenberg til Hvedhom på Sydfyn. Edel Hardenberg var, som Lene Viffert før hende, en yderst kompetent kvinde, der, som mange andre enker, havde overtaget stillingen som lensmand fra sin afdøde mand.
At en ung adelsfrøken kom i huset hos forskellige adelskvinder var dengang meget almindeligt, og det blev set som et led i opdragelsen af pigebørnene, der jo som voksne selv skulle lede en stor husholdning. Her kunne de stifte bekendtskab med de mange færdigheder, som ledelsen krævede: Administration, regnskabsførelse, personaleledelse og så videre.
Efter et år hos Edel Hardenberg rejste Christence Viffert tilbage til sin fader på et kort besøg, hvorefter hun blev sendt til det adelige jomfrukloster i Preetz i Holsten.
Klosteret i Preetz var ikke, hvad vi forstår ved et kloster, men en såkaldt mild stiftelse, hvor adelige fruer og frøkener kunne få ophold, og hvor unge adelsfrøkener kunne opholde sig som led i deres uddannelse - blandt andet for at lære fint håndarbejde.
Christence Viffert fik i klosteret tidens højest ansete opdragelse for en ung kvinde.
Efter opholdet i Preetz blev den 17-årige Christence Viffert kammerjomfru hos Frederik II's dronning Sophie, og her blev hun de næste ti år. Dronning Sophie var på det tidspunkt 21 år, mor til fire børn og ledede den meget store kongelige husholdning, der omfattede en række adelsfrøkener foruden Christence Viffert.
I 1589 giftede Christence Viffert sig med Eske Brock. Det er hver at bemærke, at Christence Viffert først giftedes som 28-årig. En ansættelse ved hoffet var vel at forstå både som en oplæring og som et "udstillingsvindue" i forhold til at tiltrække fordelagtige ægteskabs-tilbud for de, der ikke var blevet lovet bort som børn.
Denne forholdsvis høje giftealder var ikke ualmindelig i renæssancen, og den skal måske sættes i sammenhæng med, at den selvstændige rolle, som renæssancens kvinder spillede som ledere af husholdningerne, krævede en langvarig oplæring.
De helt unge brude på 15-17 år, som blev almindelige i 16- og 1700-tallet, er i renæssancen mest almindelige i Kongehuset.
Christence Viffert var hofdame hos dronning Sophie, mens de små prinser og prinsesser voksede op. Hun har derfor haft et indgående kendskab til deres personligheder og har i al fortrolighed kunnet fortælle historier fra deres opvækst.
Brylluppet mellem Eske Brock og Christence Viffert stod på Køge Rådhus - hvorfor ved vi ikke. Normalt blev hofdamer gift på Køben-havns Slot.
Christence Vifferts tilkommende havde på dette tidspunkt ikke en position ved hoffet, da han ikke havde været hofjunker eller ansat i kancelliet, og han var endnu ikke hverken lensmand eller rigsråd. Måske er det derfor, at brylluppet blev holdt privat, og ikke blev betalt af Kongehuset, hvad der ellers var skik og brug for hofdamer, og især hvis de som Christence Viffert havde været hofdamer gennem hele ti år.
Brylluppet må have været et festligt lag med masser af mad, vin, dans, musik og sang. Men denne festlige begivenhed skabte uvilje hos den siddende formynderregering, der var indsat til at varetage Danmarks styre, indtil Christian IV ville blive myndig.
Københavns lensmand Ditlev Holck fik nemlig kongelig ordre på at undersøge, om man havde danset under måltidet ved bryllupsfesten. Det var nemlig aldeles forbudt at danse under mål-tidet ifølge Frederik II's bryllupsreces fra 1586.
Det lyder jo som en ganske urimelig regel, men den var indstiftet på baggrund af tidligere brande, som var forårsaget af, at man under måltidet hoppede op på bordene og dansede blandt levende lys!
Vi ved desværre ikke, om der her var noget om snakken, eller om man pænt havde indtaget hele måltidet siddende, før dansen begyndte.
Ud over de mere festlige planlægninger har der også fulgt en del administrativt arbejde ved et ægteskabs indgåelse, især fordi det var naturligt for en kvinde at have en medgift.
En medgift er en formue i form af fast ejen-dom eller penge, som hustruen bringer ind i ægteskabet som gave fra sine forældre.
Christence Vifferts medgift blev herregården Alnerup i Skåne, som hun havde arvet efter sin fader, der var død i 1580. Den ejendom gik med i ægteskabet, men forblev i Christence Vifferts eje efter datidens regler.
Alnerup blev senere datteren Birgitte Brocks arvelod, og gled således ud af først Viffert-slægten og siden Brock-slægten, da Birgitte Brock førte den til sin mand, Tyge Brahe.
Eske Brock førte dagbog i lange perioder af sit liv. Dagbøgerne, der først og fremmest var beregnet som regnskabsbøger, giver også et indblik i Christence Vifferts virke. Som frue var det Christence Viffert, der var leder af husholdningen på sine og mandens godser.
Hun havde ansvaret for forråd og beholdninger på herregårdene, for opsynet med tjenestefolkene, for lønudbetalinger og regnskaberne over husholdningens indtægter og udgifter.
Dagbøgerne bugner af optegnelser over små og store udgifter: Den 12. oktober 1609 noterede Eske Brock således: "Gav jeg Christence 10½ daler til Maren Fadeburskvinde, da hun tog bort". Fadeburskvinden stod for opsynet med gårdens lagre af fødevarer, og aflønningen her er en slags afskedsgave. Her ser vi, at det er Christence Viffert, der har haft ansvaret og tilsynet med køkkenpigerne og derfor også hende, der har skullet ordne afskedsgaven.
En medgift er en formue i form af fast ejendom eller penge, som hustruen bringer ind i ægteskabet som gave fra sine forældre.
Christence Vifferts medgift blev herregården Alnerup i Skåne, som hun havde arvet efter sin fader, der var død i 1580. Den ejendom gik med i ægteskabet, men forblev i Christence Vifferts eje efter datidens regler.
Alnerup blev senere datteren Birgitte Brocks arvelod, og gled således ud af først Viffert-slægten og siden Brock-slægten, da Birgitte Brock førte den til sin mand, Tyge Brahe.
Betalinger i naturalier forekommer også: I 1612 gav Christence Viffert en fjerding smør til en Peder Ibsen, sandsynligvis som betaling for et arbejde, hvis karakter vi ikke kender.
Christence Viffert har næppe deltaget i det hårde arbejde, men har sandsynligvis personligt bidraget til gårdens udsmykning, blandt andet ved at brodere duge og måske vægtæpper.
I et enkelt tilfælde meddeler dagbogen os, at hun har spundet noget hampegarn, som en fisker får udleveret. Det må være Danmarks eneste fiskenet, der er spundet af en adelsfrue.
Både Christence Viffert og Eske Brock viser sig også fra deres gavmilde side i dagbogen.
Eske Brock skrev den 21. januar 1622, at han købte en ring til Christence Viffert, og i februar købte han nyt nattøj til dem begge.
Den 27. januar 1612 var Christence Viffert meget behjælpelig, da Latz Vestergaard er kommet i en vanskelig situation. Han skyldte nemlig Søren Jensen i Randers to okser, og det betalte Christence Viffert for ham. Hvem han var, og hvorfor Christence Viffert hjalp ham, ved vi ikke.
I efterskriften til dagbogen fra 1619 skrev Eske Brock, at Christence Viffert gav mad og øl til de fattige, hvad der også har vist hendes økonomiske overskud som adelskvinde.
Dagbog 1619:
"...forærit Chrestensse de fattige brø, fesk, disligeste huedebrø och 1 tønde godtt øll."
Citatet stammer fra adelsmanden Herluf Trolles udsagn om "herremanden". Det skal forståes "Hvorfor må adelen bærer gyldne kæder?". Hans morale er, at når man sætter sit liv til at tjene sin konge og sit land, så følger retten til jordegods og kostbarheder med.
De største udgifter i Eske Brock og Christence Vifferts regnskab var knyttet til "repræsentation" - at se flotte ud og vise, at man havde penge. Herunder var udgifter til tøj, smykker, perlehuer (der var den gifte adelsfrues kendetegn) og guldkæder til både kvinder og mænd.
Det var enorme summer, der blev betalt for smykkerne. Således betalte Eske Brock i 1613 hele 160 rigsdaler - en uhyre sum, der svarer til godt 80 okser, for et diamantbesat smykke til sin frue, mens hun samme år fik en guldkæde til 15 mark. Og det var på en tid, hvor en smed fik 30 rigsdaler i løn om året.
De to helfigursportrætter af parret, der i dag hænger på Gammel Estrup, hører også under denne post. Det var Christence Viffert, der betalte den formidable sum af 24 rigsdaler til maleren.
På helfigursportrættet af Christence Viffert holder hun perlebesatte handsker i hånden og hun bærer flere guld- og diamant-smykker, hvoraf et må være smykket, hun fik i 1613.
At der blev anskaffet så kostbare smykker netop dette år, hænger sikkert sammen med, at datteren Jytte Brock giftedes bort til Jørgen Skeel, lensmand på Kalø.
Til brylluppet har det været vigtigt at fremtræde standsmæssigt, og vise sin rigdom. Datteren udstyres da også med en perlehue til 650 sletdaler til brylluppet.
Rekonstruktion af Christence Vifferts kjole efter portrættet. Kjolen er syet af kostumedesigner Bjarne Drews. Overkjolens materialer er sort silke og hvide kniplinger, mens underskørtet er i rød brokadesilke med guldkant.
Christence Viffert blev moder til otte børn, der alle kom til verden i ægteskabets første 13 år. De hyppige graviditeter må have slidt på helbredet, men hun var dog heldig at overleve alle fødslerne - så heldige var langt fra alle.
Af de otte børn døde tre som små, men det var almindeligt at miste spæd- og småbørn. En af de nyfødte blev opkaldt efter sin mormoder Anne, men da den spæde pige døde, fik næste pige samme navn. Det virker mærkeligt på os, men var ikke usædvanligt i samtiden. Den mindste Anne døde også, og derefter blev navnet dog ikke brugt igen.
Fem af børnene nåede voksenalderen. Af disse døde to dog som unge, og kun døtrene Jytte, Birgitte og Lisbeth Brock overlevede forældrene. Især sorgen over sønnen Lave Brock, der døde som 23-årig på sin dannelsesrejse, tog hårdt på Christence Viffert - så hårdt, at hun aldrig blev rask igen, lyder det i hendes ligprædiken.
Tabet af sønnen var tungt for hele familien, for Lave Brock var den eneste søn og som sådan arving til godset og dermed dén, der skulle føre slægten og slægtsnavnet videre.
Ved sønnens død måtte Christence Viffert og Eske Brock indse, at deres godser ville blive spredt ved deres død, og at Brock-slægten ville uddø.
Jytte Brock arvede blandt andet Gammel Estrup (til højre), mens Lisbeth Brock overtog Ørtofte (til venstre) og Birgitte Brock fik arvelod til Vemmetofte (nederst).
Forholdet mellem ægtefællerne ved vi ikke meget om. Tiden var ikke til sentimentale sværmerier, men det ægteskabelige liv, de fælles opgaver og de glæder og sorger, som børnene gav, har sikkert knyttet parret sammen.
Fra Eske Brocks dagbog ved vi, at de indimellem gav hinanden gaver: således købte Eske Brock en ring til sin hustru i 1622, og samme år var han så betænksom at købe nyt nattøj til dem begge.
Forholdet mellem de gamle ægtefolk kender vi fra beskrivelser af Christence Vifferts dødsleje, hvor hun ønsker, at Gud må være med Eske Brock, fordi han har levet "kristeligt og vel" med hende, så for hende har Eske Brock været en god mand.
Tre små piger døde allerede i barndommen, men parret var så heldige at få fem børn, der overlevede; fire døtre og én søn:
Jytte Brock (1595-1640)
Margrethe Brock (1595-1615)
Lave Brock (1597-1620)
Birgitte Brock (1601-1639)
Lisbeth Brock (1603-1652)
Datteren Margrethe Brock fik desværre en ond skæbne. Alting tegnede lyst, da hun den 13. oktober 1611 forlovedes med Sten Rosen-sparre (1588-1612).
Eske Brock var nær bekendt med hans fader Oluf Rosensparre, og forældrene må begge være godt tilfredse med børnenes forlovelse. Også Christence Viffert var med i planlægningen: den 25. oktober talte hun med veninden Sofie Rostrup i det nye lysthus i haven om ”den bevist lejlighed”, hvad der må forstås som datterens forlovelse.
Ulykken indtraf dog kun et halvt år efter, hvor Sten Rosensparre faldt i kamp i Kalmarkrigen den 21. februar 1612 kun 23 år gammel.
Sagnet fortæller, at en ven frarådede ham at ride ind i slaget, da han var den sidste af mandslinjen i sin slægt, men som en stolt adelsmand red han alligevel ind i kampen og svarede ham blot: "Ja, et godt navn går foran alt".
Den 1. april 1612 blev Sten begravet. Den 19. april betalte Eske Brock for 40 guldskeer, som var lavet for Christence Viffert og Margrethe Brock, så de efterfølgende kunne give dem som gaver til Birgitte og Lisbeth Rosenspare, der var Stens Rosenspares søstre; en gave til de efterladte.
Ulykkeligvis døde Margrethe Brock et års tid efter sin tilkommende, og også sønnen Lave. måtte Eske Brock og Christence Viffert tage afsked med, da han døde under sin dannelsesrejse i 1620.
I dagbogen omtaler Eske Brock tit, at han og sønnen har været på jagt sammen, og han har været meget engageret i sønnens opdragelse og uddannelse. Det var derfor et stort tab, da den eneste søn døde, og slægtsnavnet derfor ville uddø.
Den 23. april 1613 modtog Eske Brock en fin gæst: Lensmanden på Kalø Jørgen Skeel. Han var kommet for at anmode om Jytte Brocks hånd, og Eske Brock imødekom tilfreds dette ønske. Den næste dag kom Jørgen Skeel han for at tale med sin tilkomne og hendes moder, hvad Eske Brock glad har noteret i dagbogen.
Et godt ægteskab var på plads, for Jørgen Skeel var en formuende herre med store besiddelser – der iblandt Ulstrup, som han arvede efter sine forældre, og Sostrup og Skærvad, som han selv havde erhvervet.
Birgitte Brock blev gift med Tyge Brahe til Thostrup, og Lisbeth Brock med Frandtz Lykke til Overgaard. Lisbeth Brock blev i dette ægteskab moder til den kendte storcharmør Kai Lykke.
Krigerhvervet var en af dansk adels vigtigste privilegier, og det havde også stor indflydelse på kvindernes liv. Med sønner og mænd på barske opgaver, i kamp på hesteryg iklædt tunge rustninger og sværd var der stor risiko for at de kære ikke vendte hjem igen.
Kalmarkrigen 1611-12 havde store omkostninger for Christence Viffert. Hun mistede en svigersøn i slaget ved Skellinge hede i 1611, og året efter måtte hun selv til fronten for at pleje Eske Brock under sygdom.
Kalmarkrigen gav dog et rigt udbytte, der på mange måder opvejede de ofre, familien havde lidt. Eske Brock blev rask igen og kom hjem med et stort bytte.
Datteren Jytte Brock, ægtede i 1614 en krigs-helt fra Kalmar-krigen, den senere rigsmarsk Jørgen Skeel.
At Eske Brock drak meget fremgår med al tydelighed af hans dagbog, hvor hans system med at markere rusens størrelse med et kors er velkendt. Eske Brock har dog næppe været specielt fordrukken i forhold til de andre adelsmænd.
At drikke som en mand, og at kunne bære en rus, var en af tidens normer. Drikkeriet var udbredt i alle samfundslag, men optegnelserne er naturligt nok flest blandt adelige og kongelige.
En forklaring er også, at datidens vand oftest var udrikkeligt på grund af forurening fra nedsivende møddinger, og at det derfor var tilrådeligt at holde sig til øl - enten det tynde øl, eller stærkt øl og vin, hvis man havde råd. I festligt lag blev der naturligvis også drukket brændevin.
At drikkeriet var sundhedsskadeligt, er der ingen tvivl om, men der var mange andre trusler mod liv og helbred end alkohol.
Christence Viffert døde i februar 1624, 63 år gammel, efter lang tids sygdom. Hendes ligprædiken indeholder en lang beskrivelse af sygdomsforløbet, der varede mere end et halvt år.
Der er ingen tvivl om, at hun vidste, hvor det bar hen. Ifølge prædikenen havde hun overskud til at bede børnene sige farvel til Eske Brock fra hende, at tage sig godt af ham, når hun var død, og til at bede ham affinde sig med hendes død, da hun var ked af verden og ikke forventede at blive ved bedre helbred.
Hun ønskede ikke at se sin mand, da hun ikke magtede at se hans sorg, men Eske Brock kom alligevel til hendes dødsleje. For renæssancens mennesker var døden altid nær, og Christence Viffert og hendes nærmeste har været vant til, at døden høstede.
Ifølge prædikenen fandt Christence Viffert fred i troen på sin frelser.
Christence Viffert var så heldig at få et langt liv med en god mand og havde overlevende døtre, der ville tage sig af ham. Så hun døde den gode død, mæt af dage og omgivet af præsten og sine nærmeste.
Christence Viffert blev begravet i Skt. Mortens Kirke i Randers i det søndre kapel, som Eske Brock havde købt grundstykket til i 1615. Hun fulgtes af sin mand godt halvandet år senere, og underligt nok blev kapellet først opbygget efter parrets død. Det findes desværre ikke længere i dag.
I dansk renæssance levede man efter det latinske udtryk memento mori, der direkte oversat betyder "husk du skal dø".
Det kan i vores øre lyde forfærdeligt deprimerende, men for renæssancens mennesker var det en naturlig del af livet.
Det var vigtigt at være dybt religiøs og ikke have overmod, for Guds straf kunne ramme én, når det skulle være.
Memento moridekorationer træder også frem i renæssancens kunst. Her er kranier fra udsmykningen på stolestaderne i Gammel Estrups kapel.
