Jørgen Skeel
1578-1631
Jørgen Skeel, kaldet Rigsmarsken, blev den første Skeel på Gammel Estrup. Han var gift med Jytte Brock, som arvede gården efter sin fader, Eske Brock.
Jørgen Skeel bragte blandt andet herregårdene Sostrup, Ulstrup, Skærvad og Ørbæk ind i slægtens eje, og han opnåede at blive Rigsmarsk (hærchef eller krigsminister) under Christian IV.
Han blev fader til Christen Skeel den Rige, Gammel Estrups næste ejer 1631-88, og stam-fader til Skeel-slægten på Gammel Estrup.
I 1536 besejrede Christian III sin fætter, Christian II, i borgerkrigen Grevens Fejde. Den nye og sejrende konge gennemførte reformationen, og kongen overtog dermed kirkens jord og klostre. Før reformationen havde klostrene været Danmarks største jordbesiddere.
Christian III forlenede klostrenes jord til Danmarks mægtigste herremænd, så de kunne hjælpe med at holde orden i landet. Kongen var fra da af overhoved over både land og kirke.
42 år efter den danske reformation blev Jørgen Skeel født. Han var søn af den jyske herremand Christen Skeel til Fussingø.
Hvis Jørgen Skeel overlevede den første barndom og sin uddannelsesrejse gennem et krigshærget Europa, kunne han se frem til et liv som lensmand for kongen. Først skulle han dog gennemføre latinskolen, hvor han skulle lære om europæisk historie skrevet på latin af de gamle romere.
Opvæksten på den gamle herregård Fussingø var fyldt med historiefortælling om slægtens helte, der kunne forberede Jørgen Skeel på de strabadser, som han gik i møde.
I 1587, da han var ni år, var han gammel nok til at forlade hjemmet. Han rejste fra sine forældre, Christen Skeel og Margrethe Brahe, og det kendte hjem, og flyttede ind til sin skolelærer i Aarhus sammen med sin to år ældre broder, Otte Skeel.
Jørgen Skeels onkel var astronomen Tycho Brahe. Han var kendt i hele verden som grundlægger af den moderne videnskab om rummet.
Den danske konge, Frederik II, gav Tycho Brahe øen Hven i Øresund som personligt len. Her byggede Tycho Brahe to observatorier: Uranienborg og Stjerneborg.
Tycho Brahes byggeri på øen Hven startede i 1576, to år før Jørgen Skeel blev født. Mens Jørgen Skeel voksede op og gik i skole, gjorde Tycho Brahe, sammen med sin lillesøster Sofie Brahe, en lang række nye opdagelser om jordens placering i rummet.
Tycho Brahes optegnelser viste, at stjernerne bevægede sig. Hidtil havde man troet, at stjerner, sol og planeter var ophængt i rummet på faste pladser. Opdagelserne vakte opsigt i hele Europa, og Tycho Brahe blev med ét slag berømt blandt videnskabsmænd.
Måske har Jørgen Skeel været på Uranienborg som barn. Her kunne han se onkel Tychos mærkelige instrumenter, modellerne af verdensrummet og det fantastiske byggeri.
I latinskolen fik Jørgen og broderen Otte en ny lektie hver morgen. De lærte at oversætte latin og skrive med fjerpen i deres bog.
Hver onsdag blev de hørt i ugens lektie. Hvis de ikke kunne bøje ordene, fik de slag med et ris eller en ferle (en træstav med en kugle).
Snart kunne Jørgen og Otte så meget latin, at de øvede samtaler. Samtalerne, som de læste op fra en latinbog, handlede mest om god opførsel. Der var altid to roller: den gode og den dårlige. Jørgen læste for eksempel: ”Jeg tørrer altid snot af i min trøje” og Otte svarede: ”Jeg snyder min næse i mit lommetørklæde”. På den måde lærte Jørgen og hans broder Otte både latin, og hvordan man opførte sig.
Da de rykkede op i næste klasse, begyndte de at digte på latin og skrive små breve. De efterlignede de gamle romerske digtere, og de læste om krigen i Troja og spillede rollespil. Jørgen var måske helten Achilleus, mens Otte var Paris. På Rigsarkivet kan man se Jørgens latinbog, hvor han har skrevet sine lektier, små ordsprog og grammatiske øvelser med brunt blæk.
Jørgen og Otte gik kun i skole om vinteren, for resten af året var de i lære som adelsmænd. De trænede kunsten at ride, at kæmpe med sværd og at jage i de store skove omkring Fussingø.
Når de voksne var på jagt, løb de med hundene gennem skoven. Når hundene havde nedlagt byttet, blev dets strube skåret over. Først når drengene var blevet rigtig gode til at løbe med hundene, måtte de begynde at ride.
På hesteryg red de med deres fader i hele lenet. Fattige og syge gav de penge og gaver, og de holdt øje med, at gårdene og vejene blev passet. Der skulle også sørges for, at møllerne kunne dreje, og at kræmmerne betalte deres skat.
Jørgen og Otte havde lært at være gode eksempler for alle børn i lenet. De bar tøj, der passede til deres høje stand, og havde fjer i hatten. De bevægede sig roligt og talte tydeligt, så alle kunne høre, hvad de sagde.
Når de støjede og hoppede i stolene, sagde deres moder, at djævelen havde taget bolig i dem, og så bankede hun dem med en stok.
Da Jørgen var 16 og Otte var 18 år begyndte deres rejse. De rejste med en præceptor, der var en erfaren rejseleder, som selv havde studeret i udlandet. Præceptoren havde ansvar for, at brødrene blev indskrevet på universiteter og for, at der blev sparet på udgifterne.
De var alle klædt i tøj, der kunne holde til en lang ridetur: Bukser af hjorteskind og en læderkappe så stor, at de kunne sove i den.
Kniv og sværd hørte med til påklædningen, men Jørgen og Otte vidste, at det var farligt at bruge våben. Mange unge adelsmænd var blevet lokket af djævelen på de lange rejser. De havde drukket, spillet og trukket knive og var aldrig vendt hjem.
Ved afrejsen havde Jørgen og Otte foræret deres moder, Margrethe Brahe, en bønnebog. Hun ville dagligt bede for dem og beskytte dem mod al katolsk djævelskab.
Jørgen og Otte red gennem et Europa i religionskrig mellem katolikker og protestanter. I Nord var pavens katolske tropper smidt ud, men længere sydpå var der stadig kampe.
Jørgen og Ottes største ønske var at møde deres store idol Henrik af Navarra. Han var helten, der bekæmpede katolske tropper i Frankrig. En anden helt var William af Oranien, der anførte Nederlandenes uafhængighedskrig mod katolske tropper.
På grænsen mellem Tyskland og Frankrig slog rejseselskabet følge med soldater, der bevægede sig fra slagmark til slagmark.
Brødrene skulle nå det hele. De studerede på universitetet i Strasbourg. De besøgte Henrik af Navarras krigslejr i Frankrig og var med til hans sejrrige indtog i Rouen, hvor han blev hyldet som Henrik IV, konge af Frankrig. Under rejsen lærte de tysk, fransk og engelsk, og de besøgte dronning Elisabeth I's berømte hof i England.
"oc siden ind udi Italien til Padua, huor denne salige Mand med sin Broder forbleff paa et Aars tid/ Oc der lærde det Italienske Sprock/ oc med andre exercitia, som hand tilforn hafde en god begyndelse paa. Drog der fra paa Venedig, Bononien, Narc, Aneono oc til Rom."
- citat fra Jørgen Skeels ligprædiken.
Efter nogle år var de klar til at drage syd for alperne for at lære italiensk i den gamle universitetsby Padova. Her skulle de også se på araberheste, på befæstede fyrstedømmer og besøge verdens største krigsindustri i Venedig.
I Padova blev brødrene indskrevet som jurastuderende. De besøgte Padovas botaniske have med mure og korsgang, der havde inspireret deres onkel, astronomen Tycho Brahe, da han byggede sit observatorium Uranienborg.
På den anden side af Padova lå fyrstedømmet Mantova. Fyrsten af Mantova elskede heste så højt, at han havde ladet dem male i naturlig størrelse på væggene i sin mægtige fæstning. Hans berømte stalde var fyldt med kostbare arabiske heste, og på væggene i fyrstens bryllups-kammer kunne de unge danske adelsmænd se den danske konge Christian I foreviget på væggen.
Den danske konge havde besøgt sin svoger i Mantova på vej til paven i Rom, hvor han i 1480 fik tilladelse til at oprette et universitet i København.
Byerne i Italien var bygget som fæstninger, og Jørgen og Otte skulle studere dem. Brødrene be-søgte alle de vigtigste fæstningsbyer på deres vej til Napoli. Her havde kongen af Spanien den største og prægtigste fæstning som værn mod både franskmænd og tyrkere.
I Napoli besøgte Jørgen og Otte verdens vældigste vidunder, vulkanen Vesuv, og de mange rygende og stinkende svovlkilder i klippelandskabet, der omkransede den blå Napolibugt.
På vejen tilbage gennem Italien besøgte brødrene Venedig. Byen var på dette tidspunkt et mekka for krig, kunst og krydderier.
Jørgen og Otte var mest interesseret i værftet, hvor de venetianske krigsskibe blev bygget. Dogens (Venedigs leder) prægtige gyldne skib ”Bucentoro” var en af de største attraktioner.
De danske adelsmænd havde styr på kalenderen. I den lille rejsealmanak kunne de se, hvornår de største begivenheder fandt sted. I Venedig var det Kristi Himmelfartsdag, hvor byen fejrede sit bryllup med havet.
Venedigs hersker, dogen, sejlede ud på Canale Grande i sin guldbelagte båd. Her kastede han en guldring i havet for at besegle pagten mellem byen og det hav, der gennem handelsskibene gav Venedig sin overdådige rigdom.
Mens Jørgen Skeel rejste sammen med sin broder havde deres moder, Margrethe Brahe, travlt med at søge efter den rette hustru blandt familiens mange adelige slægtninge. Samtidig havde deres fader, Christen Skeel, lige så travlt med at tale deres sag for konge og rigsråd, så der kunne findes et rigt len til sønnerne.
Et len var et område ejet af kongen, og lensmanden varetog kongens ejendom, skove, møller og veje, og der var tæt kommunikation mellem Christian IV og hans lensmænd.
I 1607, efter tre år som gesandt hos Christian IV giftede Jørgen Skeel sig med Kirsten Lunge, der var datter af hans moders grandkusine, og han fik Kalø Slot i len.
Her fra Valdemar Atterdags gamle kongeborg skulle han regere hele Djursland og opfostre sine børn. Samme år bestilte han sit eget gravmæle i Aarhus domkirke på den fornemme plads til venstre for alteret.
Jørgen Skeel skulle rense åen op til kongens mølle i Grenå og finde en møller, der kunne bestyre forretningen.
Han blev bedt om at sende dygtige håndværkere til kongens byggeri på Kronborg og om at holde regnskab med kongens grise.
Jørgen Skeels to brødre blev også lensmænd i Jylland: Albret Skeel på Riberhus i Sønderjylland og Otte Skeel på Aalborg Slot i Nordjylland.
Ægteskabet med Kirsten Lunge bar hurtigt frugt, og alt tegnede løfterigt. Allerede efter et års ægteskab fødtes en datter.
Selvom parret havde havudsigt på den gamle kongeborg levede lensmandens bolig ikke op til renæssancens smag for åbne porte og symmetriske vinduesrækker. Borgen var et gammeldags forsvarsværk, hvor murene rejste sig uden åbninger. Kun sparsomt lys slap ind af de få spidsbuede vinduer, der vendte mod borggården.
Kulden må have været gennemtrængende både vinter og sommer. Den lille pige døde, mens Kirsten Lunge blev gravid igen. Denne gang blev livets frugt Kirsten Lunges død.
Den 3. august 1609, efter to års ægteskab, døde Kirsten Lunge, 28 år gammel, i barselseng. Den nyfødte datter, Christine, overlevede. Kirsten Lunges moder, Anne Sehested, der var kommet fra Nordjylland for at passe sin datter i barselssengen, tog den lille med hjem til Nordjylland.
Et koldt forår 1611 blev Anne Sehested kaldt til hoffet. Christine var med, og hun skulle derefter hjem til sin fader. På vejen pådrog hun sig en forkølelse, og efter kort tids sygdom døde hun.
Den lille piges død beskrives i præstens lig-prædiken. Hun lå flere dage i febervildelse, og skulle have åbnet sine øjne og sagt: "Dukke, dukke", hvorefter hun med et smil drog sit sidste suk og døde. Alle var overbevidst om, at det døende barn havde set Jesus.
Det har været mormoderens opgave at give den lille Christine en opdragelse gennemsyret af religiøse billeder og fortællinger. Barnets hænder var blevet formet i bøn, mens bibelhistorier og salmesang har sat kulør på hverdagen.
Renæssancens kvinder syede præstekåber med udstoppede Jesusfigurer på. Det er meget muligt, at der også er blevet syet små Jesusdukker, som de små har kunnet lege med. Episoden, som lig-prædiken beretter, har trøstet de sorgfulde efterladte. Alle var nu overbeviste om, at Christine, sammen med Jesus, var på vej hjem til Gud, hvor hun skulle forenes med sin moder.
Jørgen Skeel havde i 1609 mistet både hustru og børn, men i 1611 var han i sin bedste alder og pligten kaldte ham til dåd. Han drog i krig med sin konge under sin onkel Knud Brahes kommando. Christian IV ønskede at styrke Danmarks herredømme i Østersøen og at forsvare Øresund. Derfor indledte han Kalmar-krigen mod Sverige. Denne krig blev Christian IV's eneste egentlige succes som feltherre.
Jørgen Skeel havde nok håbet på et godt udbytte med hensyn til både sin ære og sin økonomi. Måske frygtede han at miste livet på slagmarken, som mange unge adelsmænd nylig havde gjort det ved slaget på Skellinge Hede.
Christian IV's ordrer til de adelige krigere byg-gede på håb og frygt. For at få adelen til at kæmpe havde kongen gjort det klart, at den adelsmand, der lod sig tage til fange, mistede gods og ære. Hvordan ordningen fungerede i praksis, er ikke til at sige, men kongen havde gjort sit til, at jagten på adelsmænd blev blæst i gang.
Tropperne blev indrulleret i Skåne. Her var det danskerne, der regerede. De adelsmænd, der lagde sig syge, fik besøg af fruer og døtre, og bytte fordeltes.
Jørgen Skeel kom ud af krigen rigeligt belønnet både med krigsheld og som krigshelt, med en ny kæreste, Jytte Brock, og et rigeligt bytte.
Spillelysten var stor i lejrene. Eske Brock skrev i sin dagbog, hvad han vandt og tabte. Han tabte altid til kongen, men vandt over herremændene.
I 1616 blev Jørgen Skeel slået til ridder sammen med 15 andre krigshelte fra Kalmarkrigen. Nu var Jørgen Skeel ridder af Den væbnede Arm, en orden Christian IV indstiftede. Det var både en militær og en religiøs orden, for som ridder af Den væbnede Arm var Jørgen Skeel forkæmper for Luthers lære, den protestantiske tro.
Samme år rejste Jørgen Skeel en mægtig portal på sin gård Ulstrup ved Gudenåen. Han havde lige moderniseret herregården, hvor hans moder, Margrethe Brahe, havde enkesæde. Det var blevet til en moderne renæssancebygning med sandstensindfattede vinduer og en central port-bygning, hvor han satte portalen op. Monumentet blev dekoreret med krigstrofæer som våben, trommer og rustninger.
To af Jørgen Skeels romerske helte forsvarer porten. Den ene, Horatius Cocles, er ved at trække sit sværd mens Titus Manlius har hævet sit skjold. På Sostrup satte Jørgen Skeel i 1626 en lignende portal op.
Det er ikke hvem som helst, der forsvarer Jørgen Skeels herregårde på portalerne.
Horatius Cocles var en af de mest populære romerske soldater i historien. Han forsvarede Tiberbroen mod etruskiske angribere omkring år 500 f.Kr. På heroisk vis lod han sine kammerater bryde broen ned bag sig, mens han holdt fjenderne tilbage. Tiberguden reddede ham fra druknedøden, og han blev belønnet for sin indsats med frihed og jord.
Titus Manlius berømmelse byggede på en familie-tragedie. Han dømte sin egen søn til døden for at have handlet mod ordre i et slag syd for Rom.
Den danske adel kunne spejle sig i de romerske krigerværdier, deres jord og privilegier var også grundlagt på de forpligtigelser, de påtog sig til landets forsvar.
Hele to krigerportaler skulle der til for at markere Jørgen Skeel som rigets førende militærmand.
Propagandaen bar frugt. I 1627 valgte en samlet adelstand ved hemmelig afstemning Jørgen Skeel til Rigets Marsk (hærchef).
Med krigerportalen kommenterede Jørgen Skeel en skamplet, der i 50 år havde beskæmmet slægtens krigerære. Hans farfar, Albret Skeel, havde sammen med andre adelsmænd deltaget i et søslag. Albret Skeels skib lå, efter ordre, i havn, mens de andre skibe gik ned i slaget på havet. Albret Skeel blev efterfølgende anklaget for fejhed. En dom som Jørgen Skeel ikke var enig i.
Adelsmanden Eske Brock, en af Christian IV's betroede mænd, havde en finger med i spillet, hvad angår Jørgen Skeels lykke.
I 1612 skrev Jørgen Skeel skøde på en splinterny herregård, Sostrup, der stadig ligger på Djurslands nordlige kyst. Skødet blev underskrevet i Halmstad, mens Jørgen Skeel stadig var i krig.
Sælgeren var den unge adelsmand Hans Seefeld, der nylig havde arvet gården efter sin moder, Sofie Bille. Det var Jørgen Skeels kommende svigerfader, Eske Brock, der som kongelig formynder for Hans Seefeld forestod handlen.
Rygtet ville vide, at Jørgen Skeel havde vundet gården i spil. Formentlig havde han dog betalt, ærligt og redeligt, for gården med sit krigsbytte.
Nys hjemkommen som krigshelt med sin egen herregård drog Jørgen Skeel til Dronningborg Slot i Randers, hvor Eske Brock sad som kongens lensmand. Han ville fri til Eske Brocks ældste datter, den 18-årige Jytte Brock.
Året efter blev parret gift i Viborg og flyttede ind på Jørgen Skeels nye herregård, Sostrup.
Det var en enig dansk adel, der valgte Jørgen Skeel til Rigsmarsk. De gjorde det af nød. Landet var, efter Christian IV's nederlag i Kejserkrigen, truet af plyndrende tropper og Jylland var besat.
Posten som Rigsmarsk havde stået ledig længe, da valget faldt på Jørgen Skeel, for Christian IV ville gerne være sin egen hærchef, men det var adelen imod.
Pligt og ære var vigtige værdier for den erfarne ridder. Som Rigsmarsk påtog Jørgen Skeel sig at lede kejsertropperne ud af Jylland og at iværksætte hjælp til de mange borgere, der havde lidt overlast. Omkostningerne dækkede han selv med støtte fra sine frænder i den danske adel.
Jørgen Skeel lod sig male i pragtfuld rustning og med marskalstaven og ordenen Den væbnede Arm i blåt silkebånd om halsen. Jørgen Skeel stod ved sin fascination af sin ungdoms helte: Skægget har samme form som det, der blev båret af den berømte franske krigerkonge Henrik IV.
Jørgen Skeel levede sit liv med ulastelig pligtfølelse. Også hans død passede med forestillingen om den ædle forkæmper for Luthers lære.
Den 13. juli 1631 var Jørgen Skeel på vej hjem fra Herredagen i København, hvor rigsrådet mødtes med kongen. Han havde netop købt en ny herregård, Hvidkilde på Fyn, og han ville ind forbi. Her lagde han sig til sengs med feber og stod ikke op igen.
Jytte Brock ilede til hans sygeleje sammen med andre prominente adelsfruer. Hun tilkaldte flere forskellige læger, der afprøvede deres forskellige metoder på den syge. Der var ikke så meget at vælge imellem: åreladning, bræk- eller svede-midler var, hvad man havde, når der var ondt i kroppen.
Jørgen Skeel var mere optaget af sine bønner og yndlingssalmer.
Da Jytte Brock til sidst brød grædende sammen, bad han hende stille om at gå, så han kunne koncentrere sig om at dø, ikke i sorg, men i glæde. Han var parat til at komme hjem til himlen efter et udadleligt liv på jorden.
Jørgen Skeel var overbevist om, at han skulle kæmpe mod djævelen til sit sidste suk. Kun bønner, ikke tårer, var hans sværd i den kamp.
I 1631, 53 år gammel, sluttede Jørgen Skeel kampen.
Til Jørgen Skeels begravelse opfyldte Jytte Brock hans ungdoms plan og rejste ham et fornemt gravmæle på pladsen til venstre for alteret i Aarhus Domkirke. Det står der endnu.
